MRF 2024.53
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2024, j.nr. 23/10651
Stadfæstet Jammerbugt Kommunes lovliggørende VVM-tilladelse til etablering af ni 150 m høje vindmøller ved Thorup-sletten, da kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke skadede Natura 2000-områders integritet eller beskadigede bilag IV-arters yngle- eller rasteområder. Vilkårsændring om skyggekast.
I oktober 2018 meddelte Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommuner VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til etablering af i alt 18 vindmøller på Thorup-sletten som led i et tværkommunalt projekt. Efter klager blev de to VVM-tilladelser og plangrundlaget for vindmølleparken ophævet i marts 2021 grundet mangler i konsekvensvurderingen efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3 (MRF 2021.121 Mfk og MRF 2021.65 Pkn). I juni 2023 meddelte Jammerbugt Kommune lovliggørende VVM-tilladelse til 9 af de opstillede vindmøller med en højde på 150 m. Den lovliggørende VVM-tilladelse blev påklaget af en omboende, N, der bl.a. anførte, at klager ikke var blevet partshørt, at der ikke var afholdt borgermøde om projektet, at undersøgelsesperioden for flagermus ikke opfyldte kravet i forvaltningsplanen, at et vilkår for vindmøllestop for flagermus skulle ændres, at oplysninger om skyggekast i miljøkonsekvensrapporten var mangelfulde, og at der ikke var fastsat tiltag for at nedbringe det samlede årlige skyggekast for klagers ejendom. N anfægtede endvidere fugleundersøgelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis, at N var part og dermed skulle have været partshørt. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det årlige skyggekast på N’s ejendom fra projektets vindmøller udgjorde 12 timer og 58 minutter, og at det forhold, at der tidligere var meddelt VVM-tilladelse til projektet, ikke i sig selv medførte, at N kunne anses for at være bekendt med oplysningerne om skyggekast. Nævnet henviste endvidere til, at der var udarbejdet en ny miljøkonsekvensrapport, og at oplysninger var til ugunst for N. Klagenævnet fandt imidlertid ikke, at den manglende partshøring af N var konkret væsentlig, da N havde kunne fremføre sine synspunkter under klagesagen, og kommunen i bemærkningerne til klagen havde forholdt sig hertil, hvorfor den manglende partshøring ikke var konkret væsentlig. Nævnet afviste, at der efter miljøvurderingsloven er krav om afholdelse af borgermøde forud for meddelelse af en VVM-tilladelse. Om iagttagelsen af habitatdirektivets art. 6, stk. 3, fandt nævnet, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke skadede Natura 2000-områdernes integritet, herunder for damflagermus og fugle på udpegningsgrundlaget. Angående damflagermus lagde nævnet vægt på, at kommunen havde foretaget to undersøgelser af forekomsten i henholdsvis 2014-15 og 2021 i overensstemmelse med retningslinjerne i forvaltningsplanen for flagermus. Nævnet bemærkede bl.a., at kommunen havde fastsat vilkår om driftsstop af hensyn til flagermus. I forhold til påvirkningen af fugle på udpegningsgrundlaget lagde nævnet vægt på, at der var foretaget to feltundersøgelser i 2015-16 og 2021 af alle rastende og trækkende fugle i og omkring projektområdet, og at der på denne baggrund var foretaget beregninger og vurderinger af vindmøllernes påvirkning af fugle ved bl.a. fortrængning fra områder rundt om vindmøllerne samt kollision. Nævnet fandt endvidere, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke ville beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter af flagermus med henvisning til de to foretagne undersøgelser af alle flagermus ved projektområdet i 2014-15 og 2021. For så vidt angik skyggekast fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, hvorefter miljøkonsekvensrapporten opfyldte lovens krav for så vidt angik beskrivelsen af projektets skyggepåvirkning, idet den bl.a. indeholdt beregninger og beskrivelse af skyggepåvirkningen samt fastsatte vilkår om skyggestop. Angående vilkårsfastsættelse konstaterede nævnet, at vilkåret om periodisk driftsstop for flagermus var i overensstemmelse med retningslinjerne i forvaltningsplanen for flagermus, og at kommunen havde vurderet, at med det vedtagne driftsstop ville flagermusarter, herunder damflagermus, ikke blive påvirket væsentligt. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at ændre eller supplere vilkåret. Nævnet fandt dog, at VVM-tilladelsens vilkår 2 skulle ændres, så det fremgik, at beboelsesejendomme, der blev påvirket af skyggekast fra vindmøller i projektet, samlet set ikke påførtes mere end 10 timers reelt skyggekast om året, og at projektet ikke måtte medføre yderligere skyggekast for nabobeboelser, som i forvejen påførtes mindst 10 timers skyggekast om året fra eksisterende vindmøller med henvisning til anbefalingerne om skyggekast i vejledningen om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller. Endelig fandt nævnet ikke grundlag for at vedtage vilkår om dokumentation for overholdelse af vilkåret om maksimalt 10 timers samlet årligt skyggekast eller at ændre vilkår 2 om afmontering af vindmøller, idet dette lå inden for kommunens tilsynskompetence. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter VVM-tilladelsen med ændring af vilkår 2 om årligt skyggekast.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når en VVM-tilladelse eller andre tilladelser ophæves pga. manglende eller mangelfuld konsekvensvurdering efter habitatreglerne, er der med afgørelsen alene taget stilling til, at de lovfastsatte krav til oplysning af disse spørgsmål er tilsidesat, men ikke til, om projektet kan tillades, når disse vurderinger foreligger. Såfremt der – som i ovenstående sag – gennemføres en lovliggørende miljøvurdering og/eller konsekvensvurdering af projektet, er det efter EU-Domstolens praksis bl.a. et krav, at vurderingerne også belyser de virkninger, som det allerede gennemførte projekt har haft på omgivelserne, jf. bl.a. de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia, og sag C-278/21, AquaPri (MRF 2022.193) – og hertil uddybende Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 444 ff. Det fremgår ikke af nævnets afgørelse, om dette krav blev iagttaget i den konkrete sag. Fra nævnets praksis om lovliggørende VVM-screeninger og -tilladelser kan i øvrigt henvises til bl.a. MAD 2021.132 Mfk, MRF 2022.106/2 Mfk, MRF 2022.120 Mfk, MRF 2022.282 Mfk, MRF 2023.204 Mfk, MRF 2023.210 Mfk og MRF 2023.211 Mfk.