MRF 2023.259
Venstre Landsret dom af 4. oktober 2023, 2. afd., sag BS-39224/2022-VLR
(Henrik Twilhøj, Erik P. Bentzen og Christina Cederfeld (kst.))
A (adv. Sebastian Ekholm Scheffmann) mod B (adv. Søren Vasegaard Andreasen)
B’s utinglyste vejret over privat fællesvej opretholdt uanset alternativ vejadgang, idet ejeren af den tjenende ejendom ikke havde løftet bevisbyrden for, at vejretten var bortfaldet, eller at ikke havde ret til færdsel og parkering på vejen. Privatvejsloven § 62 fandt ikke anvendelse.
Sagen angik, om B, der i 2020 havde overtaget ejendommen D-vej 28 i Blåvand, havde ret til færdsel og parkering på den private fællesvej C-vej på A’s ejendom (C-vej 5), som A havde overtaget i 2015. C-vej og D-vej var etableret i 1993 ved omlægning af en offentlig vej, uden at der var tinglyst servitutter på C-vej. Efter B’s overtagelse af D-vej 28 opstod der en tvist mellem A og B, idet A afviste, at B havde ret til at benytte den private fællesvej. Dette førte til, at A i 2021 anlagde sag mod B med påstand om, at B skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af D-vej 28 ikke havde ret til færdsel på C-vej, idet A bl.a. gjorde gældende, at B kunne benytte D-vej, og at en sådan vejadgang krævede kommunens tilladelse efter privatvejslovens § 62. B påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at C-vej var en privat fællesvej, der indtil 1990’erne havde fungeret som eneste adgangsvej til B’s ejendom, og at B’s vejret ikke kunne fortrænges efter vejrettighedslovens § 1, stk. 1, idet betingelsen for at afskære B’s ret i privatvejslovens § 57 ikke var opfyldt. På grundlag af bevisførelsen lagde byretten til grund, at C-vej var en privat fællesvej, og at der efter A’s påstand alene var anledning til at tage stilling til, om B havde ret til færdsel på C-vej, men ikke, om B kunne anvende vejen som adgangsvej. Da A ikke havde godtgjort et generelt forbud mod færdsel, og hverken kommunen eller politiet havde godkendt en indskrænkning af færdsel, blev B frifundet. A ankede til landsretten, hvor A fastholdt sin oprindelige påstand og nedlagde to supplerende påstande om, (1) at B ikke måtte anvende C-vej til overkørsel til D-vej 28, og (2) at B ikke måtte parkere på C-vej, idet A supplerende gjorde gældende, at B ikke havde vundet hævd. B påstod stadfæstelse samt frifindelse for de nye påstande og gjorde supplerende gældende, at det var kommunen, der kunne regulere parkering. På grundlag af bevisførelsen lagde landsretten til grund, at der siden 1954 havde været adgang til D-vej 28 fra C-vej, og at der ikke var tale om en udvidet adgang, hvorfor privatvejsloven § 62 om kommunal godkendelse af ny adgang ikke fandt anvendelse. Under hensyn hertil lagde landsretten til grund, at A havde bevisbyrden for, at B ikke havde ret til at benytte adgangen til C-vej, eller at kommunalbestyrelsen og politiet havde godkendt regulering af færdslen på C-vej, som udelukkede B’s færdsel. Landsretten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten fandt det desuden ikke godtgjort, at B var indskrænket i sin ret til at parkere på C-vej, og frifandt derfor tillige B i forhold til påstanden om forbud mod parkering på den private fællesvej.
Kommentar: Dommen illustrerer det komplicerede forhold mellem private færdselsrettigheder og privatvejslovens offentligretlige regler og må læses i lyset af parternes noget rodede anbringender. Det er efter dommens præmisser uklart, om sagen er afgjort på vejrettighedsloven fra 1938, men resultatet kan have været påvirket af den omvendte bevisbyrde i lovens § 1, stk. 2, når en vej er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom. Samtidig viser landsrettens dom, at privatvejlovens § 62 alene finder anvendelse ved etablering af ny vejadgang, og at der som udgangspunkt er en ret til parkering på en privat fællesvej, hvis den pågældende ellers har vejret, og der ikke er en færdselsregulering om parkering på vejen. Om vejret til private fællesveje se tillige MRF 2021.203 V, MRF 2021.205 V, MRF 2021.306 V, MRF 2021.299 Ø, MRF 2022.157 H og MRF 2022.175 Ø.