MRF 2024.247
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. september 2024, j.nr. 24/02836 og 24/02840
Stadfæstet Frederikssund Kommunes tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, til kommunalt kystbeskyttelsesprojekt ved Kulhuse, da der ikke var grundlag for at underkende VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 eller vurdering efter kysthabitatbekendtgørelsens §§ 3 og 7 eller for at tilsidesætte kommunens afvejning, og da kommunens fordeling af udgifter lå inden for rammerne af kystbeskyttelseslovens § 9 a.
Frederikssund Kommune meddelte den 1. februar 2024 efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, tilladelse til det kommunale fællesprojekt om kystbeskyttelse ved Kulhuse Øst. Projektet omfattede etableringen af et ca. 2,4 km langt jorddige med digekrone mellem kote +2,2 m DVR90 og +2,4 m DVR90, et 105 meter langt tværdige i kote +2,3 m DVR90 og kortere dige på 26 meter i kote 2,3 m DVR90. Endvidere skulle etableres tværgående dræn, udnyttelse af terræn som vandreservoir i højvandssituationer, pumper og overgange. Samtidig meddelte kommunen efter miljøvurderingslovens § 21 screeningafgørelse om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse samt afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsens § 3, som endvidere indeholdt en vurdering efter kysthabitatbekendtgørelsens § 7. Kystbeskyttelsesprojektet havde karakter af et dige på 2,4 km beliggende i den nordlige del af Hornsherred og skulle etableres på en strækning på ca. 1,9 km i linje med kysten ud til Roskilde Fjord. I området hvor projektet skulle anlægges var der i forvejen etableret diger i vekslende højde mellem ca. kote +1,0 m DVR90 og +1,75 m DVR90. Den østlige del af projektet lå ca. 10 meter fra natura 2000-område nr. 136, Roskilde Fjord og bestod af habitatområde H120 og H199 samt fuglebeskyttelsesområderne F105 og F107. Udpegningsgrundlaget for H120 var bl.a. strandeng, tidvis våd eng og surt overdrev, mens udpegningsgrundlaget for F107 bl.a. var havørn, sortspætte, hvepsevåge og rødrygget tornskade. I afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven var der pålagt bidragspligt for ejere, som opnåede en beskyttelse eller anden fordel af foranstaltningerne samt truffet afgørelse om oprettelse kystbeskyttelseslag og vedtægter for laget. Videre fremgik, at kommunens afgørelse om fremme sagen var baseret på en interessetilkendegivelse fra berørte borgere, hvor 83 % havde været for projektets gennemførelse. Kystdirektoratet havde i juni 2017 udtalt, at der efter højvandsstatistikken og hændelserne under stormen Bodil var behov for kystbeskyttelse i området, og anbefalet at trække et eksisterende dige tilbage fra kysten for at mindske bølgepåvirkning. Af afgørelsen fremgik, at diget skulle etableres oven på det eksisterende dige i området, og at digets forside ramte terræn samme sted som det eksisterende dige, hvorfor det meste af ”fodaftrykket” lå på matriklerne bag ved det eksisterende dige. Videre fremgik det, at sikringsniveauet var beregnet efter, at kystbeskyttelsesanlægget skulle kunne beskytte mod en 100-års middeltidshændelse i år 2050. Sikringsniveauet var beregnet til +2,02 DVR90 baseret på en ekstern udarbejdet højvandsstatistik for Holbæk Havn, som viste, at en højvandsmiddeltidshændelse svarede til en vandstand på +1,84 m sammenlagt med et beregnet klimascenarie på 18 cm stigning af havspejlet frem til år 2050. Sikringsniveauet var tillagt et bølgetillæg, hvorefter kronekoten skulle variere mellem +2,2 m og 2,4 m DVR90. Projektet er omfattet miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, litra k, og kommunen havde i screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 vurderet, at projektet ikke medførte direkte påvirkning af natura 2000-områder, og at der ikke ville være en væsentlig påvirkning. I afgørelsen efter kysthabitatbekendtgørelsen vurderede kommunen, at der ikke ville være en påvirkning af naturtyperne på udpegningsgrundlaget. I forhold til bilag