MRF 2024.288
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. november 2024, j.nr. 21/13688
Handicappedes adgang til naturen på lige fod med den øvrige offentlighed udgør et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, der begrundede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af handicaprampe, der gav adgang til det sydlollandske dige. Men hjemvist afslag på dispensation, da Kystdirektoratet ikke havde foretaget vurderinger efter habitatbekendtgørelsen af projektets påvirkning på bilag IV-arter og Natura 2000-områder.
I forbindelse med realiseringen af et politisk ønske om at skabe adgang for handicappede og gangbesværede, havde Lolland Kommune søgt dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af en handicaprampe, der førte til stien beliggende på det sydlollandske dige øst for Kramnitse Havn. Det ansøgte skulle etableres inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje, og var beliggende 12 km fra det nærmeste Natura 2000-område nr. 173. Det fremgik af ansøgningen, at der muligvis ville ske beplantning ved handicaprampen efter etablering, med henblik på at mindske den visuelle påvirkning. Kystdirektoratet meddelte i oktober 2021 afslag på dispensation, med henvisning til, at der ikke forelå et særligt tilfælde der kunne begrunde dispensation, og at det ansøgte ville medføre et væsentligt landskabeligt indgreb i området. Afgørelsen blev påklaget af Lolland Kommunen som ansøger, der navnlig gjorde gældende, at rampen kun ville have mindre visuel betydning for området, men at rampen ville have stor betydning for handicappede og gangbesværedes adgang til diget. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvist, at det fremgik af bemærkningerne til kystloven af 1994, og i øvrigt fulgte af hidtidig praksis, at det ville være muligt at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og turismen inden for strandbeskyttelseslinjen, under hensyntagen til omgivende natur, og under forudsætning af, at faciliteterne benyttes til almene eller offentlige formål. Herefter fandt et samlet nævn, at der forelå et sådan særligt tilfælde der kunne begrunde dispensation. Herved havde nævnet lagt vægt på, at sikringen af handicappedes ret til adgang til naturen på lige fod med den øvrige offentlighed udgjorde et væsentligt samfundsmæssigt hensyn, og at der ikke var andre alternative adgange til diget. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ansøgte var søgt indpasset i det omgivende kystlandskab, og at rampen skulle placeres i nærheden af eksisterende bebyggelse, der i forvejen udgjorde væsentlige forstyrrelser i det bagvedliggende kystlandskab. Da Kystdirektoratet ikke havde foretaget en vurdering af påvirkningen på Natura 2000-områder eller eventuelle bilag IV-arter efter habitatreglerne ophævede og hjemviste nævnet afgørelsen, med henvisning til disse vurderinger skulle foretages af Kystdirektoratet som førsteinstansen, før der blev meddelt dispensation.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at hensyn til handicappedes adgang til naturen er så tungtvejende et hensyn, at der kan dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen til indretninger, der ellers vil blive afvist. Men da Kystdirektoratet ikke havde foretaget vurdering efter habitatbekendtgørelsen, og disse vurderingen skal foretages af førsteinstansen før dispensation kan meddeles, var nævnet nødsaget til at hjemvise afgørelsen på linje med MRF 2024.279 Mfk.