MRF 2021.306
Retten i Randers’ dom af 22. oktober 2021, sag BS-25281/2019-RAN
A, B, C og D (adv. Uffe Baller) mod Norddjurs Kommune (adv. Mads Kobberø)
Ikke grundlag for at tilsidesætte påbud efter planlovens § 51 om fraflytning til ejere af fire feriehuse beliggende i byzone ved Grenaa Lystbådehavn, da der efter lokalplanen fra 2001 med forbud mod helsårsbeboelse, og søgsmålsfristen for prøvelse af lokalplanen var udløbet. Afvist, at pensionistreglen i planlovens § 41 kunne anvendes med henvisning til, at denne ret kun omfatter sommerhusområder ifølge vejledning fra 1991 om pensionisters ret til helårsbeboelse.
Norddjurs Kommune vedtog i 2001 en lokalplan for Grenaa Lystbådehavn, hvorefter det var forbudt at anvende et område med feriehuse til helårsbeboelse, uanset at området var beliggende i byzone. En del af feriehusene blev imidlertid anvendt til helårsbeboelse. Efter en ejer i 2014 anmeldte folkeregister i et af feriehusene, blev forholdet påtalt af kommunen, hvorefter ejeren søgte om dispensation fra lokalplanen. Kommunen afslog dispensation den 3. september 2015, hvilket efter klage blev stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet den 15. december 2015 (NMK-33-06264). Efter beslutning i kommunalbestyrelsen i december 2015 meddelte kommunen i februar 2016 påbud om fraflytning af de feriehuse, hvor kommunen havde registreret helårsbeboelse med en frist på to år, hvilket bl.a. omfattede A, B og D. Dette blev fulgt op af et nyt påbud, og i maj og november 2018 meddelte kommunen tillige påbud til C, der havde købt et feriehus i 2015. I 2018 modtog A, B og D BBR-meddelelse, hvori var anført: ”ikke tidsbegrænset ret til helårsbeboelse for pensionister”. I juni og juli 2019 anlagde A, B, C og D sag mod kommunen med principale påstande om, at lokalplanbestemmelsen om forbud mod helårsbeboelse var ugyldig, og at påbuddet om fraflytning var ugyldigt. Subsidiært nedlagde A, B og D påstand om, at kommunen skulle anerkende, at de som pensionister havde ret til at anvende deres ejendom til helårsbeboelse, jf. planlovens § 41. Til støtte for påstandene gjorde sagsøgerne navnlig tre anbringender gældende: (1) at lokalplanens forbud mod helårsbeboelse i byzone var i modstrid med EU-retten og sommerhusprotokollen, (2) at der ikke i planloven er hjemmel til at forbyde helårsbeboelse af boliger i byzone, og (3) at forbuddet mod helårsbeboelse i byzone tillige er i modstrid med boligreguleringslovens § 50, mens den subsidiære påstand blev begrundet med, at planlovens § 41 om pensionisters ret til at anvende sommerhuse som helårsbeboelse ikke er begrænset til sommerhusområder. Kommunen påstod principalt afvisning af påstand om lokalplanreglens ugyldighed med henvisning til, at søgsmålsfristen på 6 måneder var udløbet, og påstod frifindelse over for påstandene vedr. påbuddets gyldighed og planlovens § 41. Byretten fandt, at søgsmålsfristen afskar en prøvelse af lokalplanbestemmelsernes gyldighed, og at dette med henvisning til præmis 42 i sag C-500/16 også afskar prøvelse af de EU-retlige indsigelser mod lokalplanbestemmelsen, ligesom søgsmålsfristen afskar prøvelse af indsigelserne om manglende hjemmel i planloven. I relation til påbuddene om fraflytning lagde byretten herefter til grund, at lokalplanen var overtrådt, og at kommunen derfor havde hjemmel til at udstede påbuddene, idet retten afviste at der forelå myndighedspassivitet. I forhold til pensionistregler i planlovens § 41anførte byretten, at de ”nærmere betingelser og vilkår er beskrevet i Vejledning nr. 153 af 3. september 1991 om pensionisters ret til helårsbeboelse i sommerhusområder. Af vejledningen fremgår blandt andet, at bestemmelsen i planlovens § 41 kun omfatter boliger i sommerhusområder, og at helårsbeboelse i sommerhuse uden for sommerhusområder ikke er omfattet af § 41 og i alle tilfælde kræver en dispensation eller tilladelse. Da planlovens § 41 således ikke finder anvendelse på feriehuse, der er beliggende i områder, der er kategoriseret som byzone, og da A, B1 og B2 og D hverken er blevet meddelt en dispensation eller en tilladelse, har de som pensionister ikke haft ret til at anvende feriehusene til helårsbeboelse. Den omstændighed, at flere af feriehusene har været registreret som sommerhus i BBR, fører ikke i sig selv til, at husene er omfattet af bestemmelsen”. Kommunen blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen giver anledning til fire kommentarer. For det første betyder dommen ikke, at påbuddene om fraflytning kan håndhæves, da dette vil kræve en straffesag, og det fremgår af dommen, at der er rejst straffesager for manglende efterkommelse af påbuddene om fraflytning, som vil blive behandlet i februar 2022. I disse straffesager vil der skulle ske en præjudiciel prøvelse af, om lokalplanbestemmelsens forbud mod helårsbeboelse i byzone er i overensstemmelse med EU-retten henholdsvis i modstrid med planloven. For det andet må det noteres, at byrettens afvisning af EU-retlig prøvelse med henvisning til præmis 42 i sag C-500/16 tilsyneladende har overset præmis 45 i samme dom, hvor det anføres, at adgangen til at afvise prøvelse med henvisning til en rimelig søgsmålsfrist dog ikke gælder, hvis ”nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole”. Da der er tale om tvangsflytning, kan søgsmålsfristen ikke påberåbes. Dette er ikke et problem, hvis tvangsflytning vil ske ved en straffesag, hvor søgsmålsfristen ikke gælder, men det betyder, at kommunens påbud ikke lader sig tvangsgennemføre ved en civilsag efter retsplejelovens § 487. For det tredje er byrettens præmisser noget inkonsistente, da byretten i relation til påbuddene (s. 41) faktisk udtaler sig om, hvorvidt der i planlovens § 15, stk. 2, er hjemmel til at regulere anvendelse af boliger, så de ikke må anvendes som helårsbeboelse. For det fjerde forekommer byrettens begrundelse for, at pensionistreglen i planlovens § 41 ikke gælder for sommerhuse uden for sommerhusområder, tvivlsom. Der er ingen støtte i lovteksten eller forarbejderne for en sådan begrænsning, og efter forarbejderne er det alene bygningens stand, der kan begrunde, at en sommerhusbolig ikke kan anvendes til helårsbeboelse. Den omstændighed, at Miljøministeriet i vejledning nr. 153 fra 1991 anfører en sådan begrænsning, kan vanskeligt begrunde en så indgribende begrænsning af pensionistreglen i planlovens § 41, da en sådan begrænsning må kræve udtrykkelig lovhjemmel. Det må i den sammenhæng bemærkes, at planlovens § 41 blev ændret ved lov nr. 2017/668, hvor ejertidskravet blev nedsat fra 8 til et år. Hvis der var ønske fra lovgiver om, at reglen kun skal gælde i sommerhusområder, havde lovgiver således mulighed for at indføje en sådan begrænsning.