IV-arter fremgik det bl.a., at der var registeret markfirben inden for projektområdet, ca. 120 meter fra digets placering, men at det var kommunens vurdering, at der ikke forekom egnede yngle- eller vinterrasteområder, hvor det nye dige skulle ligge, og at digets potentiale som rasteområde for markfirben i sommerperioden var ringe, uden det kunne udelukkes, at der kunne forekomme enkelte solende eller rastende individer på diget. Herefter havde kommunen lagt til grund, at solende markfirben med stor sandsynlighed ville flytte sig fra anlægsarbejderne til de øvrige, egnede habitater, og at områdets økologiske funktionalitet for markfirben ikke blev påvirket. Kommunens tre afgørelser blev påklaget af to ejere, som begge ejede sommerhuse i området, hvor terræn under bebyggelse lå under kote +2,02, og dermed ville blive pålagt bidragspligt efter de fastsatte principper for bestemmelse af bidragspligt i afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven. Klagerne gjorde bl.a. gældende, at projektet var miljøvurderingspligtigt, at der skulle udarbejdes en konsekvensvurdering, at bidragsfordelingen var unuanceret, og at beregningerne for håndtering af vand bag diget ikke var konkrete. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunens afgørelse indeholdt tre separate afgørelser, der alle var påklaget, nemlig tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven, screeningen efter miljøvurderingslovens § 21 og væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsen. Nævnet behandlede indledningsvist afgørelsen efter kystbeskyttelsesloven og fandt indledningsvist, at der var foretaget fornøden høring og inddragelse af offentligheden i forbindelse med processen om det ansøgte kystbeskyttelsesanlæg, og at der ikke var anledning til at tilsidesætte kommunens afgørelse om finansiering af projektet. Videre fandt nævnet, at der ikke forelå inhabilitet hos kommunen eller dennes eksterne rådgiver og lagde vægt på, at sagsbehandlingen hos kommunen med projektledelse og myndighedsbehandling var foregået i to separate afdelinger, og at den eksterne rådgiver kun var hyret ind til at udarbejde ansøgningsmateriale. Herefter behandlede nævnet kommunens vurdering efter kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1 og fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens afvejning af relevante hensyn eller kommunens helhedsvurdering af projektets effekt i forhold til de behov og udfordringer, som var på strækningen. Nævnet lagde vægt på, at højvandsstatistikker og modeller for området viste, at dimensionerne for anlægget var proportionale med de udfordringer, som anlægget skulle håndtere samt Kystdirektoratets udtalelser om behov for kystbeskyttelse. Nævnet fandt ej heller grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af bagvandshåndtering for projektets strækning 4. Nævnet behandlede herefter bidragspligten og fandt, at princippet, hvorefter alle ejendomme som lå under kote +2,02 m DVR90, og var bebygget med sommerhuse eller helårsbeboelse, var pålagt bidragspligt med ti parter, lå inden for rammerne af kystbeskyttelseslovens § 9 a. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at uanset om der var tale om et registreret sommerhus eller helårsbolig, ville alle ejere af ejendomme, der er sårbare over for oversvømmelse, opnå en sammenlignelig beskyttelse ved etableringen af projektet. Nævnet bemærkede videre, at eventuelt tab af udsigt eller herlighedsværdi ikke kunne inddrages i bidragsfordelingen, idet inddragelse af et sådant hensyn ikke ville være sagligt, og at dette rettelig skulle behandles i den efterfølgende stillingtagen til ekspropriation og eventuel tilhørende erstatning. Angående screeningsafgørelsen fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at etableringen og drift af oversvømmelsesbeskyttelse af det østlige Kulhuse ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at kommunen havde inddraget relevante kriterier for støj, og at anlægget ville overholde vejledende støjgrænser. Videre