MRF 2024.188
Vestre Landsrets dom af 20. juni 2024, 5. afd., sag BS-24832/2023-VLR
(Helle Krogager Rasmussen, Henrik Estrup og Lisette Ørnskov Top)
N og H (adv. Thomas Carlsen) mod B og C (adv. Ole Krabbe)
Servitut fra 1931 gav ejeren af herskende ejendom ret til nødvendig motoriseret kørsel langs bagsiden af tjenende ejendom, og alle personer med naturlig tilknytning til herskende ejendom havde ret til gående færdsel under rimelig hensyn til ejerne af tjenende ejendom, som ligeledes skulle anerkende, at der ikke fremadrettet måtte opsættes hegn, hængelås eller andre hindringer for færdslen.
Sagen angik fortolkning af en i 1931 tinglyst servitut, der bl.a. vedrørte B og C’s ret til adgang til bagsiden af deres ejendom (matr.nr. X) hen over naboejendommen (matr.nr. Y) ejet af N og H. Af servitutten fremgik bl.a., at den daværende ejer af matr.nr. Y gav de til enhver tid værende ejere af matr.nr. X ”Ret til nødvendig kørsel (Brændsel, Gødning etc.) ad Indkørselen fra Gaden paa Matr.Nr. Y [...] langs Bagsiden af den Bygning, der opføres paa denne Parcel, gennem en Låge i Hegnet mellem de 2 Matr.Nr. samt om Ret til al gaaende Færdsel paa samme Maade”. B og C erhvervede i 2010 matr.nr. X, og efter at N og H erhvervede matr.nr. Y i 2014, opstod der uenighed om forståelsen af servitutten, idet N og H opsatte hegn og periodevist aflåst låge mellem deres indkørsel og have, hvilket forhindrede adgangen til bagsiden af matr.nr. X. Dette førte til, at B og C i 2020 anlagde sag mod N og H med påstand om, at de skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af matr.nr. X havde ret til nødvendig kørsel med motoriseret køretøj hen over matr.nr. Y, at der ikke måtte opsættes hegn eller andre indretninger, der var til hinder herfor, og at lågen mellem indkørslen og haven på matr.nr. Y skulle fjernes. B og C nedlagde endvidere påstand om, at al gående færdsel hen over matr.nr. Y var tilladt for personer med lovligt ærinde på matr.nr. X, og at dette også omfattede gang med cykel. N og H påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at servituttens gyldighed ikke var bestridt, men at denne måtte fortolkes indskrænkende, da der ikke på grundlag af en servitut kunne pålægges den tjenende ejendom byrder, der ikke fremgik af ordlyden, jf. bl.a. U 1995.68 V og MRF 2022.251 V. Byretten fandt, at den i servitutten hjemlede ret til kørsel, herunder med motoriseret køretøj, hen over matr.nr. Y måtte fortolkes indskrænkende, så den var begrænset til særlige situationer, men at der ikke var en tilsvarende begrænsning for gående færdsel. N og H ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres påstande og anbringender. Landsretten fandt, at servitutten hjemlede ret til ”nødvendig kørsel”, hvilket også omfattede motoriseret køretøj, men at størrelsen af køretøjerne var begrænset af bredden af åbningerne i de to hegn på matr.nr. Y, da der ikke var nedlagt påstand om, at hegnene skulle fjernes. Med hensyn til gående færdsel bemærkede landsretten, at servitutten gav ”ejere” af matr.nr. X ret til færdsel langs bagsiden af matr.nr. Y, og at dette skulle fortolkes sådan, at færdselsretten ikke alene kunne udøves af ejerne selv, men også af personer, som ejerne udtrykkeligt eller stiltiende havde givet tilladelse til færdsel, når færdslen havde en naturlig tilknytning til ejendommen og ikke gik ud over, hvad der er rimeligt af hensyn til ejerne af den tjenende ejendom, jf. U 1995.68 V og Jens Evald, Servitutretten, 2021, s. 70. Landsretten tiltrådte, at gående færdsel ifølge servitutten ikke var begrænset til nødvendig færdsel, så længe den ikke gik ud over det rimelige. På den baggrund tog landsretten B og C’s påstande med hensyn til ret til nødvendig motoriseret kørsel og gående færdsel til følge, idet landsretten bemærkede, at påstandenes ordlyd ”hen over” matr.nr. Y som det mindre i det mere i overensstemmelse med servitutten skulle ændres til ”langs bagsiden”. Landsretten gav som byretten B og C medhold i påstanden om, at der ikke fremadrettet måtte opsættes hegn eller andre indretninger på matr.nr. Y, der forhindrede kørsel eller gående adgang til matr.nr. X, og gav derudover medhold i en påstand om, at der ikke igen måtte sættes hængelås på lågen. Derimod fandt landsretten som byretten ikke grundlag for at pålægge N og H at fjerne lågen, ligesom B og C’s påstand om, at N og H ikke måtte hindre adgangen med ”fornærmelig tiltalt eller anden chikanøs adfærd” var for ubestemt til at kunne indgå i en domskonklusion. På denne baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom med ændringen af ”hen over” til ”langs bagsiden” i domskonklusionen og med tilføjelse af, at der ikke igen måtte sættes hængelås på lågen på matr.nr. Y.
Kommentar: Dommen understreger, at en hjemlet færdsel for ejeren af den herskende ejendom også omfatter andre med lovligt ærinde til den herskende ejendom, dog under forudsætning af at færdslen har en naturlig tilknytning til den herskende ejendom og ikke går ud over, hvad der er rimeligt af hensyn til ejerne af den tjenende ejendom, jf. ligeledes U 1995.68 V, U 2005.31 V og U 2011.1094 H og Evald, Servitutretten, 2021, s. 70 samt Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 214. Samtidig understreger landsrettens dom den almindelige regel om, at der ikke kan ske udvidende fortolkning af forpligtelserne for den herskende ejendom i strid med servituttens ordlyd. For nyere retspraksis om fortolkning af færdselsservitutter se MRF 2021.280 V, MRF 2021.294 Ø, MRF 2022.160 V, MRF 2022.251 V, MRF 2022.262 V, MRF 2023.28 Ø, MRF 2023.31 Ø og MRF 2023.270 Ø.