MRF 2026.9
EU-Domstolens dom af 9. juli 2026, 2. afd., sag C-771/24, Fédération belge du stationnement og Interparking
En bekendtgørelse om driftsbetingelser for parkeringsanlæg i Bruxelles er en plan omfattet af SMV-direktivets regler om miljøvurdering af planer og programmer, selvom den ikke fastsætter regler for opførelse, placering eller maksimalt antal af parkeringsanlæg. Det er kun muligt midlertidigt at opretholde bekendtgørelsens retsvirkninger trods den manglende overholdelse af SMV-direktivet, såfremt det er nødvendigt for miljøbeskyttelsen, for at undgå et retligt tomrum og for at sikre gennemførelse af en anden EU-retsakt såsom direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, og det kan kun ske for den tidsperiode, som er strengt nødvendig for at lovliggøre planen.
I februar 2021 vedtog regeringen i den belgiske hovedstadsregion Bruxelles en bekendtgørelse om betingelser for drift af parkeringsanlæg som led i gennemførelsen af EU’s direktiv 2018/844 om bygningers energimæssige ydeevne, uden at der forudgående var gennemført en miljøvurdering af bekendtgørelsen efter SMV-direktivet (2001/42). En forening for parkeringsselskaber og et parkeringsselskab indbragte bekendtgørelsen for den øverste belgiske forvaltningsdomstol (Conseil d’État) og gjorde gældende, at der burde have været foretaget en miljøvurdering, da der var tale om en plan i SMV-direktivets forstand. Dette gav anledning en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt bekendtgørelsen var omfattet af SMV-direktivet, selvom den ikke indeholdt regler med en planlægningsmæssig dimension såsom regler for opførelse, placering eller maksimalt antal af parkeringsanlæg, og dernæst om det var muligt midlertidigt at opretholde bekendtgørelsens retsvirkninger, hvis SMV-direktivet var overtrådt. EU-Domstolen lagde med henvisning til bl.a. sag C-24/19 (MRF 2020.9) til grund, at det ikke er en betingelse for, at en plan omfattes af SMV-direktivets art. 2(a), at planen har en ”program- eller planmæssig dimension” (pr. 27 og 50), men at det efter direktivets art. 3(2)(a) er en betingelse for, at der skal foretages en miljøvurdering, at bekendtgørelsen vedrører en af de i art. 3(1) anførte sektorer, der bl.a. omfatter fysisk planlægning og transport, og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, som fremgår af VVM-direktivets bilag I og II. Med henvisning til sag C-300/20 (MRF 2022.10) fastslog EU-Domstolen, at transportsektoren skal forstås bredt og bl.a. omfatter veje, stier og områder, der er åben for offentlig trafik og til at parkere (pr. 40). Parkeringsanlæg er endvidere omfattet af VVM-direktivets bilag II, pkt. 10(b) (pr. 45). Spørgsmålet var derfor, om bekendtgørelsen fastlagde rammer for tilladelser til disse projekter, hvilket var tilfældet, hvis den fastsatte en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelser til og iværksættelse af et eller flere projekter, navnlig med hensyn til placering, art, størrelse og betingelser for drift af sådanne projekter eller ved tildeling af midler til disse projekter, jf. sag C-300/20 (MRF 2022.10) (pr. 48). Det tilkom den belgiske domstol at afgøre, om denne betingelse var opfyldt, idet Domstolen bemærkede, at bekendtgørelsens regler om kunstig belysning og nedsivningsanlæg i ikkeoverdækkede parkeringsanlæg og krav vedrørende ladeområder og cykelparkeringspladser kunne have indvirkning på miljøet, og at den belgiske domstol derfor navnlig skulle vurdere, om disse regler og krav, henset til Bruxelles’ område, kunne få væsentlig indvirkning på miljøet (pr. 51). Det andet spørgsmål angik konsekvensen af, at den belgiske domstol måtte