MRF 2023.292/2
Københavns Byrets kendelse af 7. december 2023, sagerne BS-4114/2022-KBH og BS-22319/2022-KBH
Amager Fælleds Venner (adv. Johan Løje) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown for begge). Hovedintervenient: Fælledby P/S (adv. Håkun Djurhuus). Biintervenient til støtte for klagenævnene og Fælledby P/S: Udviklingsselskabet By & Havn I/S (adv. Jacob Caroc Claus Schall Holberg)
VVM-direktivet og SMV-direktivet ikke til hinder for, at der under klagesag om plangrundlag og VVM-tilladelse til byudviklingsprojekt på Amager Fælled blev inddraget supplerende oplysninger om bl.a. påvirkning af bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Afvist præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.
Københavns Kommune udstedte i februar 2021 plangrundlag og VVM-tilladelse til etablering og drift af et byudviklingsprojekt på Amager Fælled. Projektet omfattede etablering af en ny bydel på i alt 219.000 etagemeter. Både plangrundlaget og VVM-tilladelsen blev af bl.a. Amager Fælleds Venner (AFV) påklaget til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i juli 2021 tillagde klagerne opsættende virkning (MRF 2021.172 Pkn og MRF 2021.195 Mfk). Da bygherren, Fælledby P/S (FB), fortsatte anlægsarbejderne, fik AFV i august 2021 nedlagt midlertidigt forbud mod fortsatte bygge- og anlægsaktiviteter (MRF 2021.305 B). Efter at FB havde indhentet supplerende oplysninger om projektets påvirkning af bl.a. bilag IV-arters yngle- og rasteområder, fandt de to klagenævn i afgørelser af 14. december 2021 ikke grundlag for at underkende plangrundlaget og VVM-tilladelsen, idet nævnene henviste til, at de nye faktiske oplysninger kunne indgå i klagesagen efter principperne om nova (MRF 2021.342 Mfk og MRF 2021.366 Pkn). AFV anlagde herefter sag mod klagenævnene, hvor AFV bl.a. gjorde gældende, at inddragelsen af nye oplysninger under nævnsbehandlingen var i modstrid med bl.a. VVM-direktivets og habitatdirektivets regler om inddragelse af offentligheden, ligesom AFV anmodede om, at søgsmålet tillagdes opsættende virkning, og at der blev foretaget præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen efter TEUF art. 267, stk. 2, vedrørende klagenævnets mulighed for under klagesagen at inddrage nye oplysninger om plangrundlaget og projektets påvirkning af bilag IV-arten stor vandsalamanders levested, og henviste bl.a. til EU-Domstolens domme i sag C-463/20 (MRF 2022.11) og sag C-379/15. I sagen mod Miljø- og Fødevareklagenævnet gav byretten i december 2022 AFV medhold i, at søgsmålet skulle tillægges opsættende virkning, hvilket landsretten imidlertid ophævede i maj 2023, hvor landsretten tillige afviste, at der var behov for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen på dette tidspunkt i sagen, men at spørgsmålet burde afgøres af byretten som førsteinstans (MRF 2023.134 Ø). I hovedsagen udskilte byretten herefter spørgsmålet om omfanget af klagenævnenes prøvelse, herunder om inddragelse af nye oplysninger, samt om præjudiciel forelæggelse til særskilt afgørelse. Over for AFV’s anbringender gjorde klagenævnene gældende, at inddragelse af supplerende oplysninger under en klagesag ikke var i strid med VVM-direktivet og SMV-direktivet, men måtte henhøre under national ret, og at der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse. Byretten lagde til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet som udgangspunkt skal foretage en fuld prøvelse, og at det i forarbejderne til nævnsloven er forudsat, at nævnets brug af hjemvisning er restriktiv, og at det samme gælder for Planklagenævnets prøvelse af grundlaget for at meddele VVM-tilladelse. I forhold til de nye oplysninger, der var inddraget under klagesagen, lagde byretten til grund, at disse oplysninger var supplerende og alene bekræftede konklusionen i miljøkonsekvensrapporten. Herefter lagde retten til grund, at