MRF 2026.11
EU-Domstolens dom af 16. juli 2026, 4. afd., forenede sager C-27/25 og C-356/25, Knocknamona
En gyldig konsekvensvurdering eller væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3) til vindmølleparker kræver, at der er fastsat specifikke bevaringsmålsætninger og prioriteringer for den enkelte lokalitet. Afvist, at der var grundlag for at begrænse de tidsmæssige virkninger af denne fortolkning af habitatdirektivets art. 6(3), eftersom EU-retten ikke kræver, at en administrativ myndighed principielt er forpligtet til at omgøre en administrativ afgørelse, der er blevet endelig efter udløbet af rimelige klagefrister eller udtømning af klagemuligheder.
Sagen drejede sig om, hvorvidt de konsekvensvurderinger, der lå til grund for tilladelser til to vindmølleparker i Irland, opfyldte kravene i habitatdirektivets art. 6(3). I sag C-27/25 havde driftsherren af den ene vindmøllepark, som var godkendt i 2016, i 2022 fået tilladelse af de irske myndigheder til at forøge turbinernes højde fra 126 m til 155 m. I en konsekvensvurdering var det konkluderet, at ændringen ikke havde skadelig virkning på et fuglebeskyttelsesområde i en afstand af 13 km fra vindmøllerne, men der var ikke fastsat specifikke bevaringsmålsætninger for fuglebeskyttelsesområdet på tidspunktet for konsekvensvurderingens gennemførelse, og med henvisning hertil anfægtede bl.a. miljøorganisationen Wild Ireland Defence gyldigheden af tilladelsen. Den irske High Court frifandt de irske myndigheder, men dommen blev anket, og under appelsagen skete der præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3) kræver, at der er fastsat specifikke bevaringsmålsætninger for det enkelte fuglebeskyttelsesområde. I sag C-356/25 havde en vindmølleopstiller i november 2023 fået tilladelse på baggrund af en væsentlighedsvurdering til at opføre 17 vindmøller i en afstand på 9,9 km fra Natura 2000-området Blackwater Callows, for hvilket der heller ikke var fastsat specifikke bevaringsforanstaltninger. Tilladelsen blev anfægtet af en borger og førte ligeledes til præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt en væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3) kan ske på grundlag af generelle bevaringsmålsætning eller kræver specifikke målsætninger for lokaliteten. EU-Domstolen, der sambehandlede de to sager, lagde til grund, at habitatdirektivets art. 6(3) ikke fastlægger bestemte metoder for gennemførelse af en konsekvensvurdering, men at det følger af ordlyden, at vurderingen skal tage hensyn til kumulative virkninger og ske under hensyn til bevaringsmålsætningerne, hvorfor bevaringsmålingerne for den beskyttede lokalitet udgør et obligatorisk referencepunkt for vurderingen, jf. ligeledes sag C-66/23 (MRF 2024.123) (pr. 47). Videre lagde EU-Domstolen til grund, at det i bl.a. sag C-116/22 (MRF 2023.195) var fastslået, at bevaringsmålsætningerne ikke kan være generelle, men skal være specifikke og præcise for den pågældende lokalitet, hvorfor en konsekvensvurdering ikke gyldigt kan foretages, hvis disse målsætninger ikke er fastlagt (pr. 49-50), og at vurderingen skal foretages i lyset af lokalitetens særlige kendetegn og miljømæssige vilkår, jf. sag C-721/21 (MRF 2023.97) (pr. 53). Dette gælder også fuglebeskyttelsesområder, jf. sag C-66/23 (MRF 2024.123). Manglende fastlæggelse af specifikke bevaringsmålsætninger for de enkelte Natura 2000-områder udgør en overtrædelse af habitatdirektivets art. 4(4), jf. sag C-444/21 (MRF 2023.98) (pr. 66). Foreligger der ikke specifikke bevaringsforanstaltninger og prioriteringer for den enkelte lokalitet, vil vurderingen af projekter og planer efter habitatdirektivets art. 6(3) hvile på et utilstrækkeligt grundlag og medføre risiko for godkendelse