MRF 2021.298
Østre Landsrets dom af 29. november 2021, 25. afd., sag BS-13523/2021-OLR
(Mette Lyster Knudsen, Nikolaj Aarø-Hansen og Anders Schäfer (kst.))
A1 og A2 (adv. Anders Thomas Hessner for begge) mod B1 og B2 (adv. Bjarne Skøtt Jensen for begge)
Ikke ejendomshævd (grænsehævd) over jordstykke mellem skel og hæk, da der ikke var udøvet en ejers råden over jordstykket. Skelforretning havde konkluderet hævd. [Anket - se MRF 2023.120 H]
A1 og A2 havde siden 2001 ejet en landbrugsejendom på det nordlige Lolland (ejendom 1), der omkransede en mindre ejendom (ejendom 2) i sin helhed. Ejendom 2 var i 1963 blevet udstykket fra ejendom 1. I 2017 erhvervede B1 og B2 ejendom 2 og foretog herefter en kraftig beskæring af en bred hæk, der omkransede ejendommen, hvorefter hækken gik ud. I forbindelse med at hækken blev fjernet, opstod der en tvist mellem naboerne om skellets placering, idet B1 og B2 bl.a. mente at have vundet grænsehævd nord, syd og øst for deres ejendom. B1 og B2 anmodede derfor om en skelforretning, hvor en landinspektør afsatte skellet mod syd i overensstemmelse med det matrikulære skel afsat i forbindelse med udstykningen af ejendom 2 i 1963, mens skellet mod øst og nord blev afsat i midten af den tidligere hæk mellem ejendommene. Landinspektøren begrundede dette med, at der var tilstrækkelige indikationer på, at de eksisterende brugsgrænser mod nord og øst havde bestået i over 20 år som midte af hækken. A1 og A2 anlagde herefter sag mod B1 og B2 med påstand om, at B1 og B2 skulle anerkende, at skellet mod nord, syd og øst var placeret i overensstemmelse med den matrikulære skelgrænse og ikke i hækkens midte. B1 og B2 gjorde heroverfor gældende, at skellet skulle fastsættes i overensstemmelse med skelforretningen, dog således at B1 og B2 havde vundet yderligere grænsehævd på et smalt areal langs den østlige og nordlige del af skellet til ydersiden af den tidligere hæk med henvisning til, at hækken efter hegnslovens regler havde haft status som et eget hegn på ejendom 2. B1 og B2 gjorde endvidere gældende at have vundet hævd på et mindre areal ud for skellet mod syd, hvor der havde stået et lærketræ, der var plantet af en tidligere ejer af ejendom 2. Endelig nedlagde B1 og B2 påstand om, at A1 og A2 skulle betale omkostningerne til skelforretningen. A1 og A2 påstod frifindelse over for de selvstændige påstande, idet de med henvisning til U 2015.120 Ø bl.a. gjorde gældende, at B1 og B2’s vedligeholdelse af hækken som et fælleshegn ikke havde haft en sådan karakter, at der kunne vindes grænsehævd mod øst og nord. Byretten lagde til grund for så vidt angik den østlige og nordlige del af skellet, at den omtvistede hæk i bredden var placeret på begge sider af skel, at hækken derfor måtte anses som et fælleshegn, og at hækken var blevet vedligeholdt af de til enhver tid værende ejere af de tilgrænsende arealer. På den baggrund fandt byretten med henvisning til U 2015.120 Ø, at den råden, som ejerne af ejendom 2 havde udøvet over det omtvistede areal, ikke gav grundlag for ejendomshævd (grænsehævd). For så vidt angik skellet mod syd tiltrådte byretten landinspektørens skelfastsættelse, idet det oplyste om et lærketræs placering på ejendom 1 ikke kunne føre til et andet resultat. På den baggrund blev B1 og B2 dømt til at anerkende, at skellet løb langs det matrikulære skel, mens A1 og A2 blev frifundet for de selvstændige hævdspåstande og påstanden om betaling af omkostningerne til skelforretningen. B1 og B2 ankede dommen til landsretten, der ikke fandt det godtgjort, at skelpælen i det sydøstlige hjørne var placeret forkert i forhold til det matrikulære skel. Landsretten fandt videre, at den omtvistede hæk i det hele havde været plantet på ejendom 1, men tæt på skel mellem de to ejendomme, og at det ikke efter bevisførelsen kunne fastlægges, om hækken var plantet af ejeren af ejendom 1 eller ejendom 2. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at ejerne af ejendom 2 havde udøvet en ejers råden over de arealer, der var omfattet af hævdspåstandene, hvorfor der ikke var grundlag for at tage B1 og B2’s påstande om skellets placering til følge. Henset til baggrunden for tvistens opståen, sagens forløb og parternes påstande under skelforretningen sammenholdt med sagens udfald fandt landsretten, at A1 og A2 ikke skulle bære nogen del af omkostningerne til skelforretningen. På denne baggrund blev byrettens dom stadfæstet.
