MRF 2023.52
Planklagenævnets afgørelse af 20. februar 2023, j.nr. 22/15875
Ophævet forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af en bygning som følge af passivitet, da der var gået ca. 10 måneder fra ansøgningen til varslingen af forbuddet og herefter ca. 2,5 måned til meddelelsen af selve påbuddet.
Københavns Kommune meddelte den 28. september 2022 forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af en bygning på en ejendom tilhørende E. Bygningen var opført i 1920 af Hovedstadens Brugsforening og var registreret med en SAVE-værdi på 4 (middel bevaringsværdi). Bygningen blev anvendt til supermarked og boliger. E ønskede at nedrive bygningen og opføre en ny bygning, som muliggjorde et tidssvarende supermarkedskoncept. Projektet blev første gang præsenteret for kommunen i 2015 og i juni 2016 fremsendte E et volumenstudie vedrørende projektet samt afholdt et møde med kommunen herom. Desuden blev der afholdt forhåndsdialogmøder i august og november 2019. E indsendte den 12. september 2021 en ansøgning om opførelse af det nye byggeri og nedrivning af det eksisterende. På baggrund af et medlemsforslag fra Teknik- og Miljøudvalget i marts 2022 blev Teknik- og Miljøforvaltningen pålagt at udarbejde en indstilling om at undersøge muligheden for, at bygningen blev bevaret eller fredet. Forslaget blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde i juni 2022, hvor udvalget besluttede, at der skulle indledes proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og udarbejdelse af bevarende lokalplan. Kommunen sendte den 11. juli 2022 varsling om § 14-forbud til E, hvorefter endeligt forbud blev meddelt den 28. november 2022. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen havde fortabt retten til at meddele forbuddet som følge af passivitet. Planklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til planlovens § 15, stk. 2, nr. 18, til grund, at kommunen i udgangspunktet havde hjemmel til at meddele forbud efter planlovens § 14. Nævnet fandt imidlertid, at sagsbehandlingstiden oversteg, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet lagde herved vægt på, at der var gået ca. 10 måneder fra modtagelsen af endelig ansøgning til varslingen af forbuddet, og at der derefter var gået ca. 2,5 måned fra varslingen til meddelelsen af selve påbuddet. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen allerede i juni 2016 fik kendskab til den påtænkte nedrivning via volumenstudiet, og at der på forhåndsdialogmøderne blev forelagt nyt forslag til butik og boliger med henblik på feedback fra kommunen til projektets realisering. Det havde således hele tiden været forudsat, at bebyggelsen skulle rives ned. Planklagenævnet fandt på denne baggrund, at forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og var ugyldigt, og ophævede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen er på linje med anden nyere praksis om betingelserne for meddelelse af § 14-forbud, hvor bl.a. kan nævnes MRF 2021.160 Pkn, MRF 2021.263 Pkn, MRF 2022.319 Pkn, MRF 2023.56 Pkn, men se dog MRF 2022.52 Pkn og MRF 2023.57 Pkn, hvor § 14-forbud ikke blev ophævet. I MRF 2022.64 Pkn, blev der yderligere lagt vægt på, at ejeren kunne kræve overtagelse af kommunen efter planlovens § 49 i forbindelse med § 14-forbud mod nedrivning, hvilket ligeledes kan forklare stadfæstelsen af forbuddet i MRF 2022.65 Pkn.