MRF 2023.195
EU-Domstolens dom af 21. september 2023, 2. afd., sag C-116/22, Kommissionen mod Tyskland
Habitatdirektivets art. 6(1) om positive bevaringsforanstaltninger kræver detaljerede og præcise foranstaltninger for hvert enkelt Natura 2000-område, men kræver ikke kvantificerede bevaringsmål. Tyskland dømt for at overtræde art. 4(4) ved ikke at udpege 88 lokaliteter og for overtrædelse af art. 6(1) ved ikke at vedtage nødvendige bevaringsforanstaltninger for 737 af de 4.606 Natura 2000-områder i Tyskland.
Efter habitatdirektivets art. 4(4) skal hver medlemsstat senest seks år efter, at Kommissionen i henhold til art. 4(3) har udlagt Natura 2000-områder på den pågældende medlemsstats område, vedtage en formel udpegning af områderne. Det følger videre af habitatdirektivets art. 6(1), at for hver af Natura 2000-områderne skal medlemsstaterne iværksætte nødvendige bevaringsforanstaltninger. I 2004 vedtog Kommissionen ved beslutning 2004/69 og beslutning 2004/798 en liste over lokaliteter, der i Tyskland skulle udlægges som Natura 2000-områder. Listen blev revideret tre gange i 2008 og 2009 og omfattede 4.606 lokaliteter. Da Kommissionen fandt, at Tyskland ikke opfyldte sine forpligtelser efter direktivet, indledte Kommissionen i 2015 traktatbrudsprocedure. Dette endte med et traktatbrudssøgsmål, hvor Kommissionen nedlagde påstand om, (1) at Tyskland havde tilsidesat habitatdirektivets art. 4(4) ved ikke at udpege 88 lokaliteter som Natura 2000-områder, uanset at disse lokaliteter fremgik af Kommissionens beslutning, og ved ikke at have vedtaget deltaljerede bevaringsmålsætninger for de 88 lokaliteter, og (2) at Tyskland havde tilsidesat habitatdirektivets art. 6(1) ved ikke at have vedtaget de nødvendige bevaringsforanstaltninger for 737 af Natura 2000-områderne i Tyskland. Det var i sagen ubestridt, at Tyskland ikke inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse havde vedtaget bevaringsmålsætninger for de 88 lokaliteter, og at der ikke var vedtaget bevaringsforanstaltninger for 737 lokaliteter, hvorfor Tyskland blev dømt for disse forhold. I forhold til kravene til indholdet af de nødvendige bevaringsforanstaltninger gjorde Kommissionen bl.a. gældende, at Tyskland ikke havde vedtaget kvantificerede bevaringsmålsætninger for hver af Natura 2000-områderne i forhold til de forskellige arter på udpegningsgrundlaget, og at det derfor ikke var muligt at vurdere, om påvirkningen af de enkelte Natura 2000-områder havde virkning på Natura 2000 som et samlet europæisk netværk. EU-Domstolen gav Kommissionen medhold i, at bevaringsmålsætningerne for de enkelte Natura 2000-områder skal være specifikke og præcise, men afviste, at dette gav grundlag for at kræve kvantificerede målsætninger (præmis 117). Selv om prioriteringen skal fremgå af bevaringsmålsætningen for de enkelte Natura 2000-områder, er der ikke pligt til i bevaringsmålsætningerne at sondre mellem opretholdelse og genopretning af de beskyttede arter og naturtyper (præmis 128-130). Tilsvarende afviste EU-Domstolen Kommissionens indsigelse om, at bevaringsmålsætningerne skal være direkte bindende over for tredjeparter (præmis 135).
Kommentar: Dommen må på linje med sag C-441/21 (MRF 2023.98) tages som udtryk for, at Kommissionen med flere traktatbrudssager vil fastlægge de nærmere krav til indholdet af de nødvendige bevaringsforanstaltninger, som medlemsstaterne skal fastsætte for Natura 2000-områder efter habitatdirektivets art. 6(1). I forhold til miljømålslovens regler må dommen tages som udtryk for, at det er tilstrækkeligt, at det alene er myndighederne, der er direkte retligt forpligtet af bevaringsmålsætningerne. Domstolens afvisning af, at bevaringsmålsætningerne skal kvantificeres, er velbegrundet, men kravene om prioritering og kravet om præcise bevaringsmålsætninger bør give anledning til overvejelser i Miljøministeriet, da der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de statslige Natura 2000-planer opfylder de krav til præcise foranstaltninger, som kræves efter dommen.