MRF 2021.151
Planklagenævnets afgørelse af 12. maj 2021 (j.nr. 19/09357, 19/09399, 20/00616, 20/06622, 20/00933, 20/04617 og 20/02440)
Ophævet kommuneplantillæg og lokalplan for jollehavn og strand, da det ikke var godtgjort, at der forelå den fornødne planlægningsmæssige og turistpolitiske begrundelse for jollehavnens placering jf. planlovens § 5 b stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Dissens.
Aabenraa Kommune vedtog den 30. oktober 2019 endeligt kommuneplantillæg nr. 26 og lokalplan nr. 122, Jollehavn og strand ved Loddenhøj. Planområdet var beliggende i kystnærhedszonen helt ud til vandet samt i vandet. Forud for planvedtagelsen havde kommunen gennemført foroffentlighedsprocedure efter planlovens § 23 c med indkaldelse til idéer og forslag i 4 uger fra den 6. september 2018 til den 3. oktober 2018. Efter foroffentlighedsfasen blev den politiske behandling af sagen igangsat den 11. oktober 2018. Lokalplanen indeholdt bestemmelser om placering og udformning af havnemoler og en bådebro og etablering af et slæbested og en jollerampe delvist under vand. Det fremgik af kommuneplanen, at landskabshensynet skulle prioriteres højt i områder, der var udpeget som værdifuldt landskab, og at værdifulde landskaber som hovedregel skulle friholdes for nye tekniske anlæg og bebyggelser, der kunne skæmme landskabet. Det fremgik endvidere, at byggeri og anlægsarbejder mv., som kunne sløre de geologiske landskabstræk, så vidt muligt undgås skulle undgås. Planvedtagelsen blev påklaget af bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og en lokal forening, der gjorde gældende, at foroffentlighedsfasen var illusorisk, idet beslutningen om at arbejde videre med projektet blev truffet umiddelbart efter høringsfristen. Det anførtes endvidere, at lokalplanen stred imod kommuneplanens udpegninger, og at der ikke forelå den fornødne begrundelse for at inddrage søterritoriet, jf. planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2. Planklagenævnets flertal (10 mod 1) fandt ikke, at perioden mellem udløbet af fristen for forslag i foroffentligedsperioden og den politiske behandling af sagen var i strid med planlovens § 23 c, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig behandling af indsigelserne. Hvad angik lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen, fandt nævnets flertal (9 mod 2), at kommuneplantillægget muliggjorde anvendelse af området til jollehavn og strandareal med mulighed for bade- og bådebroer. Flertallet fandt derfor ikke, at lokalplanen var i strid med kommuneplanlægningen for området, og at det i forhold til retningslinjerne for værdifulde landskaber ikke var nærmere defineret, hvad der var ment med, at landskabshensyn skulle prioriteres højt. Mindretallet fandt derimod, at lokalplanen var i strid med kommuneplanens retningslinjer for det åbne land, idet det i udpegningerne var omtalt, at nye større tekniske anlæg ikke måtte finde sted. Herefter tog nævnet stilling til, hvorvidt kommunen havde haft hjemmel til at planlægge for molerne, bådebroen samt slæbestedet og jollerampen. Nævnets flertal (7 mod 4) fandt, at der ikke var noget til hinder for planlægning for anvendelsen af havnemoler, der etableres i direkte tilknytning til kysten i form af anlæg på søterritoriet, men at der med en lokalplan ikke som sådan kan udlægges arealer på søterritoriet til moler, eller efter planlovens § 15, stk. 2, fastsættes nærmere bestemmelser om molernes udformningen, da dette henhører under Kystdirektoratets kompetence. Nævnets flertal (6 mod 5) fandt, at der kunne planlægges for bådebroer, som etableres i direkte tilknytning til kysten, da der er en væsentlig planlægningsmæssig interesse i at kunne regulere anvendelsen af sådanne anlæg i sammenhæng med nærliggende områder og infrastruktur ved kysten, mens mindretallet fandt, at der ikke kunne ske en sådan planlægning, idet bådebroen måtte anses for at være et anlæg på søterritoriet. Endeligt fandt nævnets flertal (7 mod 4), at der kunne planlægges for slæbestedet og jollerampen, uanset arealet lå delvist under vand, da der var tale om et anlæg, der fremstod som et integreret anlæg, som omfattede både landarealer og søterritorium. For så vidt angik lokalplanens overensstemmelse med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1, 2, fandt nævnet, at der gjaldt et skærpet krav til begrundelse, da det ansøgte lå lige ned til kysten, og idet der ville ske opfyldning af søterritorium i forbindelse med etableringen af strandarealet. Særligt hvad angik mulighederne for en alternativ placering, fandt nævnet desuden, at dette måtte vurderes i lyset af planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4. Nævnets flertal (8 mod 3) fandt herefter, at kommunen ikke havde foretaget en egentlig turistpolitisk vurdering af, om det konkrete anlæg kunne bidrage til at øge områdets attraktionsværdi generelt. Det forhold, at det af kommuneplanen fremgik, hvilke lystbådehavne der i forvejen fandtes i kommunen, og at der var en jollehavn til ca. 50 både under planlægning ved en nærliggende campingplads, kunne ikke erstatte en sådan vurdering. Flertallet fandt endvidere, at anlægget ikke ville etableres i tilknytning til eksisterende byggeri eller anlæg på selve stranden. Det var uden betydning, at der længere inde i landet fandtes et sommerhusområde og en campingplads, da disse ikke visuelt fremstod som et brud på strandens forløb. Herudover bemærkede flertallet, at der i forvejen lå et havneanlæg i området, og at det af forarbejderne til planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4, fremgår, at planlægning af lystbådehavne skal tage udgangspunkt i en vurdering af den eksisterende kapacitet i de nærmeste lystbådehavne og mulighederne for at udnytte arealer i forbindelse med eksisterende trafikhavne. Flertallet fandt, at tilsvarende måtte gælde for jollehavne. Flertallet fandt således, at kommunen ikke havde godtgjort, at der var den fornødne planlægningsmæssige, funktionelle og turistpolitiske begrundelse for placeringen af en ny jollehavn på det planlagte sted, jf. planlovens § 5 b stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommuneplantillægget og lokalplanen.