MRF 2021.278
Vestre Landsrets dom af 12. august 2021, 2. afd., sagerne BS-26011/2019-VLR og BS-26013/2019-VLR
(Henrik Twilhøj, Astrid Bøgh og Iben Lihme Degnbol (kst.))
C, A og B (adv. Michael Bach Jensen) mod D (adv. Morten Bünemann Dalsgaard) og C, A og B (adv. Michael Bach Jensen) mod E (adv. Morten Bünemann Dalsgaard)
Ejere af to ejendomme fik på grundlag af servitut anerkendelsesdom for, at ejere af to tjenende ejendomme ud mod kysten skulle beskære al beplantning inklusiv større træer til to meters højde over terræn og betale alle omkostninger hertil, idet frihedshævd blev afvist.
Baggrunden for sagen var, at der i 1960 blev tinglyst et skøde og servitut på matr.nr. 1, der senere blev overtaget af D. Servitutten bestemte bl.a., at ”Højtvoksende træer må ikke plantes så nær ved skel, at naboens træer eller planter ødelægges heraf. Såfremt der klages herover, kan bestyrelsen, hvis den finder klagen berettiget og skønner, at udsigten hindres for naboen, forlange sådanne træer fjernede og om nødvendigt lade arbejdet udføre på grundejerens bekostning. På de arealer, der ligger mellem Odder Jernbane og fjorden, må der ikke være højere planter end 2 meter”. Påtaleberettiget efter servitutten var medlemmer af J I/S samt til hvem medlemmer af J I/S overdrog påtaleretten. Ved et dokument underskrevet i 2005 blev påtaleretten overgivet til bl.a. de til enhver tid værende ejere af ejere af C’s ejendom og A og B’s ejendom. Ifølge tinglyst tingbog påhvilede de i servitutten anførte byrder også E’s ejendom, og dette fremgik ligeledes af det skøde, som E underskrev ved overtagelsen i 1999. Da træerne på D’s og E’s ejendomme var 7 til 10 meter høje og hækken 3½ meter høj, og dette begrænsede udsigten fra C’s ejendom og A og B’s ejendom, anlagde C, A og B retssag mod E og D med påstand om, at D og E blev tilpligtet at beskære beplantningen i overensstemmelse med servitutten. D og E påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, (1) at sagsøgerne ikke havde påtaleret efter servitutten, (2) at servituttens højdebegrænsning ikke omfattede træer, (3) at sagsøgerne ikke var naboer til D og E og derfor ikke kunne påberåbe sig naboretlige grundsætninger, og (4) at der var indtrådt frihedshævd, da højdebegrænsningen havde været overskredet gennem alle årene. E gjorde særskilt gældende, at E’s ejendom ikke var omfattet af servitutten. Byretten fandt, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at servitutten skulle fortolkes som en højdebegrænsning for træer, og frifandt med henvisning hertil D og E, uden at retten tog stilling til påtaleret, eller om E var forpligtet af servitutten. C og A og B ankede til landsretten, hvor der blev udmeldt syn og skøn og gennemført supplerende vidneafhøring, men hvor parterne i øvrigt gentog anbringenderne fra sagen for byretten. Landsretten lagde indledningsvis til grund, at påtaleretten efter servitutten gyldigt var overdraget til C henholdsvis A og B, og at servitutten også påhvilede E’s ejendom. På grundlag af bevisførelsen lagde landsretten til grund, at servitutten måtte fortolkes som et forbud mod beplantning over to meter, og at dette også omfattede træer. Herefter afviste landsretten, at de D og E havde godtgjort, at der var vundet frihedshævd til at bevare den eksisterende beplantning, hvorefter C og A og B fik medhold i den nedlagte anerkendelsespåstand om, at D og E skulle beskære beplantning.
Kommentar: Dommen følger sædvanlig servitutfortolkning og illustrerer samtidig nogle af de udfordringer, som fortolkning af servitutter ofte giver anledning til. Hvor beplantningens højde ikke er reguleret ved servitut, beror det på den almindelige naboret, om træer kan kræves fældet eller beskåret på grund af skyggegener og udsigtsgener, som det illustreres i MRF 2021.296 Ø og MRF 2021.292 V. Landsrettens forudsætningsvise anerkendelse af, at der kan vindes frihedshævd over for en tilstandsservitut, er på linje med landsrettens dom i U 2020.2356 H.