MRF 2023.210
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. juli 2023, j.nr. 23/01488, 23/01489 og 23/01490
Stadfæstet Kystdirektoratets lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a til jollehavn på søterritoriet, da officialprincippet og begrundelsespligten var opfyldt. Ikke grundlag for at underkende væsentlighedsvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsens § 3 og VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, da direktoratet havde foretaget en vurdering af projektets miljøvirkninger på grundlag af ansøgers opdaterede oplysninger.
Klagesagen vedrørte Kystdirektoratets (KD) lovliggørende tilladelse af 9. december 2022 efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, til en jollehavn på 4.600 m2 ved Loddenhøj i Aabenraa Kommune, der omfattede tre moler; en sydmole på ca. 65 m, en østmole på ca. 60 m og en nordmole på ca. 50 m. Derudover bestod jollehavnen af en stensætning i skellet mellem havn og parkeringsplads, et broanlæg til fortøjning og et slæbested i beton. Jollehavnen, der var beliggende i et sommerhusområde, var etableret i sommeren 2020, og der var i den forbindelse sket opfyldning med sand fra strandarealet i tilknytning til sydmolen. Jollehavnen var beliggende i nærhed af en række beskyttede naturområder, herunder Natura 2000-område nr. 96, Bolderslev Skov og Uge Skov (7,3 km fra jollehavnen) og det marine Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt (ca. 19 km fra havnen). Udpegningsgrundlaget for de marine områder var bl.a. bilag IV-arten marsvin. Baggrunden for klagesagen gik tilbage til september 2014, hvor KD efter en VVM-screening meddelte tilladelse til etablering af jollehavnen på vilkår om, at der ved ramning skulle anvendes ”sælafskærmning” og ”soft start-procedure”, og at tilladelsen ville bortfalde, hvis anlægsarbejdet ikke var afsluttet inden tre år. KD forlængede efterfølgende fristen flere gange og senest den 23. april 2019, hvilket blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i MRF 2021.54 Mfk ophævede forlængelsen af fristen med henvisning til kontinuitetsbrud af VVM-screeningen. Ansøgeren indsendte herefter en opdateret ansøgning til projektet. På den baggrund meddelte KD den 9. december 2022 lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, samt stk. 3, til jollehavnen, idet KD bl.a. vurderede, at jollehavnen ikke påvirkede nærliggende å-udløb eller forhindrede målopfyldelse af vandplaner, og at projektet i øvrigt var foreneligt med den gældende havplan. Samtidig traf KD afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsens (2020/654) § 3, da det var direktoratets vurdering, at projektet ikke fandt sted i eller i umiddelbar nærhed af et Natura 2000-område, og der ikke var kendskab til bilag IV-arter i området. I screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 fandt KD, at der ikke skulle foretages miljøkonsekvensvurdering af projektet, da det på grundlag af bygherres oplysninger fra 2013 ikke fandtes, at projektet ville have en væsentlig påvirkning på miljøet. KD’s tre afgørelser blev påklaget af foreningen Lodenhøj Bevar NaturStranden, der bl.a. gjorde gældende, at tilladelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at plangrundlaget for jollehavnen var blevet ophævet af Planklagenævnet i MRF 2021.151 Pkn. Klager gjorde endvidere gældende, at etableringen af havnen havde påvirket marsvin negativt som følge af støj og rystelse, og at screeningafgørelsen var ugyldig, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, idet direktoratet havde lagt bygherres oplysninger fra 2013 til grund. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at KD’s afgørelse indeholdt tre separate afgørelser, der alle var påklaget, nemlig tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven, screeningen efter miljøvurderingslovens § 21 og væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til, om tilladelsen var tilstrækkelig oplyst og begrundet, om væsentlighedsvurderingen var tilstrækkelig, og om den lovliggørende tilladelse krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Nævnet fandt, at KD havde overholdt officialprincippet, da KD havde lagt ansøgers oplysninger til grund og foretaget besigtigelse, ligesom begrundelsespligten efter forvaltningslovens § 24 fandtes opfyldt. I relation til væsentlighedsvurderingen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte direktoratets vurdering, da KD i vurderingen af konsekvenserne for Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag havde inddraget relevante forhold, herunder at støjen fandtes ikke at ville påvirke marsvin væsentligt. Hvad angik miljøvurderingspligt efter miljøvurderingsloven lagde nævnet til grund, at en VVM-screening skal ske på grundlag af bygherrens oplysninger og ”tage hensyn til resultaterne af foreløbig kontrol eller vurderinger af indvirkningen på miljøet, der er foretaget i medfør af EU-lovgivningen”, og at screeningen er en foreløbig vurdering, der skal kunne træffes hurtigt, hvorfor der må accepteres et vist spillerum for vurderingen, således at behov for mere indgående undersøgelser taler for vurderingspligt. Herefter fandt nævnet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte KD’s vurdering, idet nævnet lagde vægt på, at afgørelsen var truffet på grundlag af bygherres opdaterede ansøgning, og at det ikke kunne tillægges betydning, at KD i screeningsskemaet havde henvist til ansøgers erklæring fra 2013. Afslutningsvis afviste nævnet, at Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne tage stilling til plangrundlaget. På denne baggrund stadfæstede nævnet tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven og væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsen og kunne ikke give medhold i klagen over VVM-screeningsafgørelsen.
Kommentar: Ved vurdering af afgørelsen må det lægges til grund, at Kystdirektoratet i 2019 forlængede fristen til at etablere jollehavnen efter kystbeskyttelsesloven, at Aabenraa Kommune i oktober 2019 vedtog plangrundlag for jollehavnen, og at jollehavnen herefter blev etableret i 2020, men at direktoratets fristforlængelse blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2021 (MRF 2021.54 Mfk), og at plangrundlaget blev ophævet af Planklagenævnet i maj 2021 (MRF 2021.151 Pkn). I forhold til screeningsafgørelsen efter miljøvurderingsloven betyder dette, at en lovliggørende screening efter miljøvurderingslovens § 21 herefter skal omfatte de faktiske miljøpåvirkninger fra jollehavnen efter dens etablering, jf. f.eks. de forenede sager C-196/17 og C-197/17 samt MRF 2021.132 Mfk, hvor nævnet ophævede Kystdirektoratets lovliggørende tilladelse til en kabelbane, fordi screeningen var gennemført uden at tage de hidtidige miljøvirkninger i betragtning, og hertil Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 444 f. Det samme krav om at inddrage de faktiske påvirkninger efter den ulovlige etablering gør sig gældende i forhold til væsentlighedsvurderingen af Natura 2000-områder, jf. EU-Domstolens dom i den danske havbrugssag C-278/21 (MRF 2022.193). Om disse betingelser var opfyldt i sagen om jollehavnen, fremgår ikke af oplysningerne i klagenævnets afgørelse. I forhold til væsentlighedsvurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-områder er dette efter habitatbekendtgørelsen en procesledende beslutning, der prøves i forbindelse med klagetilladelsen, men efter kysthabitatbekendtgørelsens § 3 er væsentlighedsvurderingen en selvstændig afgørelse, der kan påklages særskilt, som det ligeledes fremgår af MRF 2022.300 Mfk. Det er i øvrigt uklart, om Kystdirektoratets væsentlighedsvurdering baseret på de indsendte oplysninger forudsatte konkrete afværgeforanstaltninger, som den oprindelige tilladelse fra 2014 med vilkår om sælafskærmning ved ramning og soft start-procedure, hvilket i sig selv kan medføre ugyldighed, jf. ligeledes MRF 2023.166 Mfk. Klagenævnets afgørelse er af klager indbragt for domstolene (sag BS-2126/2024-VIB).