MRF 2024.85
Østre Landsrets dom af 12. januar 2024, 19. afd., sag BS-16246/2022-OLR
(Lone Kerrn-Jespersen, Tine Egelund Thomsen, og Teresa Lund Tøgern (kst.))
C og D, E og F, G, GG og HH (tidligere boet efter H) (adv. Christian H. Schjerning) mod A og B (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Stiejere havde som ejere af tjenende ejendom ikke vundet frihedshævd i forhold til en i 1925 servitutstiftet stiadgang for A og B, da stiejernes råden ikke var sket på en sådan måde og i et sådant tidsrum, at det var uforeneligt med A og B’s færdselsret. Færdselsretten kunne heller ikke anses for bortfaldet som følge af begrænset brug af forskellige ejere af A og B’s ejendom.
Sagen angik fortolkning af en servitut om benyttelse af en sti, der ledte fra en vej (J-vej) ned til en sø, og om ejerne af den ejendom, hvor stien var placeret, havde vundet frihedshævd over for servitutten. A og B var ejer af matr.nr. bb og den derfra udstykkede grund matr.nr. aa, der grænsede op til stiarealet. Matr.nr. bb var oprindeligt udstykket fra matr.nr. cc, hvor der i 1925 var tinglyst en servitut om færdselsret, hvor det var anført: ”Mellem undertegnede grosserer B.P. og restauratør W.J. er d.d. indgået følgende overenskomst: B.P. der er ejer af matr.nr. dd, indgår herved på at matr.nr. cc og samtlige parceller, der måtte udstykkes herfra, har færdselsret på den på matr.nr. dd værende 10 m brede vej der fører til L-vej. Som ejer af nævnte ejendom matr.nr. dd indgår jeg B.P. herved på at nævnte rettigheder tinglæses som servitutstiftende på matr.nr. dd. Undertegnede B.P. og W.J. er enige om at samtlige parceller, der måtte udstykkes fra matr.nr. cc har færdselsret på den langs østsiden af matr.nr. ee, ff, ee [bb] værende vej, samt til at færdes på den langs matr.nr. cc’s sydside værende 3 m brede sti til K Sø”. Matr.nr. bb blev udstykket fra matr.nr. cc omtrent samtidig med servituttens tinglysning. Efter uenighed mellem A og B og ejerne af stiarealet (den tjenende ejendom) anlagde A og B retssag mod stiejerne med påstand om, at de skulle anerkende, at den til enhver tid værende ejer af A og B’s ejendom havde ret til færdsel på stiarealet med henvisning til den tinglyste servitut, og at de både var vejberettigede og påtaleberettigede. Ejerne af stiarealet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at A og B ikke var påtaleberettigede eller vejberettigede, og selv om dette måtte være tilfældet, havde A og B ikke retlig interesse i at håndhæve servitutten pga. ændrede forhold. Endelig gjorde stiejerne gældende, at servitutten var bortfaldet som følge af frihedshævd. Byretten lagde på grundlag af servituttens ordlyd til grund, at den i servitutten fastsatte færdselsret både omfattede parceller udstykket før og efter tinglysningen af servitutten, hvorfor A og B havde vejadgang i henhold til servitutten, og at servitutten ikke ud fra en formålsbetragtning kunne fortolkes imod ordlyden, så ejerne af de tre parceller ikke var tillagt stiadgang. Byretten afviste videre, at stiadgangen var bortfaldet ud fra et forudsætningssynspunkt, da stiejernes belastning ikke steg så kraftigt ved den øgede udstykning fra A og B’s parcel, at dette kunne føre til bortfald. I forhold til frihedshævd lagde byretten til grund, at A og B og tidligere ejere af ejendommen ikke eller i meget begrænset omfang havde anvendt stien, og at skellet mellem A og B’s ejendom og stien havde været markeret og i væsentligt omfang været uigennemtrængeligt på grund af hegn og hæk. Afgørende for, om der var vundet frihedshævd, var imidlertid, om stiejerne i hævdstid havde rådet over stien på en måde, som var uforenelig med servitutrettens fortsatte udøvelse. Efter bevisførelsen fandt retten det ikke godtgjort, at stiejerne aktivt havde rådet på en sådan måde, at servitutretten ikke kunne udøves af skiftende ejere af A og B’s ejendom. Byretten bemærkede herved, at selvom det måtte lægges til grund, at stiejerne løbene havde sørget for låge og lås ved stiens start ved J-vej, hvilket muligvis kunne have betydning for andre, der ville påberåbe sig servitutten, var det uden betydning for A og B, som havde haft hele skellet som mulig adgangsvej til stien. Stiejerne ankede dommen til landsretten med påstand om, at A og B skulle anerkende, at stiejerne havde vundet frihedshævd. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at stiejernes råden over arealet ikke var sket på en sådan måde og i et sådant tidsrum, at det var uforeneligt med A og B’s færdselsret, og udtalte herefter, at A og B’s færdselsret ikke kunne anses for bortfaldet som følge af begrænset eller manglende udnyttelse af stiarealet af de forskellige ejere af den herskende ejendom, herunder fordi det ikke var godtgjort, at A og B ikke reelt havde anvendt arealet i deres ejertid.
Kommentar: Dommen vedrører først og fremmest betingelserne for frihedshævd, hvilket mere indgående er belyst af Gam Madsen: U 2023B.115. Det er i overensstemmelse med hidtidig praksis, når byretten og landsretten fandt, at manglende brug af en servitut ikke i sig selv medfører servituttens bortfald, jf. U 1999.1295 Ø og U 2001.186 V. Fra nyere praksis om frihedshævd kan endvidere nævnes MRF 2021.278 V, MRF 2022.173 Ø og MRF 2022.175 Ø. Se tillige MRF 2022.272 Ø, hvor en tilstandsservitut om beplantningshøjde blev anset for begrænset på grundlag af frihedshævd.