rekursinstansen efter dansk forvaltningsret kan inddrage oplysninger, der er fremkommet efter førsteinstansens afgørelse, når dette har betydning for sagen. Med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-463/20 (MRF 2022.11) lagde byretten herefter til grund, at VVM-direktivets regler om høring og inddragelse af offentligheden er rettet mod førsteinstansen og ikke indeholder regler om, at supplerende oplysninger indhentet efter meddelelse af tilladelse skal forelægges offentligheden. Da kommunen havde gennemført en høring af miljøkonsekvensrapporten, og de nye oplysninger ikke ændrede ved vurderingen, fandt byretten, at VVM-direktivet ikke var til hinder for, at Miljø- og Fødevareklagenævnet inddrog de supplerende oplysninger, hvilket byretten tillige begrundede med EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5). I forhold til Planklagenævnet lagde byretten til grund, at SMV-direktivet ikke indeholder nærmere regler om, hvornår den offentlige høring skal foregå, bortset fra at det skal ske inden planens vedtagelse, hvorfor inddragelse af nye oplysninger måtte afgøres efter dansk ret. På den baggrund fandt byretten, at klagenævnene havde været berettiget til at inddrage de supplerende oplysninger fremkommet under klagesagernes behandling. Byretten fandt heller ikke, at der forelå en sådan tvivl om fortolkning af VVM-direktivets art. 6 eller SMV-direktivet, at der var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.
Kommentar: Byrettens begrundelse om, at de supplerende vurderinger ikke ændrede konklusionen i miljøkonsekvensrapporten af projektets påvirkning af levestederne for bilag IV-arten stor vandsalamander, og at der som følge heraf ikke var behov for at inddrage offentligheden, beror på en konkret vurdering af sagens oplysninger. Udsagnet kan dog antyde, at hvis dette ikke var tilfældet, kunne resultatet være blevet et andet, men ellers må udsagnet tiltrædes, da EU-Domstolens dom i sag C-463/20 (MRF 2022.11) vedrørte de tilfælde, hvor undtagelsen fra forbuddet mod indfangning og skade på bilag IV-arter og deres levesteder fraviges efter habitatdirektivets art. 16 og dermed ikke, om projektet er i overensstemmelse med art. 12. Det kan i den sammenhæng undre, at parterne ikke inddrog sag C-166/22 (MRF 2023.101), hvor EU-Domstolen fastslog, at for projekter, der kræver tilladelse efter VVM-direktivet, skal det ved meddelelse af VVM-tilladelsen være muligt at afgøre, om projektet er i modstrid med beskyttelsen af bilag IV-arter efter habitatdirektivets art. 12. Det betyder med andre ord, at en VVM-tilladelse ikke kan meddeles, før der er meddelt de fornødne tilladelser efter art. 16 til at fravige art. 12. Som anført vil denne dom ikke være relevant for levestedsbeskyttelsen af bilag IV-arter, hvis VVM-tilladelsen ikke er i modstrid med art. 12, som byretten lagde til grund, men om det også gælder for de tilladelser til indfangning af bilag IV-arts individer, som også kræver brug af undtagelsen i art. 16, er uklart, hvorved bemærkes, at disse fravigelser af habitatdirektivets art. 12 i dansk ret sker ved Miljøstyrelsens tilladelser efter artsfredningsbekendtgørelsen. Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet har afslået at meddele tilladelse til kære af kendelsen efter retsplejelovens § 253, stk. 4, og § 389 a, stk. 1. Det betyder, at den resterende del af hovedsagen mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet nu fortsætter i Københavns Byret. En senere dom vil kunne ankes til landsretten, som i den forbindelse kan komme til at tage stilling til spørgsmålet om inddragelse af nye oplysninger, der er afgjort ved byrettens ovennævnte kendelse af 7. december 2023, samt om der skal ske præjudiciel forelæggelse. Det må dog tilføjes, at byrettens afvisning af præjudiciel forelæggelse efter TEUF art. 267, stk. 2, er fakultativ og derfor ikke kan kæres.