MRF 2024.294
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. december 2024, j.nr. 22/00224
Stadfæstet afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til ændringer i facade- og tagkonstruktion samt altan i beboelsesejendom, der havde stået tom i flere år. Lempeligere dispensationspraksis om bygningsmæssige ændringer i helårsbeboelse fandt ikke anvendelse, da bygningens bruttoareal oversteg 250 m2.
Kystdirektoratet meddelte efter varsel i december 2021 E som ejer af en ejendom afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til bygningsmæssige ændringer i form af ændret facade- og tagkonstruktion samt altan i et enfamiliehus på 295 m2 beliggende 280 meter fra strandbeskyttelseslinjen i Fåborg Kommune. Direktoratet meddelte samtidig påbud om, at E skulle tilbageføre tilstanden til før ombygningen, og at altanen skulle fjernes. Det var direktoratets vurdering, at der ikke kunne meddeles dispensation til det ansøgte, idet forholdet ikke var omfattet af den lempeligere praksis for bygningsmæssige ændringer af helårsboliger under 250 m2, da der ikke forelå et særligt tilfælde efter den almindelige restriktive dispensationsregel, og da ændringerne medførte, at bygningen ville fremtræde væsentligt mere synligt i kystlandskabet. Direktoratet havde endvidere inddraget i vurdering af lovliggørelse, at direktoratet imens ombygningerne pågik, behandlede en anden sag om indretning af bolig i en anden bygning på samme ejendom ejet af E, hvormed E burde have vidst, at forholdet krævede dispensation. Afslaget på dispensation blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at E havde erhvervet bygningen som ubeboelig, og at lovliggørelse burde vurderes ift. det alternativ, at bygningen skulle nedrives. E gjorde endvidere gældende, at bygningen var beliggende i de bagerste 20 m af den udvidede strandbeskyttelseslinje, og at bygningsændringerne var minimale sammenlignet med andre kystnære bygninger i området, der fremstod væsentlig mere skæmmende. Et enstemmigt Miljø- og Fødevareklagenævn (læge nævn) fandt indledningsvist, at forholdet ikke var omfattet af den lempeligere praksis om bygningsmæssige ændringer af helårsboliger, allerede fordi bygningens bruttoareal oversteg 250 m2. Et enstemmigt nævn fandt herefter, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde der kunne begrunde lovliggørende dispensation, da ændringen udgjorde en væsentlig ændring af bygningens kysvendte facade, der efter renoveringen fremstod mere markant i kystlandskabet. At E’s ejendom lå i udkanten af strandbeskyttelseslinjen ændrede ikke herved, idet nævnet bemærkede, at strandbeskyttelseslinjen også tilsigtede at beskytte de bagvedliggende kystlandskaber. På denne baggrund stadfæstede nævnet direktoratets afslag på lovliggørende dispensation med bemærkning om, at Kystdirektoratet herefter måtte fastsætte en ny frist for lovliggørelse.
Kommentar: Kystdirektoratets afgørelse omfattede dels et afslag på lovliggørende dispensation og dels et lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Der er imidlertid ikke klageadgang over lovliggørelsespåbud, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, hvorfor det er velbegrundet, at nævnet ikke stadfæstede lovliggørelsespåbuddet, selv om udgifter til lovliggørelse må anses som et obligatorisk kriterium i sager om lovliggørende dispensationer. Det er uklart om nævnets afgørelse i denne sag fra Fåborg er udtryk for, at nævnet ikke længere vil stadfæste lovliggørelsespåbud, som det bl.a. skete i MRF 2022.199 Mfk og MRF 2024.61 Mfk. Praksis er dog uklar, da klagenævnet i MRF 2022.81 Mfk, MRF 2022.87 Mfk og MRF 2022.290 Mfk afviste, at der kunne klages over lovliggørelsespåbud.