MRF 2021.121
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. marts 2021 (j.nr. 19/00745, 19/00746 og 18/09916)
Ophævet og hjemvist VVM-tilladelser til opstilling af Danmarks største landbaserede vindmøllepark på Thorup-sletten i Nordjylland, da den gennemførte vurdering af vindmølleparkens påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder ikke opfyldte de krav, som stilles ifølge EU-Domstolens dom i sag C-461/17.
Den 4. oktober 2018 meddelte Vesthimmerlands Kommune og Jammerbugt Kommune hver især VVM-tilladelse på nærmere vilkår til opstilling af i alt 18 vindmøller på Thorup-sletten, der strakte sig over kommunegrænsen. Vesthimmerlands Kommune havde den 20. september 2018 vedtaget kommuneplantillæg nr. KP 316-049, og de to kommuner havde hver især ultimo september 2018 vedtaget to lokalplaner, der var udarbejdet i ét samlet dokument, der gav mulighed for opstilling af 9 vindmøller i hver kommune med en højde på op til 150 m, der skulle erstatte 17 eksisterende vindmøller med en højde på op til 69 m. Der var udarbejdet fælles miljørapport med VVM-redegørelse og miljøvurdering for det samlede projekt i de to kommuner med en tilhørende habitatkonsekvensvurdering. Nærmeste Natura 2000-område omfattede flere fuglebeskyttelsesområder, hvis udpegningsgrundlag bl.a. var rørhøg og blå kærhøg. De to kommuners VVM-tilladelser blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og flere naboer, der endvidere klagede til Planklagenævnet over de to kommuners vedtagne lokalplaner, kommuneplantillæg og miljørapport. Vedrørende VVM-tilladelserne gjorde klagerne bl.a. gældende, at der burde være udført støjmålinger af vindmøllerne, og at de udførte VVM-undersøgelser ikke i tilstrækkeligt omfang beskrev vindmøllernes skadevirkninger, herunder påvirkningen af fuglelivet og områdets særprægede natur, der lå umiddelbart op til et Natura 2000-område med fuglebeskyttelsesområder. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog alene stilling til klagepunkterne vedrørende (i) påvirkningen af fugle og (ii) støj. Nævnet bemærkede indledningsvis, at det bl.a. af sag C-258/11 fremgår, at der kun kan gives tilladelse til et projekt, hvis det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at planen ikke har skadelige virkninger på et Natura 2000-områdes integritet. Endvidere fremhævede nævnet, at efter dommen i sag C-461/17 kræver en habitatkonsekvensvurdering, at alle aspekter, der kan påvirke bevaringsmålsætningen for et Natura 2000-område, skal identificeres, herunder også hvorfor beskyttede levesteder og arter ikke påvirkes, og at habitatdirektivets art. 6, stk. 3, ikke er opfyldt, hvis alle levesteder for arter, som udgør udpegningsgrundlaget, ikke er identificeret. Det fremgik af habitatkonsekvensvurderingen, at vindmølleprojektet potentielt kunne påvirke især 12 arter, der indgik i udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområderne (fokusarter), men rørhøg, der var på udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde F13, og i 2019 var registeret med 34 ynglepar, var ikke medtaget som fokusart, hvilket måtte anses for en retlig mangel. Nævnet fandt endvidere med henvisning til sag C-461/17, at det var en væsentlig mangel ved afgørelsen, at der ikke var foretaget konkrete vurderinger eller konklusioner i rapporten for så vidt angik fokusarten blå kærhøg. Nævnet foretog herefter en vurdering af, hvorvidt fortrængningen fra fourageringsområder i sig selv vil kunne udgøre en skade på Natura 2000-områdets integritet, og om habitatkonsekvensvurderingen i givet fald udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at foretage den nødvendige vurdering heraf efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Af sagens oplysninger fremgik, at det ansøgte projekt ville medføre, at de omhandlede fuglearter på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag, bl.a. som følge af møllernes placering, størrelse og rotorvingernes bevægelser, ville blive fortrængt fra deres fouragerings- og rasteareal i en radius på op til 250 m fra de nærmeste vindmøller, men at arealet inden for forstyrrelseszonen ikke ville blive forringet som naturtype. Nævnet tog herefter stilling til, om fortrængningen måtte anses for at udgøre en forringelse af levestederne for de pågældende arter eller en forstyrrelse af arterne i strid med habitatdirektivets art. 6, stk. 2. Det var nævnets opfattelse, at påvirkningen, der fandt sted, ikke i udgangspunktet udgjorde en forringelse af naturtypen eller levestedet i den forstand, som begrebet anvendes i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. Nævnet tog herefter stilling til, om forstyrrelsen havde betydelige konsekvenser for direktivets målsætninger. Nævnet fandt, at forstyrrelsens intensitet og varighed ikke var tilstrækkeligt belyst i habitatkonsekvensvurderingen, og at der ikke i tilstrækkeligt omfang var foretaget en vurdering af mortalitetsfaktorer for alle relevante arter, herunder i kumulation med andre projekter. Nævnet fandt endeligt med henvisning til sag C-461/17, at det var en mangel ved habitatkonsekvensvurderingen, at der ved vurderingen af forstyrrelsens væsentlighed ikke var foretaget en tilstrækkelig belysning af de variationer, der var mellem arterne i forhold til den forstyrrelsesadfærd, som de enkelte arter udviste i forhold til vindmøller. Derimod afviste nævnet den af klagerne anførte indsigelse om støj med henvisning til, at VVM-redegørelsen i tilstrækkeligt omfang redegjorde for støj, og at mindstekravene til en VVM-redegørelse var opfyldt. Nævnet ophævede herefter Jammerbugt Kommunes og Vesthimmerland Kommunes VVM-tilladelser til opstilling af vindmøller på Thorup-sletten og hjemviste sagerne til fornyet behandling. Samme dag afgjorde Planklagenævnet klagerne over kommuneplantillæg og lokalplan og ophævede kommuneplantillæg og lokalplanerne med nogenlunde samme begrundelse som ophævelsen af VVM-tilladelserne – se MRF 2021.65 Pkn.