MRF 2021.203
Vestre Landsrets dom af 10. februar 2021, 12. afd., sag BS-10886/2019-VLR
(Stig Glent-Madsen, Hanne Harritz Pedersen og Christina Melstrup Toft (kst.))
A (adv. Bjørn Schmidt Jensen) mod B (adv. Nikolaj Wessel Tromborg)
Færdsel til virksomhed ad privat fællesvej i henhold til vejret skulle tåles, da trafikken ikke var ændret eller forøget i et sådant omfang, at den tjenende ejendom blev pålagt en væsentligt større byrde ved udøvelse af vejretten.
Sagen omhandlede en tvist mellem A og B, der var fætre og ejede to naboejendomme i Skræ i Silkeborg Kommune. B’s forældre havde i 1961 erhvervet den ene af ejendommene. Af skødet fremgik, at der ved en udstykningsskrivelse var udlagt en 3,77 m bred vej over naboejendommen som adgangsvej. B’s forældre havde siden 1963 drevet en virksomhed fra ejendommen, der bl.a. solgte og servicerede motorsave og plæneklippere. I 1990’erne overtog B både virksomheden og ejendommen. Ejendommen var bestående af to ejendomme (nr. 19 og 23B), der i forbindelse med et byggeprojekt i 2003 blev lagt sammen til én matrikel. I 2003 overtog A naboejendommen til B. Efterfølgende erhvervede B endnu en ejendom (nr. 23A) beliggende ved siden af nr. 19 og 23B, hvorpå B i 2016-17 etablerede en ny adgangsvej til sin ejendom, hvilket betød, at kunderne til B’s virksomhed kunne køre ind ad vejen over nr. 23A og ud ad den private fællesvej over A’s ejendom, så større køretøjer derved undgik at skulle bakke ud fra B’s ejendom. Efter ansøgning fra A afslog Silkeborg Kommune i 2016 at nedlægge den private fællesvej over A’s ejendom efter reglerne i privatvejslovens kapitel 11 med henvisning til trafiksikkerhedsmæssige hensyn. I marts 2018 anlagde A sag mod B med principal påstand om, at B skulle anerkende ikke at være berettiget til at anvende vejen på A’s ejendom, hvorfor A var berettiget til at afspærre vejen. Subsidiært påstod A, at B skulle anerkende ikke at være berettiget til at anvende vejen på A’s ejendom som adgangsvej til andre ejendomme end den oprindelige (nr. 19). A gjorde navnlig gældende, at trafikmængden over A’s ejendom var væsentligt forøget, herunder som følge af ommatrikuleringen og udvidelse af B’s virksomhed, og at adgang til B’s ejendom kunne ske ved anvendelse af en anden vej. Byretten fandt, at som A’s principale påstand var formuleret, ville den reelt indebære en nedlæggelse af den private fællesvej. Da det var Silkeborg Kommune som vejmyndighed, der efter privatvejsloven havde kompetence til at tage stilling hertil, hvilket kommunen havde gjort i 2016, blev B allerede af den grund frifundet for A’s principale påstand. På baggrund af bevisførelsen lagde byretten til grund, at den private fællesvej i en længere årrække, også før A erhvervede sin ejendom, havde været anvendt af kunder til virksomheden på B’s ejendom. A’s bror havde som vidne bl.a. forklaret, at trafikken over A’s ejendom var reduceret væsentligt, efter at B havde anlagt den nye adgangsvej. Henset hertil fandt byretten, at selvom B’s ejendom (nr. 19 og 23B) efter de matrikulære ændringer i 2003 havde fået et større areal, havde A ikke godtgjort, at trafikken over den private fællesvej herved var ændret eller forøget i et omfang, der medførte, at A var blevet pålagt en væsentligt større byrde ved udøvelsen af vejretten. Da A derfor var forpligtet til at tåle denne udøvelse af vejretten, blev B også frifundet for den subsidiære påstand. A ankede dommen til landsretten, hvor der bl.a. blev fremlagt en servitut tinglyst i 1926 på A’s ejendom. Landsretten fandt, at det på baggrund af servitutten fra 1926 sammenholdt med skødet vedr. B’s ejendom fra 1961 måtte lægges til grund, at den private fællesvej var tinglyst som byrde på A’s ejendom. Den private fællesvej havde siden 1963 været anvendt som adgangsvej til bl.a. virksomheden på B’s ejendom, og A havde haft kendskab til benyttelsen af vejen siden sin barndom, og også da han i 2003 erhvervede matriklen. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at det ikke var godtgjort, at de matrikulære ændringer eller andre forhold havde medført, at trafikken over den private fællesvej på A’s ejendom var ændret eller forøget i et omfang, der kunne medføre, at A’s ejendom var blevet pålagt en væsentligt større byrde som følge af udøvelsen af vejretten. Herefter blev byrettens dom stadfæstet, og A blev frifundet.