MRF 2024.184
Vestre Landsrets dom af 3. juni 2024, 4. afd., sagerne BS-34108/2023-VLR og BS-34456/2023-VLR
(Annette Dellgren, Flemming Krog Bjerre og Anders Raagaard)
A og C (adv. Jesper Theilmann Jensen) mod B (adv. Frode Pagh Bæk)
B havde som ejer af skovparcel vejret efter vejrettighedslovens § 1, stk. 1, til servitutbestemt vej over A’s og C’s ejendomme, da vejen fremgik af matrikelkort fra 1920 og 1974, kontinuerligt havde været anvendt i forbindelse med forpagteres skovdrift på B’s ejendom og var den eneste og væsentligste adgang til offentlig vej fra til skovparcellen. A og C havde ikke ført bevis for, at B ikke havde vejret, jf. vejrettighedslovens § 1, stk. 2. Byretten var nået samme resultat, men på grundlag af tinglyst servitut fra 1921.
B havde i 1972 erhvervet en skovejendom, der som vejadgang benyttede en vej beliggende over en naboejendom, der i 2010 blev erhvervet af A. I 1920 var tinglyst en servitut på A’s ejendom, der udlagde en 4 m bred adgangsvej, og i 1921 var tinglyst en yderligere servitut om kørsel med lyng, tørv og træ. Efter B’s overtagelse blev vejen over A’s ejendom benyttet af B og hans forpagtere, og de havde i slutningen af 1980’erne repareret vejen. Omkring 1988 blev der opført en tilbygning på A’s ejendom, og B indgik i den forbindelse efter sin egen forklaring en utinglyst aftale med den tidligere ejer om, at vejen kunne svinge igennem den nye gårdsplads og tilbage til det gamle vejforløb. Efter at A i 2010 købte naboejendommen, begyndte A at pløje hen over vejen, men den kunne fortsat benyttes. Der opstod en tvist, hvorefter A ønskede erstatning fra B. Tvisten blev afsluttet, da en landbrugskonsulent havde oplyst om vejretten. I 2019 købte C en del af A’s ejendom, hvilket var den del, hvor adgangsvejen til B’s skovparcel kørte gennem gårdspladsen. I 2020 havde A opgravet overkørslen og tillige gravet en grøft, som medførte, at B ikke kunne benytte sin færdselsret til skovparcellen. I januar 2022 anlagde B sag mod A og C med påstand om, at de sagsøgte skulle anerkende B’s og fremtidige ejere af B’s ejendoms færdselsret over A’s og C’s ejendomme til skovparcellen via en nærmere angivet linje på et matrikelkort, samt at A skulle genetablere vejen og overkørslen. Til støtte for påstandene gjorde B overordnet gældende, at der med de tinglyste servitutter i 1920 og 1921 var etableret en vejadgang for B’s skovparcel, der på daværende tidspunkt ikke havde anden vejadgang, og at vejadgangen havde været benyttet til skovdriften, indtil den blev forhindret af A. Subsidiært gjorde B gældende, at vejen fremgik af matrikelkort, og at B derfor havde vejrettighed til den private vej, jf. vejrettighedslovens § 1. Den omstændighed, at der til B’s beboelsesejendom efterfølgende var etableret adgang til offentlig vej kunne ikke ændre ved, at vejen over A’s og C’s ejendomme var af væsentlig betydning for skovdriften. A og C påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at servitutterne fra 1920 og 1921 var personlige og ikke omfattede senere ejere som B, der i øvrigt ikke havde retlig interesse i sagen, da B aldrig havde haft vejret. Byretten fandt, at den i 1921 tinglyste servitut gav ejere af B’s skovparcel ret til kørsel på en 4 m bred vej på A’s og C’s ejendomme, og at færdselsretten ikke kun gjaldt for den daværende ejer. Byretten fandt endvidere, at servitutten ud fra en formålsfortolkning gav ret til kørsel, der havde relation til almindelig drift af arealet, og ikke kun til kørsel med ”lyng, tørv og træ”, som det fremgik af servituttens ordlyd. I konsekvens heraf skulle A genetablere vejen, ligesom både A og C blev tilpligtet at anerkende B’s vejret over det pågældende vejstykke på A’s og C’s ejendomme, og B fik derfor medhold i alle sine påstande. A og C ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres påstande og anbringender. Landsretten lagde til grund, at den daværende ejer af A’s og C’s ejendomme i 1920 gav samtykke til, at der over ejendommene blev udlagt en 4 m bred adgangsvej, som var indtegnet på matrikelkort fra 1920 og 1974, ligesom vejen tillige fremgik af luftfotos fra 1995, 2002 og 2004. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at vejen siden etableringen i 1920 kontinuerligt havde været anvendt i forbindelse med skovdriften, indtil den blev forhindret af A, og at vejen var den eneste og væsentligste adgang til offentlig vej fra til skovparcellen. Herefter, og da A og C ikke havde ført bevis for, at B ikke havde vejret, jf. vejrettighedslovens § 1, stk. 2, fik B medhold i de nedlagte påstande, hvorfor landsretten med denne begrundelse stadfæstede byrettens dom.
Kommentar: Sagens centrale tvistepunkt var, om B havde vejret til vejstykket over A’s og C’s ejendomme, hvor forskellen mellem byretten og landsrettens begrundelse giver anledning til enkelte bemærkninger. Byretten fandt, at B på grundlag af den tinglyste servitut fra 1921 havde en tingligt beskyttet vejret, og afviste dermed A og C’s anbringender om, at servitutten kun gav vejret til den daværende ejer og kun til kørsel med ”lyng, tørv og træ”, som det fremgik af servituttens ordlyd. Landsretten tog ikke stilling til dette, men afgjorde sagen på grundlag af vejrettighedslovens § 1, hvorefter vejretten til en vej, der er den eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller nogen af dens lodder og samtidig er etableret i overensstemmelse med matrikelkortet, er beskyttet uden tinglysning. Landsrettens dom er helt på linje med anden retspraksis, hvor bl.a. kan nævnes MRF 2022.259 V, MRF 2023.37/2 B, MRF 2023.259 V og MRF 2024.201 Ø. Dette betyder ikke nødvendigvis, at byrettens fortolkning af servitutterne fra 1920 og 1921 var forkert, men når forholdet så entydigt er reguleret i vejrettighedsloven, og der i øvrigt synes at herske en vis uklarhed om servitutternes indhold og rækkevidde, forekommer landsrettens løsning velbegrundet. Se i øvrigt til sammenligning MRF 2022.157 H, hvor dommen formentlig var endt med modsat resultat, hvis anbringende om vejrettighedsloven ikke var frafaldet. Se tillige MRF 2024.188 V, hvor en færdselsservitut blev fortolket under hensyn til den bestemte adgangsvej, som den hjemlede.