MRF 2021.285
Vestre Landsrets dom af 17. september 2021, 8. afd., sag BS-32771/2020-VLR
(Jakob O. Ebbensgaard, Claus Rohde og Torben Riise (kst.))
Vandværk A (adv. Niels Stengaard Vase) mod B (adv. Sebastian Ekholm Scheffmann)
Ikke ejendomshævd, uanset der var udøvet en ejers råden over arealet i mere end 20 år, da rådighedsudøvelsen var sket i henhold til tilladelse fra ejendommens ejer og dermed ikke var retsstridig.
Sagen angik et areal i byen Egense i det nordøstlige Himmerland, der var ejet af et vandværk. I 1987 erhvervede B naboejendommen til vandværkets areal, og B begyndte derefter gradvist at rydde arealet for træer og krat og slå græs på arealet, ligesom B på et senere tidspunkt satte et plankeværk op på arealet. I 2019 oplyste vandværket B om, at vandværket ønskede at indgå en skriftlig aftale om B’s brug af arealet, hvilket B afviste med henvisning til, at B havde vundet ejendomshævd. Da vandværket imidlertid mente, at der var indgået en mundtlig aftale om B’s brug af arealet, opsagde vandværket i februar 2019 B’s brugsret med virkning fra 1. april 2019. Da B’s brug ikke ophørte, anlagde vandværket sag mod B med påstand om dels, at ejendomsretten til arealet tilkom vandværket, at B’s brugsret til arealet var ophørt, og at B derfor var forpligtet til at nedtage plankeværket. Vandværket gjorde navnlig gældende, at parterne i 1996 havde indgået en mundtlig aftale om, at B kunne anvende arealet mod at vedligeholde det, og henviste bl.a. til nogle protokoller fra vandværkets generalforsamlinger i 1996 og 2011, hvoraf fremgik, at B måtte anvende arealet mod, at B påtog sig vedligeholdelsen. B påstod frifindelse og gjorde gældende, at der ikke var indgået aftaler om B’s brug af arealet. Byretten lagde til grund, at vandværket ikke siden 1996 havde vedligeholdt arealet, og at B havde udøvet en ejers råden over arealet i mere end 20 år. Efter bevisførelsen, herunder vandværkets protokoller fra 1996 og 2011, fandt retten imidlertid, at B havde haft tilladelse til at bruge arealet, og at B’s råden derfor havde været retmæssig. Da B’s råden herefter ikke kunne danne grundlag for hævd, havde vandværket ejendomsretten til arealet, og B’s brugsret var ophørt med vandværkets opsigelse af B’s brugsret. B ankede dommen til landsretten, der tiltrådte, at B havde udøvet en ejers råden over arealet ved at inddrage det i sin have. Landsretten bemærkede, at B i et brev fra marts 2019 havde afvist at indgå en lejeaftale om arealet med henvisning til, at vandværket havde oplyst B om, ”at jordstykket ikke længere skulle anvendes og at [B] derfor fik fuld råderet over arealet”. B havde endvidere forklaret, at hun kort efter sin indflytning på ejendommen havde talt med bestyrelsesformanden for vandværket, og at B forstod det således, at hun blot kunne tage arealet. På den baggrund lagde landsretten til grund, at B havde fået en tilladelse af vandværket til at benytte arealet kort tid efter, at B var flyttet ind på sin ejendom. Hertil kom, at vandværket under forløbet havde accepteret B’s benyttelse af arealet mod, at B stod for vedligeholdelsen heraf, hvilket bl.a. blev bekræftet af protokoludskrifterne. Da B havde udøvet sin råden over arealet i henhold til en tilladelse fra vandværket, havde B’s råden ikke været retsstridig, hvorfor der ikke kunne vindes ejendomshævd over arealet. Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom.
Kommentar: Dommen kan sammenholdes med MRF 2021.210 Ø, hvor Østre Landsret afviste, at Politiforbundet havde vundet hævd på færdsels- og gennemkørselsret gennem en port på en naboejendom, hvis ejer havde accepteret færdslen, og MRF 2021.274 H, hvor Højesteret fandt, at der ikke var vundet ejendomshævd til et areal, hvorpå der var placeret en del af en carport i henhold til en mundtlig aftale med arealejeren.