MRF 2023.161
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. maj 2023, j.nr. 22/07384
Afvist klage over Københavns Kommunes tilsynsafgørelse om ikke at meddele standsningspåbud efter Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om opsættende virkning af klage over VVM-tilladelse til ny bydel på Amager Fælled, idet sagen var uaktuel efter, at nævnet i MRF 2021.342 Mfk havde truffet endelig afgørelse om VVM-tilladelsen.
Københavns Kommune vedtog i februar 2021 kommuneplantillæg og lokalplan for en ny bydel på Amager Fælled og meddelte samtidig VVM-tilladelse til, at bygherren Fælledby P/S (FB) kunne etablere projektet. Planerne og VVM-tilladelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælled Venner (AFV) med anmodning om, at klagerne blev tillagt opsættende virkning. Den 7. juli 2021 besluttede Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet, at klagerne skulle tillægges opsættende virkning med henvisning til, at de planlagte afværgeforanstaltninger ikke gav sikkerhed for, at der ikke skete uoprettelig skade på rasteområder for bilag IV-arten stor vandsalamander (MRF 2021.172 Pkn og MRF 2021.195 Mfk). Umiddelbart derpå ophørte FB med anlægsaktiviteterne på arealet. Den 14. juli 2021 orienterede Københavns Kommunes forvaltning imidlertid kommunens Teknik- og Miljøudvalg om, at den opsættende virkning ikke gav kommunen mulighed for at meddele standsningspåbud til FB vedr. udnyttelse af tilladelser udstedt efter miljøbeskyttelsesloven, byggeloven og jordforureningsloven, inden klagerne over plangrundlaget og VVM-tilladelsen blev tillagt opsættende virkning. Herefter genoptog FB arbejderne på arealet. I august 2021 henvendte AFV sig til kommunen om sagen, og ved brev af 5. august 2021 svarede kommunen og redegjorde for sin opfattelse af sagen. Den 10. august 2021 indgav AFV en klage over kommunens manglende meddelelse af standsningspåbud som følge af afgørelsen om opsættende virkning af VVM-tilladelsen, men klagen blev først oversendt af kommunen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 7. juli 2022. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet har kompetence til at behandle tilsynsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 46, såfremt der er tale om en forvaltningsafgørelse. Nævnet fandt, at hverken den interne orientering af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i juli 2021 eller kommunens bemærkninger i klagesagen om VVM-tilladelsen udgjorde tilsynsafgørelser, som nævnet har kompetence til at behandle. Nævnet lagde herved vægt på, at der dels var tale om en intern og uforbindende orientering, dels en udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed i forbindelse med en klage over kommunens afgørelser, som ikke fastlægger, hvad der er eller skal være gældende ret. Derimod fandt nævnet, at kommunens brev af 5. august 2021 til AFV var en afgørelse, som kunne påklages til nævnet, idet kommunen ensidigt havde bestemt, hvad der var eller skulle være gældende ret over for AFV som ekstern modtager. Nævnet fandt dog, at tilsynsafgørelsen måtte anses som uaktuel, idet nævnet i december 2021 havde truffet endelig afgørelse i klagesagen om VVM-tilladelsen (MRF 2021.342 Mfk). Nævnet afviste derfor at tage stilling til tilsynsafgørelsen med bemærkning om, at nævnet som følge af kommunens sene oversendelse af klagen ikke havde haft mulighed for at træffe afgørelse i sagen inden nævnets endelige afgørelse om VVM-tilladelsen. På trods af afvisningen af sagen bemærkede nævnet afslutningsvis, at Københavns Kommune som tilsynsmyndighed i sagen havde haft ”pligt til at føre tilsyn med, at afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 53, som indebar, at den påklagede tilladelse ikke måtte udnyttes, blev efterkommet”. I øvrigt henhørte klager over kommunernes tilsynsvirksomhed under Ankestyrelsen, som dog i den konkrete sag havde besluttet ikke at rejse en tilsynssag i anledningen af Københavns Kommunes ageren efter Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om opsættende virkning, hvorfor nævnet ikke videresendte klagen til Ankestyrelsen.
Kommentar: Afgørelsen er endnu en udløber af sagen om etablering af en ny bydel på Amager Fælled, jf. senest MRF 2023.134 Ø (ikke opsættende virkning af søgsmålet om VVM-tilladelsen) samt Basse og Pagh, ’Beskyttelsen af bilag IV-arter på Amager Fælled ved de indbragte klagers opsættende virkning’, TfM 2021, s. 343 med gennemgang af forløbet omkring klagenævnenes afgørelser i juli 2021 om at tillægge klagerne over plangrundlaget og VVM-tilladelsen opsættende virkning. I ovennævnte sag må det tiltrædes, at Københavns Kommunes brev til AFV udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det afgørende er, at brevet besvarede en henvendelse fra en part i sagen og dermed måtte anses for en afvisning af at indlede en håndhævelsessag efter miljøvurderingslovens § 46, jf. i samme retning FOB 2020-37 og Haugsted: ’Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser’, i Bryde Andersen m.fl. (red.): Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff. (særligt s. 310). Tidligere klagenævnspraksis har ikke været konsekvent på dette punkt, jf. fx MAD 2015.187 Nmk, MAD 2017.304 Pkn og MRF 2022.135 Pkn. Se også MRF 2022.123 Pkn, hvor Planklagenævnet afviste en klage fra AFV over Københavns Kommunes manglende håndhævelse af Planklagenævnets afgørelse om opsættende virkning af klage over plangrundlaget for byudviklingsprojektet på Amager Fælled med henvisning til, at den manglende håndhævelse ikke var reguleret af planloven. På trods af, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i ovennævnte sag afviste at realitetsbehandle sagen bemærkede nævnet afslutningsvis, at Københavns Kommune havde haft ”pligt til at føre tilsyn med, at afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 53, som indebar, at den påklagede tilladelse ikke måtte udnyttes, blev efterkommet”. Dette må forstås som en underkendelse af kommunens opfattelse af, at den opsættende virkning af klagerne ikke betød, at anlægsarbejderne på arealet skulle standses, jf. tilsvarende byrettens kendelse i MRF 2021.305 B.