MRF 2021.29
EU-Domstolens dom af 20. januar 2021, 1. afd., sag C-619/19, Land Baden-Württemberg (Communications internes)
Miljøoplysningsdirektivets mulighed for efter en konkret afvejning at undtage ”interne meddelelser” fra retten til aktindsigt omfatter alle oplysninger, der ikke bevæger sig uden for en offentlig myndigheds interne sfære, også selvom oplysningen hidrører fra en ekstern kilde, når oplysningen ikke tidligere har været offentligt tilgængelig.
En borger i Tyskland anmodede statsministeriet i delstaten Baden-Württemberg om aktindsigt i nogle dokumenter vedr. træfældning i en slotspark i Stuttgart i oktober 2010. Dokumenterne omfattede bl.a. en oplysning, der var blevet sendt til ledelsen i statsministeriet i delstaten Baden-Württemberg, og ministeriets noter vedr. gennemførelsen af en forligsprocedure. Borgeren fik afslag på aktindsigt, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse fra den tyske Bundesverwaltungsgericht om fortolkningen af miljøoplysningsdirektivets (2003/4) art. 4(1)(e), hvorefter medlemsstaterne efter en konkret afvejning kan undtage ”interne meddelelser, under hensyntagen til offentlighedens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne” fra retten til aktindsigt i miljøoplysninger. De præjudicielle spørgsmål angik (1) om ”interne meddelelser” omfatter alle meddelelser, der ”ikke bevæger sig uden for en oplysningspligtig myndigheds indre sfære”, og (2) om undtagelsen gælder uden tidsmæssig begrænsning. Med hensyn til det første spørgsmål fandt EU-Domstolen, at begrebet ”interne meddelelser” skal undergives en selvstændig fortolkning i EU-retten. Domstolen udtalte, at ”meddelelse” skal forstås som en ”oplysning, som en ophavsmand har rettet til en adressat”, uanset om denne adressat er en abstrakt enhed eller en specifik person. Herefter fastslog Domstolen, at ”intern” skal forstås som ”en oplysning, der ikke bevæger sig uden for en offentlig myndigheds interne sfære, navnlig når den ikke er blevet udbredt til en tredjemand eller ikke er blevet stillet til rådighed for offentligheden”. Såfremt en myndighed har modtaget en oplysning fra en ekstern kilde, kan denne oplysning dog også være ”intern”, såfremt oplysningen ikke er blevet eller ikke burde være blevet stillet til rådighed for offentligheden, inden den blev modtaget af myndigheden, og oplysningen ikke efterfølgende bevæger sig uden for myndighedens ”interne sfære” (præmis 43). Domstolen præciserede videre, at den omstændighed, at en miljøoplysning på et senere tidspunkt vil kunne bevæge sig uden for en offentlig myndigheds interne sfære, f.eks. fordi den i fremtiden skal offentliggøres, ikke bevirker, at den meddelelse, der indeholder oplysningen, øjeblikkeligt mister sin interne karakter (præmis 49). Undtagelsen for interne meddelelser kan også omfatte oplysninger af faktuel art, da formålet med undtagelsen er at skabe et beskyttet rum for offentlige myndigheder til overvejelser og til at føre interne drøftelser (præmis 50). Ifølge Domstolen tydede oplysningerne om dokumenterne i hovedsagen på, at disse var undtaget fra retten til aktindsigt som interne meddelelser (præmis 52). Hvad dernæst angik en eventuel tidsmæssig begrænsning af undtagelsen for interne meddelelser, lagde EU-Domstolen til grund, at undtagelsen i art. 4(1)(d) for ufærdige dokumenter gælder frem til, der er truffet en afgørelse eller dokumentet er færdiggjort. Undtagelsen i art. 4(1)(e) er ikke som sådan er tidsmæssigt begrænset, men da et afslag på aktindsigt i miljøoplysninger indeholdt i en intern meddelelse altid skal være støttet på en afvejning af de foreliggende interesser, omfatter dette også hensyntagen til den tid, der er forløbet siden udarbejdelsen af meddelelsen (præmis 58 og 64). Et afslag på aktindsigt i miljøoplysninger i interne meddelelser skal desuden ledsages af en begrundelse om, hvorfor udbredelsen af oplysningen konkret og faktisk kunne skade den beskyttede interesse (præmis 68 f.).