lagde nævnet vægt på, at risikoen for støvgener blev afhjulpet ved straks at vande kørevejene i projektområdet. Hvad angik væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsens § 3, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte ikke ville have en væsentlig påvirkning på naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område nr. 136. Nævnet lagde vægt på, at selv om diget lå i fuglebeskyttelsesområde, indeholdt det konkrete område egnede yngle- og fourageringsområder for fuglene, og at der ikke i forbindelse med projektet ville foregå transport af vand eller sediment i et Natura 2000-område. Endvidere fremhævede nævnet, at kommunen i vurderingen havde ”inddraget, at det er de eksisterende sommerhusgrunde med arealudnyttelsen, som allerede på nuværende tidspunkt forhindrer habitatnaturen i at sprede og etablere sig i retning af projektområdet, og da diget er afgrænset af sommerhusgrundene, har kommunen vurderet, at projektet ikke vil påvirke naturtypernes mulighed for at sprede sig”. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at områdets økologiske funktionalitet for bilag IV-arter kunne opretholdes ved gennemførsel af projektet, da det ved en besigtigelse var konstateret, at der ikke forekom egne de yngle- eller vinterrastesteder for markfirben. Videre havde nævnet lagt vægt på, at kommunen havde foretaget besigtigelse af træer, som skulle fældes i forbindelse med projektet og vurderet, at disse ikke havde egnede strukturer for flagermus. På denne baggrund stadfæstede nævnet tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven og væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsen og kunne ikke give medhold i klagen over VVM-screeningsafgørelsen.
Kommentar: Denne afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet er bragt af fire grunde. Den ene er, at nævnets detaljerede prøvelse af tilladelsen til kystbeskyttelsesprojektet belyser, hvilke forhold kommunerne skal være opmærksom på at få belyst ved kommunale kystbeskyttelsesprojekter. Den anden angår nævnets stillingtagen til bilag IV-arter. I dette tilfælde er konstateret solende markfirben på diget, og en del af markfirbens livscyklus er at vandre, men overtrædelse af habitatdirektivets art. 12 afvises med, at de ”solende markfirben med stor sandsynlighed vil flytte sig fra anlægsarbejderne til de øvrige, egnede habitater og at områdets økologiske funktionalitet for markfirben ikke påvirkes”. Sammenholdes dette med EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets individbeskyttelse i sag C-473/19 om svensk skovdrift (MRF 2021.35) synes det nødvendigt at indhente dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen. Hvis nævnet mener, at en sådan dispensation kan meddeles uden en miljøkonsekvensvurdering efter miljøvurderingsloven burde dette komme til udtryk i afgørelsen – se tillige MRF 2022.94 Mfk, MRF 2022.300 MFK, MRF 2023.68 Mfk og MRF 2024.173 Mfk om kystbeskyttelsesprojekter. Den tredje grund til at bringe afgørelsen vedrører nævnets bemærkning om, at de eksisterende sommerhuse forhindrer habitatnaturen i at sprede sig og nærme sig projektområdet. Observationen er uden tvivl korrekt, men må så samtidigt betyde, at medmindre der i Natura 2000-planen er markeret planer for en udbredelse af habitatnatur i det eksisterende sommerhusområde, vil sommerhusenes og nybyggeri i sommerhusområdets begrænsning af udbredelse af habitatnatur ikke i sig selv udgøre en væsentlig skadelig påvirkning af Natura 2000-området, der hindrer tilladelse til byggeri i sommerhusområdet efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Endelig på nævnes, at netop kystbeskyttelsesprojekter typisk tjener et formål, som kan begrunde tilladelse efter undtagelsen for bydende nødvendige samfundshensyn i habitatdirektivets art. 6, stk. 4, jf. forudsætningsvis sag C-57/89 om et tysk digeprojekt og sag C-411/19 (MRF 2020.12) om vejprojekt. Se tillige Pagh: TfM 2023, s. 443 om et oversvømmelsesprojekt i Holstebro (MRF 2022.296).