MRF 2026.5
EFTA-Domstolens dom af 28. april 2026, sag E-17/25, Redd Ullevål sykehus
Gyldigheden af statslige udviklingsplaner for etablering af to større sygehuse i Oslo vedtaget uden SMV-vurdering kunne ikke begrundes med, at manglen var konkret uvæsentlig, men mulighed for efterfølgende retlig lovliggørelse, mens de statslige udviklingsplaner blev gennemført.
Baggrunden for sagen var de norske sundhedsmyndigheders beslutning om en ændret sygehusstruktur med større sygehuse i Gaustad og Aker, hvilket bl.a. ville føre til en nedlæggelse af Ullevål Sykehus. Efter et længere forudgående forløb, hvor Stortinget i 2019 gav garanti for lån, besluttede Kommunal- og Distriktsdepartementet i februar 2023 to statslige reguleringsplaner for sygehusene i Gaustad og Aker, og der blev efterfølgende udstedt igangsætningstilladelser. Reguleringsplanerne og igangsætningstilladelserne blev anfægtet af den norske NGO Redd Ullevål Sykehus (RUS), der bl.a. gjorde gældende, at de to reguleringsplaner var ugyldige, fordi de var vedtaget uden en forudgående miljøvurdering efter SMV-direktivet (2001/42), og at tilladelserne som følge heraf også var ugyldige. De norske myndigheder anførte, at reguleringsplanerne var omfattet af VVM-direktivets regler om miljøvurdering af projekter, men afviste, at SMV-direktivet fandt anvendelse, hvilket førte til en anmodning fra den norske domstol om en rådgivende udtalelse fra EFTA-Domstolen om SMV-direktivets anvendelse og ugyldighedsvirkning ved overtrædelse af SMV-direktivet og med et særskilt spørgsmål om, hvorvidt det er foreneligt med SMV-direktivet, at manglende miljøvurdering kun medfører ugyldighed, hvis fejlen har betydning for den vedtagne retsakt (konkret væsentlighed) som fastsat i den norske forvaltningslovs § 41. EFTA-Domstolen tog udgangspunkt i, at reguleringsplanerne for de to sygehuse begyndte som en planproces med Oslo Kommune som planmyndighed, men at Kommunal- og Distriktsdepartementet som statslig planmyndighed overtog kompetencen, så reguleringsplanerne for de to sygehuse blev vedtaget som statslige reguleringsplaner, der efter SMV-direktivet vedrørte ’fysisk planlægning og arealanvendelsen’, som efter dommen i sag C-300/20 (MRF 2022.10) skal fortolkes bredt (pr. 44). I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt projektets størrelse og karakter har betydning for, om der er tale om en plan, bemærkede EFTA-domstolen med henvisning til sag C-444/15, at planer for mindre geografiske områder ikke automatisk er fritaget, men at der er pligt til en forudgående screening af, om planen vil få betydelige miljøvirkninger (pr. 51), at undtagelsen skal fortolkes snævert (pr. 53) og også omfatter udviklingsplaner, jf. sag C-9/22 (MRF 2023.10). EFTA-Domstolen afviste med henvisning til sag C-295/10, at VVM-tilladelse kunne erstattet forpligtelsen til at miljøvurdere en plan, og at en VVM-vurdering kunne erstatte en SMV-vurdering (pr. 62-63). I forhold til ugyldighedsvirkning som følge af manglende SMV og betydningen af den norske forvaltningslovs § 41 henviste den norske regering til EU-Domstolens domme i sag C-72/12 og sag C-137/14. EFTA-Domstolen bemærkede hertil, at praksis fra VVM-direktivet ikke kan overføres til SMV-direktivet, og henviste til EFTA-Domstolens dom i sag E-18/24 (MRF 2025.9) og udtalte herefter, at ”anvendelsen av en nasjonal regel som forvaltningsloven § 41 i en situasjon der det ikke er gjennomført en miljøvurdering etter plandirektivet, vil følgelig ikke eliminere konsekvensene av bruddet på EØS-retten” (pr. 74), men at der er mulighed for efterfølgende vedtagelse af planerne, mens projektet gennemføres, hvilket dog må være undtagelsen og forudsætter, at miljøvurderingen også omfatter miljøvirkninger, efter at projektet blev godkendt. EFTA-Domstolen bemærkede på den baggrund, at det ville være i modstrid med EØS-retten, hvis en national domstol konkluderer, at manglende miljøvurdering efter SMV-direktivet ikke påvirker retsaktens gyldighed af retsakten, hvis den manglende miljøvurdering ikke har påvirket retsaktens indhold, da dette ikke vil elimere konsekvenserne af overtrædelse af SMV-direktivet, men at det undtagelsesvis er muligt at lovliggøre forholdet efterfølgende (pr. 76 og 77).
Kommentar: Dommen angår som flere andre EU-domme, hvilke retsakter SMV-direktivet omfatter Selv om EFTA-Domstolen relativt fyldigt refererer til relevant praksis fra EU-Domstolen, må EFTA-Domstolens udlægning af dommen i sag C-444/15 undre. Sag C-444/15 vedrørte bl.a. fortolkningen af SMV-direktivets art. 3(3) om mulighed for screening af ”mindre geografiske områder på lokalt plan”, hvor EU-Domstolen i præmis 71 anførte: ”For at en plan eller et program kan kvalificeres som en foranstaltning, der fastlægger anvendelsen af et mindre område »på lokalt plan« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/42, skal den pågældende plan eller det pågældende program være udarbejdet og/eller vedtaget af en lokal myndighed, i modsætning til en regional eller national myndighed”. Det følger således udtrykkeligt af dommen i sag C-444/15, at en statslig plan, der regulerer projekter omfattet af VVM-direktivet (som her sygehuse), er omfattet af obligatorisk miljøvurdering. Det er på den baggrund noget uforståeligt, at EFTA-Domstolens svar giver indtryk af, at det er tilstrækkeligt med en screening af, om den statslige plan har væsentlige miljøvirkninger. Det andet spørgsmål fra den norske domstol om at anvende en konkret væsentlighedsvurdering i forhold til ugyldighedsvirkning af manglende SMV-vurdering vedrører en velkendt problemstilling fra dansk forvaltningsret, hvor der ligeledes i mange tilfælde anvendes en sådan konkret væsentlighedsvurdering. Efter klagenævnspraksis gælder dette væsentlighedskriterium ikke for manglende VVM- eller SMV-vurdering, hvilket navnlig kan begrundes med, at formålet med VVM- og SMV-reglerne netop er at sikre bestemte oplysningskrav opfyldt, før en retsakt vedtages, og at dette formål forspildes, såfremt der anvendes en konkret væsentlighedsvurdering. Der er dog enkelte eksempler på, at klagenævnene alligevel har foretaget en væsentlighedsvurdering såsom MRF 2023.149/2 Mfk. EFTA-Domstolen afviste i sit svar, at det er muligt at anvende en sådan væsentlighedsvurdering, hvis en plan omfattet af SMV-direktivet vedtages, uden at SMV-direktivet er fulgt, men anerkendte, at der kan ske retlig lovliggørelse, mens planen gennemføres, idet de samme betingelser, som EU-Domstolen har udviklet for retlig lovliggørelse under VVM-direktivet, i givet fald finder anvendelse analogt.