MRF 2023.84
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2023, j.nr. 21/08109
Stadfæstet Miljøstyrelsens afvisning i maj 2021 af, at bygherre på Amager Fælled havde forvoldt en miljøskade på beskyttet natur omfattet af miljøskadelovens § 7 i de 4 uger mellem VVM-tilladelse til projektet og Miljøstyrelsens dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen den 11. marts 2021.
Sagen drejede sig om, hvorvidt Fælledby P/S som bygherre af en ny bydel på Amager Fælled havde forvoldt en miljøskade på stor vandsalamander som bilag IV-art efter miljøskadelovens § 7. Projektet for den nye bydel på Amager Fælled blev ved lov 2019/275 undtaget fra naturbeskyttelseslovens regler med undtagelse af bestemmelser, der implementerer EU-forpligtelser, herunder naturbeskyttelseslovens § 29 a om beskyttelse af bilag IV-arter. Den 11. februar 2021 meddelte Københavns Kommune VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til projektet, hvorefter de første anlægsarbejder blev igangsat af bygherren den 24. februar 2021. Den 25. februar 2021 indgav foreningen Amager Fælleds Venner (AFV) politianmeldelse for overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen og klagede samtidig til Miljøstyrelsen over, at der var sket miljøskade på stor vandsalamander. Miljøstyrelsen gennemførte besigtigelse af området den 3. marts 2021. Den 11. marts 2021 meddelte Miljøstyrelsen dispensation efter artsfredningsbekendtgørelsen. Den 25. maj 2021 traf Miljøstyrelsen afgørelse om, at der ikke var sket en miljøskade eller var overhængende risiko herfor, hvilket AFV påklagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor AFV bl.a. gjorde gældende, at den miljøfaglige vurdering var utilstrækkelig, og at alene den nærliggende risiko for individdrab udgjorde en miljøskade. Miljøstyrelsen anførte i sit svar bl.a., at styrelsen alene havde kompetence vedrørende individdrab efter artsfredningsbekendtgørelsen, og at det var Københavns Kommune, der havde kompetencen vedrørende levestedsbeskyttelsen efter planhabitatbekendtgørelsen. Miljøstyrelsen afviste herefter, at der forelå en miljøskade omfattet af miljøskadeloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der behandlede klagen i den læge sammensætning, lagde indledningsvis til grund, at spørgsmål om miljøskade i forhold til stor vandsalamanders levested blev behandlet af Københavns Kommune og derfor ikke var omfattet af klagesagen. Nævnet tog derfor alene stilling til, om den af AFV påståede risiko for individdrab på stor vandsalamander udgjorde en miljøskade, hvor det måtte lægges til grund, at Miljøstyrelsen den 11. marts 2021 havde meddelt tilladelse efter artsfredningsbekendtgørelsen, hvorfor nævnet alene skulle vurdere, om påvirkninger sket mellem den 24. februar og 11. marts 2021 udgjorde en miljøskade. På baggrund af sagens oplysninger fandt et enstemmigt nævn, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der forelå en miljøskade omfattet af miljøskadelovens § 7, som bygherren kunne holdes ansvarlig for.
Kommentar: Afgørelsen er en af de mange udløbere af de omfattende juridiske tvister om etablering af den nye bydel Fælledby på Amager Fælled, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet først tillagde klagen opsættende virkning i MRF 2021.195 Mfk, hvilket blev håndhævet af Amager Fælleds Venner (AFV) i form af midlertidigt forbud (MRF 2021.305 B), hvorefter klagenævnet i december 2021 på baggrund af nye oplysninger fandt, at VVM-tilladelsen kunne stadfæstes (MRF 2021.342 Mfk). AFV indbragte gyldigheden af VVM-tilladelsen for byretten med påstand om opsættende virkning af sagsanlægget. AFV fik medhold i byretten i december 2022 (se herom Pagh: TfM 2023, s. 31), men den opsættende virkning blev efter kære underkendt af landsretten den 26. maj 2023. Selv om afgørelsen om, at der ikke forelå en miljøskade, må tiltrædes mht. kravet til omfanget af en miljøskade, illustrerer den på sin egen måde den kafkaske kompetencefordeling, som er etableret i relation til miljøskader. Efter de danske regler er det Miljøstyrelsen, der som kompetent myndighed efter artsfredningsbekendtgørelsen tager stilling til, om individdrab har karakter af miljøskade, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 4, forudsætningsvis, mens det er kommunen, der efter planhabitatbekendtgørelsen er kompetent myndighed, hvis klager gør gældende, at der er sket miljøskade på levested. I relation til kompetencefordelingen er klagenævnets oplysninger dog ikke helt retvisende, da det i foråret 2021 og september 2021 var Miljøstyrelsen, der var den kompetente myndighed for levestedsbeskyttelsen i relation til VVM-tilladelser, jf. naturbeskyttelseslovens § 29 a og § 65, stk. 3, fordi det først var med en ny habitatbekendtgørelse (2021/2091) i november 2021, at VVM-tilladelser blev omfattet af habitatbekendtgørelsen under naturbeskyttelsesloven, og da bekendtgørelsen ikke indeholder bestemmelser om, at den skulle finde anvendelse på afgørelser truffet før dette tidspunkt. Selv hvis det lægges til grund, at kommunen har kompetencen i relation til levestedsbeskyttelsen, er det indlysende, at det i relation til miljøskadebegrebet er umuligt at foretage en meningsfuld sondring mellem levestedsbeskyttelse og individbeskyttelse af bilag IV-arter, hvilket i sig selv kunne begrunde, at klagenævnet udsatte en afgørelse af klagesagen til, at der også foreligger en afgørelse fra Københavns Kommune om, hvorvidt påvirkningen af stor vandsalamanders levested i området var en miljøskade. Det er i den forbindelse lidt bemærkelsesværdigt, at der ikke foreligger yderligere oplysninger om kommunens behandling af klagen over miljøskade. Det er i forlængelse heraf ikke helt retvisende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til perioden frem til Miljøstyrelsens dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen, da overtrædelse af vilkår for dispensationen også kan udgøre en miljøskade, jf. miljøskadelovens § 7, stk. 2, forudsætningsvis. Det forudsætter naturligvis, at skaden på bilag IV-arter og deres levested er forholdsvis omfattende, og på netop dette punkt er denne sag nok ikke det bedste eksempel på, at der også i Danmark må antages at indtræde miljøskader med mellemrum, selv om dette indtil nu kun er fastslået i en enkelt sag (MAD 2018.415 Mfk). Se herom specialeafhandlingen i MRF 2021C.1.