MRF 2023.218
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. august 2023, j.nr. 23/04621
Afvist forenings klage over kommunes afgørelse om, at kommunens vedligeholdelse af Gudenåen var tilstrækkelig med henvisning til, at der for klageberettigede efter vandløbslovens § 84, stk. 1, ved ”den, afgørelsen er rettet til”, forstås den, der har rådighed over en berørt ejendom, og dermed ikke den, der har modtaget svar fra vandløbsmyndigheden på en henvendelse.
Sagen omhandlede en forening, som den 8. maj 2022 rettede henvendelse til Randers Kommune og Favrskov Kommune vedr. vedligeholdelse af Gudenåen på strækningen fra Tange Sø til udløbet i Randers Fjord. Den 7. marts 2023 meddelte Randers Kommune og Favrskov Kommune foreningen, at vandføringsevnen måtte anses for at være opretholdt, selvom der var konstateret aflejringer i hovedløbet, og at vandløbsmyndigheden derfor ikke foretog sig yderligere i sagen. Foreningen påklagede afgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) henviste til, at efter vandløbslovens § 84, stk. 1, omfatter kredsen af klageberettigede bl.a. ”den, afgørelsen er rettet til”. Med henvisning til nævnets tidligere praksis (sag 22/07211, NMK-43-00591 og NMK-43-0051) lagde nævnet til grund, at der ved ”den, afgørelsen er rettet til”, forstås den, der har rådighed over den berørte ejendom. Det forhold, at en borger på baggrund af en henvendelse til vandløbsmyndigheden om, at et forhold efter den pågældendes opfattelse er i strid med vandløbsloven, modtager svar, medfører således ikke, at den pågældende anses som ”den, afgørelsen er rettet til”. På den baggrund afviste nævnet sagen fra realitetsbehandling.
Kommentar: Nævnets afgørelse synes at sammenblande to meget forskellige spørgsmål. Når en kommune behandler borgerklager om kommunens mangelfulde vandløbsvedligeholdelse, er kommunens svar ikke nødvendigvis en afgørelse. Men hvis kommunens svar anses for en afgørelse, har adressaten for afgørelsen klageret efter vandløbslovens § 84, stk. 1, hvilket der ikke ses grundlag for at fravige ved den af klagenævnet opfundne fortolkning af klageretsbestemmelsen. Problemet i relation til vandløbsvedligeholdelse af offentlige vandløb er, at kommunen både er pligtsubjekt og godkendelses- og tilsynsmyndighed, og at Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere konsekvent anså kommunernes afslag på at foretage vandløbsvedligeholdelse for ikke at være afgørelser efter vandløbslovens § 54. Dette blev påtalt af Folketingets Ombudsmand i FOB 2020-37, og klagenævnet har efterfølgende ændret sin praksis mht. afgørelsesbegrebet, jf. bl.a. MRF 2021.51 Mfk, MRF 2021.185 Mfk og MRF 2022.103 Mfk. Derimod ses flere eksempler i nævnets nyere praksis på, at adressatbegrebet forstås som et spørgsmål om, hvem der har rådighed over den omhandlede ejendom, jf. også MRF 2023.182 Mfk og MRF 2023.229 Mfk vedr. afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Denne opfattelse er klart uholdbar, når afgørelsen som i sagen om Gudenåen træffes efter anmodning fra klager og ligefrem er stilet til vedkommende. Se også Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. august 2023, j.nr. 23/08678, hvor nævnet i en sag efter dyreholdsloven udtalte, at det forhold, at en afgørelse var adresseret til klager, ikke medførte klageberettigelse, da afgørelsen ifølge nævnet ”alene er tilsendt klager til dennes orientering, idet afgørelsen alene vedrører hvad der er, eller skal være, gældende ret over for [en trejdepart]”.