MRF 2024.299
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. december 2024, j.nr. 23/12422
Stadfæstet Kolding Kommunes VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til kommunalt ringvejsprojekt, uanset projektet krævede efterfølgende tilladelse efter bl.a. miljøbeskyttelseslovens § 28 til afledning af overfladevand, da miljøfremmede stoffer i overfladevand fra vejen forventes udfældet i forsinkelsesbassiner, og den overordnede planlægning i kommuneplan i form af perspektivområde for byområde ikke udgjorde en planmæssig hindring af ringsvejsprojektet.
Kolding Kommune meddelte i september 2023 VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til et kommunalt projekt med etablering af ringvejsforbindelse syd om Kolding. Afgørelsen blev meddelt som opfølgning på Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i MRF 2022.222 Mfk, hvor kommunens tidligere tilladelse til projektet blev ophævet som uaktuel, da der efterfølgende ønskedes ændringer til projektet og udarbejdet en revideret miljøkonsekvensrapport. VVM-tilladelsen blev påklaget af E, der havde landbrugsarealer inden for projektområdet, som ringvejen ville gennemskære. E gjorde bl.a. gældende, at miljøkonsekvensrapporten ikke indeholdt en beskrivelse af, hvordan de gennemskårede arealer ville få tilslutning til ringsvejsprojektet, og at der ikke forelå en tilstrækkelig begrundelse for at fravælge det, der i miljøkonsekvensrapporten var beskrevet som alternativ 2, som ved ikke at gennemskære landbrugsarealerne, medførte reduceret udledning af overfladevand til vandløb. Endvidere gjorde E gældende, at der var planmæssige mangler, da linjeføringen gik gennem område, der efter kommuneplanen var udlagt til byområde, og at alternativ 2 havde mindre påvirkning af miljøet end det valgte alternativ 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at miljøkonsekvensrapporten efter miljøvurderingslovens § 20, stk. 2, nr. 4, skal indeholde en beskrivelse af rimelige alternativer. Med henvisning til nævnets afgørelse i MRF 2021.342 Mfk med stadfæstelse af VVM-tilladelse til ny bydel på Amager Fælled udtalte nævnet, at § 20 indeholder en forpligtelse til at give offentligheden og berørte myndigheder en mulighed for at vurdere projektet i forhold til realistiske scenarier, men ikke en forpligtelse til at foretage en indgående belysning af alle andre alternativer. Endvidere bemærkede nævnet, at efter miljøvurderingslovens § 24 skal myndigheden efter modtagelse af miljøkonsekvensrapporten sikre, at rapporten opfylder kravene i § 20. For så vidt angik eventuel vejtilslutning af de gennemskårede landbrugsarealer til ringforbindelsen henviste nævnet til, at miljøkonsekvensrapporten efter § 20, stk. 2, nr. 6, skal indeholde relevante oplysninger for de særlige karakteristika for projektet, hvilket skal anskues i forhold til hele projektet. Hvis der er tale om nødvendigt forbundne projekter, skal deres samlede miljøpåvirkning derved vurderes som en samlet helhed. Nævnet lagde herefter vægt på, at tilslutningsveje ikke er en betingelse for ringvejsprojektet, og at der kan meddeles VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, ”selv om projektet helt eller delvist forudsætter yderligere tilladelser efter anden lovgivning, herunder vejloven”. Vedrørende afledning af overfladevand fra projektet til vandløb henviste nævnet til, at miljøkonsekvensrapporten efter § 20, stk. 2, nr. 6, sammenholdt med bilag 7, punkt 4, skal indeholde en beskrivelse af blandt andet påvirkningen af vand, fauna og flora. Nævnet konstaterede, at miljøkonsekvensrapporten indeholdt beskrivelse af, at overfladevand ville blive tilledt to regnvandsbassiner til forsinkelse forud for udledning til vandløb, og at miljøfremmede stoffer i overfladevandet derfor kunne forventes at blive udfældet i regnvandsbassinerne. I forhold til indsigelsen om manglende plangrundlag for projektet lagde nævnet til grund, at der efter miljøvurderingsbekendtgørelsens § 11 ikke kan meddeles tilladelse efter § 25, såfremt projektet forudsætter planlægning efter planloven. Nævnet fandt, at der var tale om planlægning i form af strukturplanlægning for perspektivområder af overordnet karakter, og at dele af projektområdet endvidere ikke var omfattet af kommuneplan, hvorfor der ikke forelå konkretiserede planmæssige bindinger for projektområdet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Kolding Kommunes vurdering efter § 24 af, at miljøkonsekvensrapporten var udarbejdet i overensstemmelse med kravene efter § 20, hvorfor nævnet stadfæstede VVM-tilladelsen.
