MRF 2024.194
Vestre Landsrets dom af 27. september 2024, 15. afd., sag BS-57978/2023-VLR
(Jeanette Bro Fejring, Linda Hangaard og Lars Viereck (kst.))
C (adv. Kim Østergaard) mod A og B (adv. Carsten Jacobsen)
Færdselshævd krævede råden i alderstid, da vejstrækning ikke var etableret helt eller delvist af hensyn til den hævdende ejendom. Alderstidshævd afvist, da råden fra tidligere ejere af den hævdende ejendom i en del af hævdstiden var sket på grundlag af aftale.
Sagen angik, om A og B havde vundet hævd på at kunne færdes på en 4 m bred passage over C’s ejendom, som i en længere årrække havde været anvendt som adgangsvej for et markareal, der udgjorde den sydligste del af A og B’s ejendom, men som var afskåret fra den øvrige del af ejendommen af en å. Markarealet grænsede mod syd op til C’s ejendom. I 2022 påtalte C, at A og B benyttede passagen som overkørsel, og anbragte en træstamme for at forhindre A og B’s adgang til markarealet. A og B anlagde derefter retssag mod C med påstand om, at A og B havde ret til at færdes med køretøjer på passagen frem til markarealet. Til støtte herfor gjorde A og B navnlig gældende, at de havde vundet hævd på at færdes over C’s ejendom, da A og B siden 1987 havde anvendt passagen, og da tidligere ejere af A og B’s ejendom ligeledes havde benyttet passagen til at tilgå markarealet. A og B anførte i den forbindelse, at passagen var den eneste adgangsvej til markarealet, idet der ikke fandtes en bro over åen fra den resterende del af A og B’s ejendom. For byretten gjorde A og B subsidiært gældende, at færdslen over C’s ejendom var sket efter aftale med C, men dette anbringende blev frafaldet under hovedforhandlingen i byretten. C påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at der ikke var indgået aftale med A og B om adgangen til markarealet, men at hvis dette var tilfældet, kunne der ikke vindes hævd. C bestred endvidere, at A og B havde godtgjort, at betingelserne for hævd var opfyldt. Byretten lagde som ubestridt til grund, at der ikke forelå en aftale mellem parterne om anvendelse af passagen. Byretten fandt på baggrund af kortmateriale, luftfotos og besigtigelse i forbindelse med hovedforhandlingen, at passagen over C’s ejendom var eneste adgangsvej til A og B’s markareal, og at den trods græsbeplantning viste tydelige hjulspor, ligesom byretten lagde til grund, at passagen fortrinsvist blev benyttet af A og B eller deres forpagter for at tilgå deres markareal. Efter bevisførelsen fandt byretten, at A og B og tidligere ejere af markarealet gennem mere end 20 år til stadighed og regelmæssigt havde benyttet passagen på C’s ejendom til færdsel og herved havde vundet hævd på at benytte passagen, idet byretten bemærkede, at A havde boet på gården med det tilhørende jordstykke siden 1987, og at hun overtog gården efter sin ægtefælles død og derved succederede i hans ret. På den baggrund fik A og B medhold i deres påstand. C ankede dommen til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringender. For landsretten blev der afgivet yderligere vidneforklaringer af en kommunal sagsbehandler og en lokal gårdejer. Sagsbehandleren forklarede, at det var i forbindelse med omlægningen af en statsvej i 1960’erne, at den direkte vejadgang til A og B’s markareal blev fjernet, og gårdejeren forklarede, at hans forældre som daværende ejere af C’s ejendom i den forbindelse gav den tidligere ejer af det omhandlede markareal lov til at benytte passagen over deres ejendom, som i 1993 blev solgt til C. På baggrund af disse vidneforklaringer lagde landsretten til grund, at der indtil omkring 1960 havde været vejadgang til markarealet direkte fra statsvejen, men at denne adgang blev nedlagt i forbindelse med vejomlægningen, hvorefter passagen over C’s ejendom blev anvendt som vejadgang. Det kunne derfor ikke antages, at passagen var etableret helt eller delvist af hensyn til A og B’s ejendom, hvorfor hævd kun kunne vindes, såfremt betingelserne for alderstidshævd var opfyldt. Landsretten lagde derefter til grund, at den tidligere ejer af markarealet udøvede vejretten via passagen på C’s ejendom ifølge aftale med de tidligere ejere af denne ejendom, og at denne periode derfor ikke kunne indgå i beregningen af hævdstiden. Som følge heraf var der ikke grundlag for alderstidshævd, hvorfor C blev frifundet.
Kommentar: Landsrettens begrundelse for, at hævdserhvervelse forudsatte råden i alderstid kan forstås på to måder. Den mest nærliggende er, at færdslen til og fra A og B’s ejendom ikke havde karakter af en synbar servitutindretning, hvilket forudsætter dels, at den hævdendes råden har givet sig til kende ved en synbar indretning, dels at denne indretning fremtræder som værende til brug for den rådende, jf. Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 813 ff. Taget bogstaveligt kan landsrettens begrundelse imidlertid også udlægges sådan, at der for ordinær hævd opstilles en supplerende betingelse om, at passagen skal være etableret helt eller delvist af hensyn til den hævdende ejendom. Selvom der også i hidtidig retspraksis er lagt vægt på, om en vejadgang er anlagt eller indrettet med særligt henblik på den hævdende ejendom, anvendes dette forhold snarere som et indicium for, at vejen fremtræder som værende til brug for den rådende, end som en selvstændig betingelse for ordinær hævd, jf. f.eks. MAD 2018.354 Ø. I relation til den konkrete sag bemærkes, at det forhold, at passagen over C’s ejendom angiveligt var den eneste adgangsvej til det omhandlede markareal, taler for, at passagen fremtrådte som værende til brug for A og B, jf. MRF 2021.210 Ø. Fra nyere retspraksis om alderstidshævd kan endvidere nævnes MRF 2021.287 V, MRF 2022.257 V og MRF 2023.293 B. Endelig bemærkes, at der ikke i sagen blev procederet på, at vejretten var omfattet af vejrettighedslovens §§ 1 eller 2, hvilket muligvis kunne være tilfældet, eftersom passagen over C’s ejendom som nævnt var den eneste adgang til den pågældende lod af A og B’s ejendom, jf. senest MRF 2024.184 V, hvor en utinglyst vejret til en skovparcel fandtes beskyttet efter lovens § 1.