MRF 2023.166
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. maj 2023, j.nr. 21/11327
Ophævet Kystdirektoratets afgørelse om, at tilladelse til etablering af Marina City på søterritoriet kunne gennemføres på grundlag en væsentlighedsvurdering af Natura-2000 områder, da der var pålagt afværgende foranstaltninger. Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a blev som følge heraf ophævet og hjemvist. Delafgørelse om ophævelse af vilkår i tilladelsen ophævet og hjemvist pga. mangelfuld begrundelse.
Sagen vedrørte Kystdirektoratet tilladelse i juli 2021 efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, til etablering af Marina City ved Kolding, der bl.a. skulle omfatte et areal på søterritoriet beliggende ca. 6 km fra det marine Natura 2000-område Lillebælt, hvor marsvin udgør en del af udpegningsgrundlaget. Da Kystdirektoratet er VVM-myndighed på søterritoriet, og Kolding Kommune er VVM-myndighed på landterritoriet, havde myndighederne koordineret arbejdet med miljøvurdering. Den 26. januar 2021 meddelte Kolding Kommune VVM-tilladelse til projektet efter miljøvurderingslovens § 25, og den 12. februar 2021 vedtog Kolding Kommune på grundlag af en miljøvurdering (SMV) en lokalplan for Marina City. Begge afgørelser blev påklaget. I juli 2021 meddelte Kystdirektoratet tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a til projektet og traf samtidig afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes konsekvensvurdering af projektet, jf. § 3, stk. 1, i kysthabitatbekendtgørelsen (2020/654). Samme dag traf direktoratet afgørelse om at ophæve et vilkår i en tilladelse fra 1976 til Kolding Lystbådehavn Syd udstedt af det daværende Trafikministerium, hvoraf fremgik, at anlægget kun måtte anvendes til lystbådehavn, idet direktoratet vurderede, at anlægget også omfattede den opfyldning, der var foretaget som led i Marina City-projektet. Kystdirektoratets tre afgørelser blev påklaget af lokal forening, der bl.a. gjorde gældende, at en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven ikke kan gøres betinget af, at der foreligger en lovlig lokalplan, og at den nye havn var unødvendig. Planklagenævnet ophævede i november 2022 (MRF 2022.314 Pkn) lokalplanen grundet mangelfulde undersøgelser af den eksisterende havns forureningspåvirkning af de nye boligområder i modstrid med planlovens §§ 15 a og 15 b. Derimod fandt Planklagenævnet, at miljøvurderingen af lokalplanens påvirkning af fisk var tilstrækkelig, mens afviste, at dumpning af havbundsmateriale skulle indgå i miljøvurderingen af lokalplanen. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede i afgørelse af 11. maj 2023 (j.nr. 21/10345) kommunens VVM-tilladelse med henvisning til, at lokalplanen var ophævet af Planklagenævnet. I klagesagen over Kystdirektoratets afgørelser fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) alene anledning til at behandle Natura 2000-væsentlighedsvurderingen og ophævelsen af vilkårene i tilladelsen fra 1976. Med henvisning til EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets art. 6(3) fastslog nævnet, at når en tilladelse indeholder vilkår om afværgende foranstaltninger for at hindre skade på Natura 2000-områder, kræves en konsekvensvurdering for at sikre, at de afværgende foranstaltninger er tilstrækkelige. Da vilkårene i tilladelsen om anvendelsen af ”soft start”-procedure i forbindelse med ramningsaktiviteter måtte anses for afværgende foranstaltninger, var Kystdirektoratets afgørelse om, at en væsentlighedsvurdering var tilstrækkelig, ugyldig. Hvad angik spørgsmålet om ophævelse af vilkåret i tilladelsen fra 1976 fandt nævnet, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen ikke angav hovedhensynene, som havde været bestemmende for det administrative skøn, men at der blot konstateredes forhold, der ikke syntes at udgøre forhold, der talte mod afgørelsens udfald. Herefter blev Kystdirektoratets tre afgørelser ophævet og hjemvist til fornyet behandling.
Kommentar: Ophævelsen af Kystdirektoratets tilladelse til Marina City ved Kolding, det tidligere forløb og de øvrige afgørelser illustrerer de komplicerede kompetenceproblemer, der opstår ved projekter, som kræver opfyldning på søterritoriet. Projektet går tilbage til Kolding Kommunes Kommuneplan 2017, hvor Planklagenævnet efter klage i MAD 2021.47 Pkn (j.nr. 18/02870) udtalte, at der ikke var hjemmel i planloven til kommuneplanlægning på søterritoriet, uden at nævnet dog fandt grundlag for at ophæve kommuneplanen. Kommunen udarbejdede sammen med Kystdirektoratet en miljøkonsekvensrapport, hvorefter kommunen i januar 2021 meddelte VVM-tilladelse og i februar 2021 vedtog lokalplan for projektet, uden kommunen ses at have overvejet, at der ikke kan meddeles VVM-tilladelse til et lokalplanpligtigt projekt, før en lokalplan er vedtaget. I alle tilfælde ophævede Planklagenævnet i MRF 2022.314 Pkn lokalplanen pga. mangelfulde undersøgelser af den eksisterende havns forureningspåvirkning af de nye boligområder i modstrid med planlovens §§ 15 a og 15 b, men samtidig udtalte, at miljøvurderingen af lokalplanens påvirkning af fisk var tilstrækkelig. Miljø- og Fødevareklagenævnets begrundelse for at ophæve tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven viser, at Planklagenævnet ikke med udsagnet har forholdt sig til projektets påvirkning af marsvin som en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, hvilket formentlig kan forklares med, at Planklagenævnets begrænsede erfaring med marine arter. Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven må derfor tages som udtryk for en anden vurdering af kravene til en VVM-tilladelse end de krav, som Planklagenævnet lagde til grund i forhold til miljøvurderingen af lokalplanen. Dette understreger ikke alene forskellen på kravene til en miljøvurdering af planer i forhold til miljøvurdering af projekter, men kan tillige begrunde, at Planklagenævnet afstår fra at tage stilling til planlægning på søterritoriet, når dette ikke er klart hjemlet i planloven. Se tillige Pagh: Højhedsret og lokalplaner, TBB 2023.275. Endelig kan bemærkes, at kysthabitatbekendtgørelsen (2020/654) – i modsætning til den generelle habitatbekendtgørelse (2023/1098) og planhabitatbekendtgørelsen (2016/1383) – i § 11 indeholder en særlig regel om klageadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dette er baggrunden for, at nævnet i sagen om Marina City kunne prøve Kystdirektoratets afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering, uanset at en sådan vurdering for andre projekters vedkommende anses for en procesledende beslutning, der ikke kan påklages særskilt.