MRF 2024.280
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. november 2024, j.nr. 21/11968
Ophævet afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udvidelse af eksisterende bolig på 287 m2 med 2 m2, bl.a. fordi udvidelsen var beskeden, tilpasset eksisterende bebyggelse og beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Sagen hjemvist med bemærkning om, at Kystdirektoratet skulle foretage de fornødne vurderinger efter habitatreglerne inden dispensation.
E havde som ejer af en ejendom beliggende i Aabenraa Kommune i landzone, inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje 200 m fra kysten, ansøgt om dispensation til bygningsmæssige ændringer i eksisterende helårsbolig. De ansøgte ændringer bestod i udretning af hjørner på en køkkenfløj, som ville udvide det bebyggede areal med 2 m2. Helårsboligen var delvist omkranset af en 2 m høj hæk, der forhindrede forbipasserendes indblik. Ejendommen var adskilt fra strandbredden af en offentlig vej. Nærmeste Natura 2000-område nr. 94 var beliggende 8,8 km fra ejendommen. Den 4. oktober 2021 meddelte Kystdirektoratet afslag på E´s ansøgning om dispensation. Direktoratet havde som begrundelse for afslaget anført, at selvom det ansøgte var at anse for bagatelagtigt, var der stadig tale om en dispensationskrævende bygningsændring. Idet helårsboligen ville få et samlet beboelsesareal på 289 m2 fandt den lempeligere praksis for dispensation til udvidelse af helårsboliger på op til 250 m2 ikke anvendelse ift. de ansøgte udvidelser. Det var direktoratets vurdering, at der ikke forelå et særligt tilfælde, som kunne begrunde dispensation. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at ændringen af planloven, hvorefter arealgrænsen for undtagelsen i § 36, stk. 1, nr. 10 er udvidet, til 500 m2, også har betydning for administration af strandbeskyttelseslinjen i den udvidede zone. Miljø- og Fødevareklagenævnet (læge nævn) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte direktoratets vurdering om, at det ansøgte krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Herefter afviste nævnet, at der var holdepunkter for at antage, at den ændrede bestemmelse i planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 (nu nr. 10) har betydning for dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Nævnet lagde herefter til grund, at den ansøgte udvidelse ikke er omfattet af den lempeligere praksis for udvidelse af helårsboliger op til 250 m2, idet bygningsudvidelsen ville medføre et samlet bruttoareal på 289 m2, hvorfor den almindelige restriktive dispensationspraksis fandt anvendelse i hovedsagen. Et enstemmigt nævn fandt, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, idet nævnet lagde vægt på, at der var tale om en bygningsmæssig ændring af beskeden størrelse, at ændringen var tilpasset den eksisterende bebyggelse, og at bygningen ikke ville fremstå mere markant i kystlandskabet. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at bygningen var placeret inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje og på placeringen ud til offentlig vej. Idet kystdirektoratet ikke havde foretaget en vurdering af påvirkningen på Natura 2000-områder eller eventuelle bilag IV-arter ophævede og hjemviste nævnet afgørelsen, med henvisning til, at disse vurderinger skulle foretages af førsteinstansen, før der blev meddelt dispensation.
Kommentar: Afgørelsen viser, at i sager, hvor en bygningsændringen har bagatelagtig karakter, fastholder nævnet, at ændringen kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, men meddeler så i nogle tilfælde dispensation, hvilket så udløser en hjemvisning, fordi Kystdirektoratet ikke har foretaget vurdering efter habitatbekendtgørelsen, jf. ligeledes MRF 2024.288 Mfk, hvor nævnet ophævede afslag på dispensation til handicaprampe på dige. Se tillige Miljø- og Fødevareklagenævnets andre afgørelser om strandbeskyttelseslinjen, hvor der i alle de øvrige tilfælde blev meddelt afslag: MRF 2024.284 Mfk, MRF 2024.285 Mfk, MRF 2024.287 Mfk og MRF 2024.294 Mfk.