MRF 2021C.1
Specialeafhandling: Den danske implementering af miljøansvarsdirektivet
Af fuldmægtig Robbin Villy Kristensen og advokatfuldmægtig Tobias Nykvist
Forord af Peter Pagh
Specialet belyser den ganske komplicerede danske gennemførelse af EU’s miljøansvarsdirektiv med fokus på de foreløbig to eneste danske afgørelser om miljøskade efter direktivets regler og den seneste ændring af de danske gennemførelsesbestemmelser samt omtale af Kommissionens to seneste åbningsskrivelser mod Danmark. De to danske afgørelser er tidligere offentliggjort i MAD 2018.276, hvor udledning 2.755 tons kvælstof i forbindelse med en brand på en gødningsfabrik ikke fandtes at udgøre en miljøskade, og i MAD 2018.415, hvor forurening af Tuse Å og fiskedød ved udslip af 100 tons gødningsvæske fra maskinstations gylleslanger på marker blev anset for en miljøskade. Specialet går imidlertid videre og belyser på grundlag af aktindsigt i de to sagers mange dokumenter myndighedernes forståelse af miljøskadebegrebet. Analysen af de to danske sager sker med vægt på (1) miljøskadebegrebet og begrebet ’overhængende fare’ samt den forvaltningsproces, der er indeholdt i de danske regler, (2) undersøgelsespligt og myndighedens påbudsadgang og (3) operatørens umiddelbare handlepligt og ansvarsgrundlag, hvor specialet på overbevisende måde belyser den uklarhed, som de danske regler efterlader om retsfaktum og retsfølge. En sådan indgående analyse af forløbet og omstændighederne i de to danske sager er ikke tidligere gennemført. I begge sager lagde myndighederne til grund, at en miljøskade på EU-beskyttet natur henholdsvis miljøskade på vandmiljøet eller på jorden skal anskues isoleret. Ifølge denne forståelse betyder en miljøskade på vandmiljøet ikke, at de af miljøskaden afledte retsvirkninger og ansvar også omfatter den jordforurening eller den skade på beskyttet natur, som forureningsudslippet gav anledning til, hvis jordforureningen henholdsvis skaden på beskyttet natur ikke i sig selv anses for en miljøskade, men i stedet afgøres på grundlag af naturbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og miljøbeskyttelsesloven. Forfatterne påviser, at dette giver problemer, bl.a. fordi miljøansvarsdirektivets retsfølge i form af forurenerens handlepligt henholdsvis erstatning også omfatter en overhængende fare for miljøskade, hvor forureneren er omfattet af en umiddelbar handlepligt, som med lovændringen i januar 2021 er gennemført i dansk ret. Det kan diskuteres, om de danske myndigheders opsplitning af miljøskaden i tre separate virkninger overhovedet er i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet, men på dette punkt har forfatterne valgt at holde sig til den danske forståelse. Da det må forventes, at danske myndigheder fremover i højere grad vil være mere opmærksom på, at miljøpåvirkninger kan medføre miljøskade omfattet af miljøskadeloven, er specialets analyser både teoretisk og praktisk interesse.