MRF 2023.294
Retten i Helsingørs dom af 27. december 2023, sag BS-41882/2022-HEL
A (adv. Mette Rasmussen) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at ophæve Planklagenævnets tiltrædelse af kommunens afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplans byggelinje til tagterrasse. Lighedsprincippet ikke tilsidesat, bl.a. fordi tilsvarende terrasser på andre ejendomme var opført før lokalplan, eller fysisk lovliggørelse var afskåret pga. passivitet, da kommunen havde været bekendt med forholdet i 35 år. Prøvelsen kunne ikke udstrækkes til forhold, som ikke var omfattet af klagesagen i nævnet.
A havde omkring 2020 overtaget en ejendom i Ålsgårde langs strandvejen, hvor en tidligere ejer havde opført carport, udhus og tagterrasse i modstrid med de byggelinjer, der var fastlagt i lokalplan 4.2 fra 1980. Efter overtagelsen søgte A som ny ejer om lovliggørende dispensation fra lokalplanen, hvilket kommunen accepterede i forhold til carporten og udhuset, men ikke for tagterrassen. Kommunens afslag på dispensation af 26. maj 2021 blev påklaget til Planklagenævnet af A, der bl.a. gjorde gældende, at afslaget på lovliggørende dispensation var i modstrid med lighedsprincippet, da der på vejen var flere ejendomme, som havde en lignende tagterrasse, at begrundelsen var mangelfuld, og at naboer skulle havde været hørt efter planlovens § 20. Planklagenævnet traf den 25. april 2022 (j.nr. 21/09818) afgørelse om ikke at give A medhold i klagen, idet nævnet afviste, at planlovens § 20 om nabohøring finder anvendelse, når der meddeles afslag på dispensation fra lokalplan. A’s indsigelse om overtrædelse af lighedsprincippet blev afvist med, at på fire af ejendommene med tilsvarende tagterrasse var terrassen opført før lokalplanen, at på én ejendom havde kommunen være bekendt med forholdet i 35 år, hvorfor kommunen ikke ville rejse lovliggørelsessag, og at kommunens manglende opfølgning af ulovlige forhold på en af ejendommene beroede på ressourcer og ikke kunne sidestilles med en dispensation. Da kommunens afslag på lovliggørende dispensation opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse, og hensynet til at undgå præcedens er et relevant hensyn, gav Planklagenævnet ikke A medhold. A indbragte Planklagenævnets afgørelse for byretten med påstand om ophævelse og hjemvisning og gentog til støtte herfor de synspunkter, som havde været fremsat i klagesagen. Herudover gjorde A tillige gældende, at kommunens afslag delvist manglede lovhjemmel, at der var inddraget usaglige hensyn, at kommunen havde udvist passivitet, samt at der forelå kontinuitetsbrud efter planlovens § 56, stk. 4. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at nævnet ikke var rette sagsøgte for de af sagsøgers anbringender, der ikke havde været omfattet af klagesagen i nævnet. Byretten bemærkede indledningsvis, at der i sagen alene kunne tages stilling til det, som nævnet havde taget stilling til i klagen over lokalplandispensation, hvilket ikke omfattende hensigtsmæssigheden af kommunens skøn. Da Planklagenævnet ikke fandtes at have inddraget usaglige kriterier, eller at lighedshensyn var tilsidesat, og afslag på dispensation ikke kræver nabohøring efter planlovens § 20, fandt retten ikke grundlag for at underkende nævnets afgørelse. Da rettens prøvelse af Planklagenævnets afgørelse ikke kunne udstrækkes til at omfatte forhold, der ikke havde været omfattet af klagesagen, blev Planklagenævnet frifundet, idet byretten bemærkede, at dommen i U 2023.113 Ø (MRF 2022.184 Ø) ikke kunne føre til et andet resultat, jf. herved U 2008.2793 H.
Kommentar: Dommen følger fast praksis mht. Planklagenævnets prøvelse af afslag på dispensation fra lokalplan, hvor prøvelsen af kommunens skøn er begrænset til, om der er inddraget ulovlige hensyn, om proportionalitetsprincippet er tilsidesat, og om de almindelige forvaltningsretlige krav til sagsbehandlingen er iagttaget. Om begrænsningen af retssagen mod Planklagenævnet til de spørgsmål, som indgik i klagesagen for nævnet, se MRF 2022.171 V, MRF 2022.184 Ø, MRF 2022.265 Ø, MRF 2022.266 Ø, MRF 2022.270 Ø, MRF 2023.33 Ø og MRF 2023.34 Ø. Nævnets og byrettens forståelse af lighedsprincippet ved lokalplandispensation er også på linje med praksis. Der er dog grund til en bemærkning om den ejendom, hvor en tilsvarende overtrædelse af lokalplanen havde været upåtalt i 35 år, og kommunen som følge heraf ”ikke vil indlede en lovliggørelsessag”, og hvor Planklagenævnet anførte, ”at kommunen i alle tilfælde har fortabt retten til at kræve lovliggørelse pga. indrettelseshensyn”. Hvis meningen er, at kommunen ikke kan kræve fysisk lovliggørelse, må det tiltrædes, men med den supplerende bemærkning, at dette efter planlovens § 51 ikke fritager kommunen for en retlig lovliggørelse i form af dispensation, hvis præcedens i så fald er begrænset til sager, hvor der er udvist tilsvarende passivitet. Se tillige Planklagenævnet Orienterer (PKNO) nr. 40, januar 2024, med tilsvarende uklarhed om lovliggørelse og fysisk lovliggørelse samt MRF 2023.257 V med kommentar.