MRF 2023.120
Højesterets dom af 23. juni 2023, 2. afd., sag BS-28500/2022-HJR
(Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Julie Arnth Jørgensen)
N (adv. Bjarne Skøtt Jensen) mod E (adv. Esben Skøtt Jensen, besk.)
Ikke ejendomshævd (grænsehævd) over jordstykke mellem skel og hæk, da der ikke var udøvet en ejers råden over jordstykket. Skelforretning havde konkluderet hævd.
E havde siden 2001 ejet en landbrugsejendom på det nordlige Lolland (ejendom 1), der omkransede en mindre ejendom (ejendom 2) i sin helhed. Ejendom 2 var i 1963 blevet udstykket fra ejendom 1. I 2017 erhvervede N ejendom 2 og foretog herefter en kraftig beskæring af en bred hæk, der omkransede ejendommen, hvorefter hækken gik ud. I forbindelse med at hækken blev fjernet, opstod der en tvist mellem E og N om skellets placering, idet N bl.a. mente at have vundet grænsehævd nord, syd og øst for deres ejendom. N anmodede derfor om en skelforretning, hvor en landinspektør afsatte skellet mod syd i overensstemmelse med det matrikulære skel afsat i forbindelse med udstykningen af ejendom 2 i 1963, mens skellet mod øst og nord blev afsat i midten af den tidligere hæk mellem ejendommene. Landinspektøren begrundede dette med, at der var tilstrækkelige indikationer på, at de eksisterende brugsgrænser mod nord og øst havde bestået i over 20 år som midte af hækken. E anlagde herefter sag mod N med påstand om, at N skulle anerkende, at skellet mod nord, syd og øst var placeret i overensstemmelse med den matrikulære skelgrænse og ikke i hækkens midte. N gjorde hertil gældende, at skellet skulle fastsættes i overensstemmelse med skelforretningen, men således at N havde vundet yderligere grænsehævd på et smalt areal langs den østlige og nordlige del af skellet til ydersiden af den tidligere hæk med henvisning til, at hækken efter hegnslovens regler havde haft status som et eget hegn på ejendom 2. N gjorde endvidere gældende at have vundet hævd på et mindre areal ud for skellet mod syd, hvor der havde stået et lærketræ, der var plantet af en tidligere ejer af ejendom 2. Endelig nedlagde N påstand om, at E skulle betale omkostningerne til skelforretningen. E påstod frifindelse over for de selvstændige påstande, idet de med henvisning til U 2015.120 Ø bl.a. gjorde gældende, at N’s vedligeholdelse af hækken som et fælleshegn ikke havde haft en sådan karakter, at der kunne vindes grænsehævd mod øst og nord. Byretten lagde til grund for så vidt angik den østlige og nordlige del af skellet, at den omtvistede hæk i bredden var placeret på begge sider af skel, at hækken derfor måtte anses som et fælleshegn, og at hækken var blevet vedligeholdt af de til enhver tid værende ejere af de tilgrænsende arealer. På den baggrund fandt byretten med henvisning til U 2015.120 Ø, at den råden, som ejerne af ejendom 2 havde udøvet over det omtvistede areal, ikke gav grundlag for ejendomshævd, hvorefter N blev dømt til at anerkende det matrikulære skel, og E blev frifundet for de selvstændige hævdspåstande og betaling af omkostningerne til skelforretningen. N ankede dommen til landsretten (MRF 2021.298 Ø), der ikke fandt det godtgjort, at skelpælen i det sydøstlige hjørne var placeret forkert i forhold til det matrikulære skel. Landsretten fandt videre, at den omtvistede hæk i det hele havde været plantet på ejendom 1, men tæt på skel mellem de to ejendomme, og at det ikke efter bevisførelsen kunne fastlægges, om hækken var plantet af ejeren af ejendom 1 eller ejendom 2. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at ejerne af ejendom 2 havde udøvet en ejers råden over de arealer, der var omfattet af hævdspåstandene, hvorfor der ikke var grundlag for at tage N’s påstande om skellets placering til følge, og at der ikke var grundlag for at pålægge E at bære omkostninger til skelforretningen. N ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der lagde til grund, at der omkring 1970 var plantet en hæk på den tidligere ejer af E’s fritidsbolig tæt ved det matrikulære skel, og at hækken siden havde været vedligeholdt som fælles hegn, men at den vedligeholdelse af hækken, som de tidligere ejere af N’s ejendom havde foretaget, ikke kunne anses for en retsstridig råden, der kunne danne grundlag for ejendomshævd over arealet, og da arealet i det væsentlige havde været dækket af beplantning, fandtes det ikke godtgjort, at de tidligere ejere af N’s ejendom havde udøvet en ejers råden over arealet. Med henvisning hertil stadfæstede Højesteret landsrettens dom.
Kommentar: Som det fremgår, afgjorde Højesteret sagen på de subjektive betingelser for ejendomshævd, der forudsætter, at den hævdendes råden må anses for retsstridig, og at den uøvede råden har en karakter, der anses for naturlig for en ejer. Den omstændighed, at de tidligere ejere af N’s ejendom havde vedligeholdt hækken, kunne ikke anses for retsstridig, og da det ikke var godtgjort, at de tidligere ejere af N’s ejendom i øvrigt havde udøvet en ejers råden, var betingelserne for hævd ikke opfyldt, hvilket er på linje med dommen i U 2015.120 Ø. I forhold til MRF 2023.135 Ø, hvor landsretten anerkendte ejendomshævd, selv om den hævdendes råden var sket på baggrund af en aftale mellem parterne om placering af trådhegn, er der den forskel, at den hævdende i MRF 2023.135 Ø havde udøvet en ejers råden. Dommen illustrerer, at selv om udstykningslovens § 38 kræver, at der er gennemført forudgående skelforretning, hvor en landinspektør tager stilling til ejendomshævd, inden sagsanlæg om hævd, begrænser dette ikke prøvelsen ved domstolene, hvilket forekommer velbegrundet. Se tillige MRF 2021.297 Ø, hvor en hævdsag blev afvist, fordi der ikke var gennemført forudgående skelforretning. Mht. retsstridighedsbetingelsen for hævd se tillige MRF 2021.274 H, hvor ejendomshævd blev afvist med henvisning til, at den udøvede råden var sket på grundlag af en aftale og dermed var retmæssig, og se tilsvarende MRF 2021.285 V. Se tillige Pagh og Haugsted: Fast Ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 820 ff., Kristian Maarup i MRF 2023C.3 med en samlet gennemgang af de subjektive betingelser for ejendomshævd samt Lars Ramhøj: Landsinspektøren 2023, nr. 2, der behandler spørgsmålet, om ond tro har betydning for hævderhvervelsen.