Kommentar: Eftersom både byrettens og landsrettens sagsfremstilling på flere punkter er ufuldstændig, er det vanskeligt at danne sig det fornødne overblik over sagens faktiske omstændigheder. Det mangler således bl.a. oplysninger om hækkens nærmere placering i forhold til skellet og om sammenhængen mellem sagsøgernes påstand og det matrikulære skel, der blev fastsat i forbindelse med udstykningen af ejendom 2 i 1963.
Under sagen procederede begge parter på dommen i U 2015.120 Ø, der angik en tvist, som på flere punkter var sammenlignelig med ovenstående sag. I 2015-dommen fandt landsretten, at vedligeholdelse af en den ene side af en hæk, der ikke er placeret i skel, ikke giver grundlag for ejendomshævd over arealet mellem skellet og hækkens midte. Sagen blev afgjort på den manglende intensitet i rådighedsudøvelsen, når der ikke på ”anden særlig måde” er rådet over jordstykket end blot almindelig vedligeholdelse af den ene side af hækken. Som anført af Bendt Berg i MAD 2015.276 kunne sagen imidlertid lige så vel have været afgjort på den hævdsretlige betingelse om uretmæssighed, idet det følger af hegnslovens § 19, stk. 6, at en grundejer altid er berettiget til at klippe hækken på den side, der vender mod hans ejendom, uanset om der er tale om et eget hegn eller fælleshegn. Se også Ramhøj i Landinspektøren 3-2015, s. 20 f. med kritik af U 2015.120 Ø. Til forskel fra sagen i U 2015.120 Ø kredsede parterne i den ovenstående sag om hegnslovens regler om egne hegn og fælleshegn, uden at det dog står klart, hvad konsekvenserne af hegnsloven regler efter parternes opfattelse ville være for den konkrete sag. Ingen af parterne ses at have procederet på, at klipning af hækken på den side, der vendte ind mod hver af ejendommene, måtte have været retmæssig.
Landsrettens dom må formentlig forstås sådan, at landsretten – modsat byretten – ikke tog stilling til, om den tidligere hæk havde udgjort et eget hegn eller fælleshegn i hegnslovens forstand. Selvom landsretten fandt, at hækken i sin helhed havde været placeret på ejendom 1, er det ikke udelukket, at hækken var et fælleshegn, såfremt parterne havde anset og vedligeholdt den som et fælleshegn gennem en årrække, jf. Bendt Berg, Hegnsloven med kommentarer, 4. udg., 2014, s. 45. Under alle omstændigheder må landsretten dog forudsætningsvist have afvist B1 og B2’s synspunkt om, at hækken udgjorde et eget hegn på ejendom 2, hvorfor hævd til hækkens yderside var udelukket.
Det spørgsmål, som landsretten tog stilling til, var herefter, om ejendomsgrænsen skulle afsættes i midten af den tidligere hæk (som landinspektøren havde gjort), eller om grænsen derimod skulle trækkes på indersiden af hækken i overensstemmelse med det matrikulære skel, der blev afsat i forbindelse med udstykningen af ejendom 2 i 1963 (som A1 og A2 gjorde gældende). Her tilsluttede landsretten sig A1 og A2’s synspunkt, idet landsretten fandt, at ejerne af ejendom 2 ikke havde udøvet den for stedet naturlige ejerråden over arealet mellem skel og hækkens midte. Landsrettens begrundelse og resultat er derfor helt på linje med U 2015.120 Ø, uden det fik betydning, at ovenstående sag angik en hæk mellem et fritidshus og en landbrugsejendom og ikke en hæk mellem to parcelhuse, som tilfældet var i 2015-sagen. Dommen illustrerer, at selv om udstykningslovens § 38 kræver, at der er gennemført skelforretning, hvor landinspektør tager stilling til ejendomshævd, forud for sagsanlæg om hævd, begrænser dette ikke prøvelsen ved domstolene, hvilket forekommer velbegrundet. Se tillige MRF 2021.297 Ø, hvor en hævdssag blev afvist, da der ikke var gennemført skelforretning.
Link til byrettens og landsrettens domme. [NB: Dommen er anket til Højesteret - se MRF 2023.120 H.]