MRF 2023.229
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. september 2023, j.nr. 22/16141
Afvist E’s klage over afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til spildevandsledning fra E’s ejendom gennem § 3-beskyttet moseområde på naboejendom tilhørende lokal grundejerforening, da E ikke havde tilstrækkelig rådighed over mosen til at være adressat for afgørelsen og dermed ikke var klageberettiget.
Hillerød Kommune traf den 28. oktober 2022 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 3 til en rørledning, der løb fra E’s ejendom gennem et § 3-beskyttet moseområde ejet af en lokal grundejerforening. Formålet med rørledningen var at aflede tagvand og vand fra omfangsdræn på E’s ejendom gennem det omhandlende § 3-beskyttede moseområde, der udgjorde 11.860 m2, og videre ud i Esrum Sø. Kommunen havde forud for etableringen af rørledningen meddelt E tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven til udledning af regnvand fra tagareal til Esrum Sø via pumpeanlæg, men kommunen havde ikke givet tilladelse til, at rørledningen kunne løbe gennem det omhandlende moseområde. Grundejerforeningen, som ejede moseområdet, anmodede kommunen om at se på forholdet. Efter besigtigelse meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra § 3, hvilket kommunen begrundede med, at rørledningen ville have en drænende effekt på det § 3-beskyttede moseområde, og at der forelå alternative placeringer. Kommunens afgørelse blev påklaget af E, der navnlig anførte, at etableringen af rørledningen udgjorde en udskiftning af et allerede eksisterende ældre rør, at denne etablering ikke påvirkede mosen, og at afslaget var meddelt uden den fornødne høring af E. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden), lagde indledningsvis til grund, at den påklagede afgørelse alene omhandlede det af grundejerforeningen ejede § 3-beskyttede moseområde og ikke omfattede E’s ejendom, uagtet at der var tale om afledning af vand fra denne ejendom. Nævnet afviste herefter at realitetsbehandle E’ klage med henvisning til, at E ikke var klageberettiget efter naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at E ikke var ejer af det areal, som den påklagede afgørelse omhandlede, og at ”det juridiske udgangspunkt” er, at adressaten for afgørelsen er den, som har rådighed over den berørte ejendom. Det ændrede ikke herpå, at E havde ansøgt om og modtaget kommunens afslag på nedgravning af rørledningen. Nævnet fandt videre, at E’s ret til at føre rørledningen under moseområdet på grundejerforeningens ejendom var ”for beskeden til at give klager klageberettigelse i medfør af en brugsret”. På den baggrund, og da naboer ikke er klageberettiget efter naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, var E ikke omfattet af kredsen af klageberettigede, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste klagen.
Kommentar: Klagenævnets nyere praksis, hvorefter adressaten for en afgørelse sidestilles med den, der har rådighed over den berørte ejendom, er klart uholdbar, jf. tilsvarende kommentarerne til MRF 2023.182 Mfk og MRF 2023.218 Mfk. I ovenstående sag er det uforståeligt, at E ikke blev anset for adressat for kommunens afgørelse, når det fremgår af sagens oplysninger, at E havde etableret rørledningen over grundejerforeningens ejendom, at det var E, som søgte om og modtog kommunens afslag, og at E havde ret til at have rørledningen liggende under ejendommen. Afslaget på retlig lovliggørende dispensation rejser i øvrigt et selvstændigt problem, da kommunen ikke i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, har hjemmel til at påbyde E at lovliggøre forhold på fremmed ejendom, medmindre det lægges til grund, at E netop har rådighed over arealet, jf. § 74, stk. 1.