MRF 2021.54
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. februar 2021, j.nr. 20/06822
Ophævet og hjemvist tilladelse til etablering af jollehavn efter kystbeskyttelsesloven, da VVM-screening var forældet med henvisning til kontinuitetsbrudsprincippet.
Kystdirektoratet meddelte den 24. september 2014 tilladelse på nærmere vilkår til etablering af en jollehavn ved Loddenhøj Strand i Aabenraa Kommune efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Et af vilkårene var, at tilladelsen ville bortfalde, hvis anlægsarbejdet ikke var afsluttet inden for tre år fra udstedelsen af tilladelsen. Kystdirektoratet traf samtidig screeningsafgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering eller udarbejdes en VVM-redegørelse. Kystdirektoratet har efterfølgende flere gange meddelt forlængelse af fristen for at udnytte den meddelte tilladelse fra 2014, hvilket senest skete den 23. april 2019, efter anmodning fra ansøger. Afgørelsen af 23. april 2019 blev påklaget af Foreningen Loddenhøj Bevar NaturStranden, der bl.a. anførte, at VVM-screeningsafgørelsen var bortfaldet som følge af forældelse, idet en screeningsafgørelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden tre år efter, at den er meddelt, jf. miljøvurderingslovens § 39, hvorfor tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven var ugyldig. Klager gjorde endvidere gældende, at projektet var udvidet og ændret siden tilladelsen i 2014, hvorfor der skulle foretages en ny VVM-screening. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt en forlængelse af tilladelsen var en ny tilladelse, samt pligten til at screene projektet i medfør af miljøvurderingslovens § 21. Nævnet lagde til grund, at kystbeskyttelsestilladelsen fra 2014 var bortfaldet med henvisning til vilkåret i tilladelsen, idet anlægsarbejdet ikke var afsluttet eller påbegyndt inden tre år fra udstedelsen af tilladelsen i 2014. Nævnet fandt herefter, at den meddelte fristforlængelse den 23. april 2019, reelt var en ny tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Nævnet fandt endvidere, at screeningsafgørelsen fra 2014 var bortfaldet som følge af forældelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at miljøvurderingslovens § 39 ikke fandt anvendelse, idet denne først trådte i kraft den 16. maj 2017, jf. lovens § 57, stk. 1, men at det af lovens forarbejder fremgår, at det i den juridiske litteratur er antaget, at ulovbestemte principper om forældelse af administrative afgørelser på området indebærer, at en manglende realisering af et screenet projekt vil udløse et nyt screeningskrav efter en periode på omkring 3 år afhængigt af omstændighederne i det konkrete tilfælde. Kystdirektoratet skulle derfor have foretaget en VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 forinden meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelsesloven den 23. april 2019. Kystdirektoratets afgørelse led derfor af en væsentlig retlig mangel. På denne baggrund ophævede nævnet afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Sprogbrugen ”forældelse af administrative afgørelser” er misvisende og uheldig. I litteraturen anvendes ”forældelse” i relation til økonomiske fordringer. Forvaltningsafgørelser kan derfor som sådan ikke være genstand for forældelse i traditionel forstand. Se f.eks. von Eyben: Forældelse efter forældelsesloven af 2007, 2. udg., 2019, s. 97 ff. Noget andet er, at der kan være behov for at foretage en helt eller delvis fornyet VVM-screening (eller habitatvurdering) i forbindelse med forlængelse af udnyttelsesfristen for et tidligere tilladt projekt. Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse af, at retsvirkningerne af en afgørelse anses for bortfaldet, når en udnyttelsesfrist er overskredet, og at en forlængelse af udnyttelsesfristen reelt udgør en ny afgørelse, der træder i stedet for den oprindelige afgørelse, stemmer overens med EU-Domstolens principielle opfattelse. Denne kom til udtryk i sag C-254/19 (MRF 2020.14 EUD), som dog konkret angik habitatdirektivet. Som også anført i klagenævnets afgørelse findes der nu i dansk ret en særlig bestemmelse om bortfald af VVM-screeningsafgørelser og -tilladelser i miljøvurderingslovens § 39, der finder anvendelse på afgørelser truffet efter den 16. maj 2017.