MRF 2026.2

EU-Domstolens dom af 22. januar 2026, 3. afd., sag C‑554/24 P, Polen mod Kommissionen

Kommissionens afgørelser om inddrivelse ved modregning af tvangsbøder, der var pålagt Polen i MRF 2021.197 til efterlevelse af opsættende virkning af traktatbrudssøgsmål anlagt af Tjekkiet vedr. polsk brunkulsmine (MRF 2021.196), var ikke ugyldige, uanset at Tjekkiet og Polen i februar 2022 indgik udenretligt forlig, hvorefter hovedsagen blev hævet.

I marts 2020 traf de polske myndigheder afgørelse om at tillade en forlængelse af driftsperioden for en eksisterende brunkulsmine i byen Turów nær grænsen til Tjekkiet og Tyskland indtil 2026. Da Tjekkiet mente, at den fortsatte minedrift kunne have grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og at tilladelsen var meddelt i strid med bl.a. VVM-direktivet, anlagde Tjekkiet i februar 2021 traktatbrudssøgsmål mod Polen i medfør af TEUF art. 259. Tjekkiet anmodede samtidig EU-Domstolen om at pålægge Polen at indstille minedriften i Turów straks som en foreløbig forholdsregel i medfør af TEUF art. 279 (opsættende virkning). Ved kendelse af 21. maj 2021 (MRF 2021.196) gav Domstolen Tjekkiet medhold i, at Polen straks skulle indstille minedriften, indtil der blev afsagt endelig dom i hovedsagen (sag C-121/21). Da minedriften ikke blev standset, anmodede Tjekkiet (støttet af Kommissionen) efterfølgende Domstolen om at idømme Polen daglige tvangsbøder, indtil kendelsen om foreløbige forholdsregler blev efterlevet. Ved kendelse af 20. september 2021 (MRF 2021.197) blev Polen pålagt daglige tvangsbøder på 500.000 euro (ca. 3,7 mio. DKK) fra 20. september 2021, og indtil Polen efterkom kendelsen af 21. maj 2021. Efter at generaladvokaten den 3. februar 2022 fremsatte forslag til afgørelse i hovedsagen, besluttede Tjekkiet og Polen at forlige tvisten vedr. brunkulsminen, hvilket den 4. februar 2022 blev meddelt EU-Domstolen, hvorefter sag C-121/21 blev slettet fra Domstolens register. Samme dag anmodede Polen om, at EU-Domstolen ophævede kendelsen af 20. september 2021 om pålæg af tvangsbøder, hvilket Domstolen afslog ved kendelse af 19. maj 2022, idet Domstolen bemærkede, at Polen fra 4. februar 2022 ikke længere havde været forpligtet til at indstille minedriften eller betale yderligere tvangsbøder, eftersom hovedsagen var afsluttet. Kommissionen var imidlertid af den opfattelse, at Polen uanset forliget fortsat var forpligtet til at betale de daglige tvangsbøder, der var påløbet fra Domstolens kendelse af 20. september 2021 til den 3. februar 2022, i alt 68,5 mio. euro (ca. 511 mio. DKK). Kommissionen traf derfor i februar, marts og maj 2022 afgørelser i medfør af finansforordningen (2018/1046) om, at tvangsbøderne skulle inddrives ved modregning i forskellige fordringer, som Polen havde over for EU. Polen anlagde herefter annullationssøgsmål mod Kommissionen med påstand om, at afgørelserne om modregning skulle ophæves, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at en inddrivelse af tvangsbøderne efter sletningen af sag C-121/21 gik videre end formålet med de foreløbige forholdsregler, og at afgørelserne led af begrundelsesmangler. Kommissionen påstod frifindelse. Retten bemærkede indledningsvis, at pålæg af tvangsbøder som tillæg til foreløbige forholdsregler har til formål at sikre den effektive anvendelse af EU-retten, og at der ikke er tale om en sanktion, men et instrument af tvangsmæssig karakter (præmis 31-34). Retten afviste, at forpligtelsen til at betale de tvangsbøder, der var påløbet, indtil hovedsagen blev hævet den 4. februar 2022, var bortfaldet som følge af parternes forlig og sletningen af sag C-121/21 fra Domstolens register, idet tvangsbøderne i den konkrete sag havde haft til formål at sikre overholdelsen af de foreløbige forholdsregler fastsat i kendelsen af 21. maj 2021, og deres bortfald ved sagens afslutning reelt ville gøre tvangsbødeinstituttet indholdsløst, da Polen i givet fald bevidst kunne tilsidesætte forpligtelsen til at efterkomme de foreløbige forholdsregler (præmis 42 og 47 f.). Retten kunne derfor ikke give Polen medhold i, at Kommissionens afgørelser om inddrivelse af de påløbne tvangsbøder ved modregning skulle ophæves, idet Retten bemærkede, at betingelserne i finansforordningen for modregning i øvrigt havde været opfyldt (præmis 50). Da afgørelserne heller ikke fandtes at lide af begrundelsesmangler, blev Kommissionen i det hele frifundet (MRF 2024.9). Polen ankede Rettens dom til Domstolen og gentog bl.a. synspunktet om, at Rettens resultat reelt betød, at tvangsbøderne mistede deres accessoriske og midlertidige karakter i forhold til hovedsagen og fik karakter af en selvstændig sanktion, som der ikke var hjemmel til. Domstolen bemærkede, at selvom tvangsbøderne blev pålagt under et traktatbrudssøgsmål mellem Tjekkiet og Polen, tilfalder de EU’s budget og har derfor ikke til formål at kompensere den ene part til sagen, men skal derimod sikre EU-rettens effektive anvendelse. Heraf følger dels, at parterne ikke bagudrettet har rådighed over de foreløbige forholdsregler, når først de er blevet vedtaget af Domstolen, og dels at deres retsvirkninger kun kan ophæves med virkning for fremtiden og ikke ophæves eller ændres med tilbagevirkende kraft (præmis 54 f. og 62). Domstolen afviste, at det forhold, at de ubetalte tvangsbøder ikke bortfaldt, når hovedsagen blev hævet, betød, at tvangsbøderne fik karakter af en selvstændig sanktion, idet formålet med tvangsbøderne var at styrke effektiviteten af de foreløbige forholdsregler, og en anden fortolkning ville give den forpligtede part mulighed for at anfægte tvangsbødernes lovlighed ved at påberåbe sig sin egen passivitet (præmis 66 f.). Da Polen heller ikke fik medhold i sine øvrige anbringender, blev anken forkastet.

Kommentar: Med denne dom har Domstolen i det hele tiltrådte Rettens dom, som tidligere er trykt i MRF 2024.9, og der henvises hertil for en kommentar til dommen. Det kan tilføjes, at Domstolens generaladvokat Kokott kom til det modsatte resultat i forslaget til afgørelse ud fra overvejelser, som flugtede med de polske synspunkter om tvangsbødernes accessoriske karakter i forhold til hovedsagen og parternes dispositionsfrihed. Modsat Domstolen mente generaladvokaten, at de ubetalte tvangsbøders manglende bortfald i en situation som den foreliggende ville indebære, at tvangsbøderne fik ”en retsstridig selvstændig sanktionsvirkning” – et synspunkt, som også er udbredt i dansk ret, jf. MRF 2024.83 V med kommentar.

Link til Rettens og Domstolens domme.

(NB: Domstolen dom foreligger indtil videre kun i en foreløbig udgave. Når den endelige udgave foreligger, vil den blive gjort tilgængelig her på portalen.)