af projekter, som har skadelig virkning på lokaliteten, ligesom det vil fratage vurderingsproceduren den forudsigelighed og retssikkerhed, som er nødvendig for at nå de mål, der forfølges med habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet (pr. 72-73). I forhold til væsentlighedsvurderingen af, om konsekvensvurdering er nødvendig, fastslog EU-Domstolen, at denne ligeledes forudsætter, at der er fastsat specifikke bevaringsmålsætninger for den berørte lokalitet, men at der kan forekomme tilfælde, hvor det er muligt at afgrænse det geografiske område, der kan blive påvirket af projektet, uden at der fastsat bevaringsmålsætning for Natura 2000-området (pr. 82-83). Da det først var i 2024, at Irland havde vedtaget specifikke bevaringsmålsætninger og prioriteringer for de enkelte Natura 2000-områder og fuglebeskyttelsesområder, havde den irske regering anmodet EU-Domstolen at begrænse de tidsmæssige virkninger af dommen. EU-Domstolen lagde til grund, at en sådan tidsmæssig begrænsning kræver, at to betingelser er opfyldt, nemlig (1) at de berørte parter skal have indrettet sig i god tro, og (2) at der er risiko for alvorlige forstyrrelser, fordi der stiftet mange retsforhold i god tro til den fejlagtig fortolkning af EU-retten. EU-Domstolen afviste, at betingelserne var opfyldt i denne sag, idet Irland i 2024 havde vedtaget specifikke bevaringsforanstaltninger for de enkelte Natura 2000-områder, og da ”EU-retten i henhold til retssikkerhedsprincippet ikke kræver, at en administrativ myndighed principielt er forpligtet til at omgøre en administrativ afgørelse, der er blevet endelig efter udløbet af rimelige klagefrister eller udtømning af klagemulighederne” (pr. 88).
Kommentar: Dommen indeholder tre væsentlige præciseringer af fortolkning af reglerne om Natura 2000-vurderinger, der har betydning for fremtidig dansk praksis. Den ene er, at der skal være vedtaget specifikke bevaringsmålsætninger og prioriteringer for de enkelte Natura 2000-områder, og at disse er et obligatorisk referencepunkt for konsekvensvurderinger efter habitatdirektivets art. 6(3). Hvorvidt alle danske Natura 2000-planer opfylder den første betingelse kan diskuteres, men det kræves i alle tilfælde yderligere, at konsekvensvurderingen anvender de specifikke bevaringsmålsætninger og prioriteringer for det enkelte Natura 2000-område som obligatorisk referencepunkt for vurderingen, hvilket er en betingelse, der i en del tilfælde næppe er opfyldt i de danske konsekvensvurderinger. For det andet fastslog EU-Domstolen, at dette også gælder for væsentlighedsvurderingen, men med det forbehold, at det ikke har betydning, hvis det i væsentlighedsvurderingen kan lægges til grund, at projektets geografiske placering udelukker en påvirkning af Natura 2000-områder. Endelig for det tredje fastslog EU-Domstolen på den ene side, at denne fortolkning af habitatdirektivets art. 6(3) gælder uden tidsbegrænsning, dvs. også for tidligere tilladte projekter og vedtagne planer. Dette indebærer imidlertid ikke, at myndighederne har pligt til at genoptage alle de sager, hvor en fejlagtig fortolkning af habitatdirektivets art. 6(3) måtte være lagt til grund, ”eftersom EU-retten i henhold til retssikkerhedsprincippet ikke kræver, at en administrativ myndighed principielt er forpligtet til at omgøre en administrativ afgørelse, der er blevet endelig efter udløbet af rimelige klagefrister eller udtømning af klagemulighederne”, som EU-Domstolen anførte i præmis 88. Det sidste er en underkendelse af den genoptagelsespligt, som Miljø- og Fødevareministeriet fremlagde for Folketinget i 2020 i relation til de danske havbrug, men er på linje med den fortolkning, som er lagde til grund i øvrig praksis og i Pagh: U 2020B.161.