Kommentar: Afgørelsen forekommer på flere centrale punkter i modstrid med retspraksis og gældende lovgivning. I forhold til kravet om, at VVM-tilladelsen skal være i overensstemmelse med plangrundlaget, vender afgørelsen regelgrundlaget på hovedet ved at undersøge, om der er planmæssige bindinger, der hindrer projektet. Afgørelsen forbigår dermed, at ringsvejsprojektet er lokalplanpligtigt, jf. planlovens § 13, stk. 2, og at det derfor er udelukket af meddele VVM-tilladelse, før der er vedtaget lokalplan for projektet, hvilket i det foreliggende tilfælde i øvrigt tillige synes at kræve en ændring af kommuneplanen. Alene denne fejl er af en karakter, der i sig selv burde få nævnet til at genoptage sagen af egen drift. I relation til påvirkning af vandmiljøet kan afgørelsen sammenholdes med MRF 2023.78 Mfk, hvor nævnet ophævede VVM-tilladelse til vejprojekt i Horsens, fordi projektets afledning af overfladevand kunne medføre forurening med miljøfarlige stoffer af vandmiljøet, og da dette er i modstrid med EU-Domstolens fortolkning af vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet, blev VVM-tilladelsen ophævet. Det er på denne baggrund noget uforståeligt, at der i denne sag ikke tages stilling til konsekvenserne af afledning af overfladevand, men blot anføres, at problemet forventes løst med regnvandsbassiner. Dette er ikke i overensstemmelse med nævnets afgørelse i MRF 2024.225 Mfk, hvor ophævet udledningstilladelse, fordi nævnet i MRF 2024.224 Mfk havde ophævet VVM-tilladelse. Tilsvarende er afgørelsen i sagen fra Kolding ikke i overensstemmelse med præmisserne i MRF 2024.271 Mfk, hvor klagenævnet ophævede tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til afledning af overfladevand fra veje etableret med ny fjordforbindelse over Roskilde Fjord vedtaget ved anlægslov, men hvor udsættelsen af ophævelsen blev begrundet med, at en fysisk lovliggørelse krævede ny miljøvurdering efter miljøvurderingsloven og derfor tog tid. Som sagen om Fjordforbindelse viser, vil det være noget vanskeligt at hindre afledning af vand fra vej, når først vejen er etableret. For det tredje synes afgørelsens bemærkning om, at VVM-tilladelse kan meddeles, selv om projektet kræver efterfølgende tilladelser efter anden lovgivning at overse, at det direkte følger af VVM-direktivet og miljøvurderingsloven, at en VVM-tilladelse giver projektherren et retskrav på at gennemføre projektet, og at VVM-tilladelse ikke kan meddeles, hvis stillingtagen til væsentlige miljøvirkninger er udskudt, jf. EU-Domstolens dom i sag C-290/03, Barker, og i sag C-166/22 (MRF 2023.101) samt Energiklagenævnets afgørelse i MAD 2018.419 Ekn, hvor VVM-tilladelse til vindmøllepark ophævet, fordi en VVM-tilladelse giver en ret for bygherre til at gennemføre projektet. Denne helt centrale del af VVM-tilladelsen synes overset af klagenævnet i denne sag. Samlet er der tale om så alvorlige mangler i klagenævnets afgørelse, at dette i sig selv begrunder en genoptagelse.