nå frem til, at bekendtgørelsen skulle have været miljøvurderet. I et sådant tilfælde er den nationale domstol forpligtet efter loyalitetsprincippet i TEU art. 4(3) til inden for rammerne af sin kompetence at bringe ulovlige følgevirkninger af tilsidesættelsen af SMV-direktivet til ophør, hvilket f.eks. kan bestå i, at planen annulleres eller suspenderes, og at tilladelser udstedt på grundlag af planen tilbagekaldes, jf. sag C-24/19 (MRF 2020.9) (pr. 56). Dette kan dog undtagelsesvist fraviges, således at den SMV-stridige plans retsvirkninger midlertidigt opretholdes, men det forudsætter, at der er adgang hertil i national ret, at der foreligger et tvingende hensyn til miljøbeskyttelse, at annullationen af planen vil medføre et retligt tomrum, at dette retlige tomrum er uforeneligt med medlemsstatens forpligtelse til at gennemføre en anden EU-retlig retsakt om miljøbeskyttelse, og at den midlertidige opretholdelse kun sker for den tidsperiode, der er strengt nødvendig for at afhjælpe den konstaterede ulovlighed (pr. 57-59). I den foreliggende sag gennemførte bekendtgørelsen om driftsbetingelser for parkeringsanlæg delvist direktiv 2018/844 om bygningers energimæssige ydeevne, men EU-Domstolen fandt det tvivlsomt, om en annullation eller udsættelse af bekendtgørelsen ville skabe et retligt tomrum, idet man i mangel af bekendtgørelsen formentlig bare kunne vende tilbage til den tidligere praksis, hvorefter vilkår for det enkelte parkeringsanlægs drift blev fastsat konkret i forbindelse med myndighedernes godkendelse af anlægget (pr. 61).
Kommentar: I forhold til SMV-direktivets anvendelsesområde er dommen en udtrykkelig præcisering af, at SMV-direktivet ikke er begrænset til retsakter med en program- eller planmæssig dimension, men også omfatter retsakter, der alene regulerer driftsbetingelser for projekter inden for de sektorer, som er omfattet af SMV-direktivets materielle afgrænsning i art. 3(2)(a), hvilket i dansk ret svarer til miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. En sådan bred fortolkning ses ikke anlagt af danske domstole, som det fremgår af MRF 2022.256 V, hvor landsretten afviste, at efterafgrødebekendtgørelsen var omfattet af obligatorisk miljøvurdering i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, fordi bekendtgørelsen ikke fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser til intensiv fjerkræ- eller svineavl eller anden intensiv husdyravl. Som et andet eksempel kan nævnes sagerne om manglende miljøvurdering af ændret fredning af Ledreborg Allé i bl.a. MRF 2023.149/2 Mfk, hvor der bl.a. indirekte blev afvist en udvidende fortolkning af de sektorer, der er anført i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1 hvilket blev tiltrådt i MRF 2025.120 Ø, jf. på linje hermed MRF 2025.15 V om fredning af Vejle Ådal. I forhold til muligheden for midlertidigt at opretholde en retsakt, der er vedtaget i strid med SMV-direktivet, er dommen på linje med EU-Domstolens tidligere domme i bl.a. sag C-24/19 (MRF 2020.9), men med den forskel, at det efter denne seneste dom meget tydeligt fastholdes at være en betingelse for midlertidig opretholdelse, at retsakten faktisk udgør en gennemførelse af en anden EU-retsakt om miljøbeskyttelse, hvilket i et vist omfang er udtryk for en skærpelse af praksis. Se tillige EFTA-Domstolens dom i sag E-17/25 Redd Ullevål sykehus (MRF 2026.5), hvor det supplerende antages, at det er i modstrid med SMV-direktivet at lade ugyldighedsvirkningen af manglende SMV bero på en konkret væsentlighedsvurdering, sådan som det ellers er forudsat i MRF 2023.149/2 Mfk og MRF 2025.120 Ø om fredningen af Ledreborg Allé.