MRF 2026.1
EU-Domstolens dom af 15. januar 2026, 5. afd., sag C-129/24, Coillte Cuideachta Ghníomhaíochta Ainmnithe
Miljøoplysningsdirektivet kræver ikke, at den informationssøgende identificerer sig, men direktivet er ikke til hinder for en national ordning, der kræver en sådan identifikation, forudsat at dette ikke er i modstrid med effektivitets- og ækvivalensprincippet.
Baggrunden for sagen var, at den delvist statsejede kommercielt drevne irske skovbrugsvirksomhed Coillte på tre måneder i 2022 modtog 130 næsten identiske anmodninger om miljøoplysninger, hvoraf 97 hidrørte fra informationssøgende, der enten var anonyme eller anførte pseudonymer fra filmnavne. Coillte anmodede de informationssøgende om at identificere sig, og da dette ikke blev besvaret, afviste virksomheden anmodningen. 81 af afslagene blev påklaget til rekursmyndigheden, som ophævede afslaget i de første 58 sager. Coillte indbragte denne afgørelse for de irske domstole, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse til EU-Domstolen, om et sådant krav om identificering af den informationssøgende er i overensstemmelse med miljøoplysningsdirektivet og Århus-konventionen. EU-Domstolen lagde indledningsvis til grund, at efter miljøoplysningsdirektivets art. 2(5) er den informationssøgende defineret som en fysisk eller juridiske person, og at alle disse har krav på miljøoplysninger efter direktivets regler, uden at der i direktivet er krav om identifikation af den informationssøgende, og et sådant krav kan heller ikke udledes af direktivets formål (pr. 29-35). Men herefter fastslog EU-Domstolen, at direktivet heller ikke kræver, at der stilles miljøoplysninger til rådighed for andre end fysiske og juridiske personer, og at et krav om identifikation kan være begrundet i ressourcehensyn. Medlemsstaterne har derfor mulighed for at sikre sig, at anmodning om miljøoplysninger rent faktisk indgives af en fysisk eller juridisk person, så længe et sådant krav ikke er i modstrid med effektivitets- og ækvivalensprincippet.
Kommentar: Dommen illustrerer, at miljøoplysningsdirektivet sikrer en vidtgående adgang til at anmode om miljøoplysninger, men at myndigheder og virksomheder i forvaltningen af sådanne anmodninger kan stille krav, der ikke er reguleret i direktivet, hvis dette er nødvendigt for en effektiv administration, forudsat at sådanne krav ikke er i modstrid med effektivitets- og ækvivalensprincippet. For nyere EU-domme om miljøoplysningsdirektivet se sag C-470/19 (MRF 2021.88), sag C-619/19 (MRF 2021.29), sag C-84/22 (MRF 2023.197), sag C-344/22 (MRF 2024.3) og sag C-803/23 (MRF 2025.5).
(NB: Domstolen dom foreligger indtil videre kun i en foreløbig udgave. Når den endelige udgave foreligger, vil den blive gjort tilgængelig her på portalen.)