MRF 2026.3
EU-Domstolens dom af 26. februar 2026, 1. afd., sag C-131/24, VIRUS m.fl.
Forbuddet i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5(d) mod forsætlig forstyrrelse af vilde fugle i yngletiden er ikke overtrådt ved et projekt, hvor enkelte individer skades, men afværgeforanstaltninger faktisk forhindrer eller begrænser forstyrrelsen, så den ikke har væsentlig betydning for direktivets formål om at opretholde bestanden. Tilstrækkeligheden af vilkår kan godtgøres ved sagkyndiges vurderinger.
Baggrunden for denne sag var, at de østrigske myndigheder havde meddelt VVM-tilladelse til anlæg af en vej i et skovområde, der var yngleområde for sanglærken, grå agerhøne og vagtel samt habitat for mellemflagspætten. VVM-tilladelsen indeholdt vilkår for projektets gennemførelse for at begrænse virkningen på vilde fugle. Miljøorganisationen VIRUS og flere andre NGO’er anfægtede VVM-tilladelsen ved de østrigske forvaltningsdomstole og gjorde bl.a. gældende, at tilladelsen var i modstrid med forbuddet mod forsætlig forstyrrelse af fuglene i yngletiden i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5(d). Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvor den østrigske domstol spurgte, om art. 5(d) skal fortolkes på den måde, at der ikke foreligger en væsentlig forsætlig forstyrrelse i strid med art. 5(d), hvis der sker forstyrrelse af enkelte individer, men forebyggende foranstaltninger sikrer, at bestanden af de påvirkede fuglearter opretholdes på det nødvendige niveau, og hvilke beviskrav der i givet fald stilles til, at foranstaltningerne er tilstrækkelige, herunder om muligheden for udmelding af sagkyndige. EU-Domstolen lagde til grund, at forbuddet mod forsætlig forstyrrelse ikke kun omfatter handlinger, der tilsigter at forstyrre, men også handlinger såsom et vejprojekt, hvis dette har sådanne forstyrrende virkninger, jf. sag C-473/19 (MRF 2021.35) (præmis 39 og 42). Men mens der efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5(a) og (b) gælder et forbud mod forsætligt at dræbe og indfange fugle og ødelægge deres redder, gælder forbuddet mod forsætlig forstyrrelse i art. 5(d) kun, hvis forstyrrelsen har væsentlig betydning for formålet med fuglebeskyttelsesdirektivet, jf. i samme retning sag C-784/23 (MRF 2025.53). Hvis vilkårene for et projekt indeholder passende foranstaltninger, som faktisk forhindrer eller begrænser forstyrrelsen, således at den ikke har væsentlig betydning for formålet om at opretholde bestanden af vilde fuglearter, finder forbuddet i art. 5(d) ikke anvendelse (præmis 44). I forlængelse heraf afviste EU-Domstolen, at forbuddet mod forsætlig forstyrrelse af vilde fugle i art. 5(d) kan fortolkes på samme måde som habitatdirektivets art. 6(3), der alene gælder for de særlige fuglebeskyttelsesområder efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4. I forhold til beviskrav for, om de fastsatte foranstaltninger for at undgå sådanne virkninger var tilstrækkelige, fastslog EU-Domstolen, at dette spørgsmål ikke er reguleret i fuglebeskyttelsesdirektivet og derfor er undergivet medlemsstaternes procesautonomi, der dog skal respektere effektivitets- og ækvivalensprincipperne og i øvrigt opfylde de krav, der følger af princippet om god forvaltningsskik, som kræver en upartisk og begrundet vurdering, og skal være i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, men uden at der kan kræves videnskabelig dokumentation for, at foranstaltningerne er tilstrækkelige (præmis 57).
Kommentar: Dommen vedrører fuglebeskyttelsesdirektivets forbud mod forsætlig forstyrrelse af vilde fugle. Reglen i fuglebeskyttelsesdirektivet adskiller sig fra habitatdirektivets art. 12(1)(d), der forbyder uagtsom beskadigelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, jf. sag C-357/20 (Europæisk hamster II) (MRF 2021.198), så der kan ikke nødvendigvis sluttes analogt. Men da det overordnede sigte med de to bestemmelser er at sikre artsbeskyttelse og ikke individbeskyttelse, kan dette tale for, at de to bestemmelser skal fortolkes på samme måde mht., hvilke påvirkninger der er tilladt henholdsvis forbudt, og i hvilket omfang der kan tages hensyn til afværgeforanstaltninger. Denne fortolkning svarer i givet fald til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis, der har lagt vægt på, om et projekt skader den økologiske funktionalitet af bilag IV-artens yngle- og rasteområde, jf. f.eks. MRF 2024.273 Mfk, hvor nævnet stadfæstede VVM-tilladelsen til tre kæmpevindmøller ved Broholm. I forhold til muligheden for, at Miljø- og Fødevareklagenævnet selv indhenter sagkyndige vurderinger, eller der ved domstolene udmeldes syn og skøn i retssager, er dommen på linje med dansk ret.