MRF 2024.180
Vestre Landsrets dom af 1. maj 2024, 11. afd., sag S-0812-23
(Astrid Bøgh, Stig Glent-Madsen og Rikke Jørgensen (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Mads Krarup)
T idømt bøde på 40.000 kr. for ikke at efterkomme påbud om separation af regnvand og spildevand til offentlig kloak, for ulovlig affaldsafbrænding til Sankt Hans samt for ikke rettidigt at efterkomme påbud om sløjfning af privat vandboring og lovliggørelsespåbud om at fjerne jord i beskyttet § 3-mose, da påbuddene fandtes gyldige. Byrettens tvangsbøder ophævet vedr. sløjfning af boring og fjernelse af jord, da påbuddene blev efterkommet inden landsrettens dom.
T blev i april 2022 tiltalt for fire forskellige forhold: (1) Overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens §§ 28, stk. 4, og 30 ved ikke at efterkomme påbud fra 2019 om separering af regnvand og spildevand til offentlig kloak, idet tagvand i stedet blev udledt i jorden uden nedsivningstilladelse, (2) overtrædelse af vandforsyningslovens § 36 ved ikke at efterkomme påbud fra maj 2021 om sløjfning af privat vandboring, (3) overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3 ved at fylde jord i beskyttet mose og ved ikke at efterkomme påbud i marts 2022 om at fjerne jorden og (4) overtrædelse af forbuddet mod affaldsafbrænding i affaldsbekendtgørelsens § 50 ved affaldsafbrænding den 23. juni 2022. Anklagemyndigheden nedlagde samtidig påstand om tvangsbøder for de tre første forhold. T nægtede sig skyldig og gjorde i relation til forhold 1 bl.a. gældende, at han troede, at han i dialog med kommunen havde fået nedsivningstilladelse til afledning af regnvand. I relation til forhold 2 gjorde T bl.a. gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til at kræve boringen sløjfet. I relation til forhold 3 gjorde T bl.a. gældende, at selv om Miljø- og Fødevareklagenævnet havde stadfæstet påbuddet, mente han fortsat, at det var forkert. I relation til forhold 4 gjorde T bl.a. gældende, at han indsamlet grene, og at Sankt Hans-bålet primært bestod af grene, men at der muligvis var andre, der havde placeret plastikspande og andet affald, inden han tændte bålet. Byretten lagde i relation til forhold 1, 2 og 3 med henvisning til TfK 2022.323 Ø (MRF 2022.177) til grund, at da påbuddene ikke var påklaget og ikke var åbenbart ulovlige, kunne retten ikke under straffesagen prøve påbuddenes gyldighed, hvorfor T blev fundet skyldig i de tre første forhold. På grundlag af bevisførelsen fandtes T ligeledes skyldig i forhold 4, da T havde antændt bålet uden at undersøge, om der var affald, selv om T var bevidst om muligheden. T blev herefter idømt en bøde på 25.000 kr. samt månedlige tvangsbøder, indtil de i forhold 1, 2 og 3 omhandlede påbud var opfyldt. T ankede til landsretten, mens anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse af sumbøden, hvorimod påstand om tvangsbøder for forhold 2 og 3 blev frafaldet, da kommunen havde oplyst, at T havde opfyldt påbuddene om sløjfning af vandboring og om at fjerne jord i den § 3-beskyttede mose. Landsretten lagde indledningsvis til grund, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at tilsidesætte gyldigheden af de meddelte lovliggørelsespåbud, idet landsretten i relation til påbuddet om separat tilslutning til offentlig kloak for spildevand og overfladevand fandt, at T ikke havde en berettiget forventning om at få tilladelse til nedsivning. I relation til de to påbud, som T havde opfyldt inden landsrettens dom, fandtes T skyldig i ikke rettidigt at have efterkommet påbuddene, ligesom T blev fundet skyldig i at overtræde naturbeskyttelseslovens § 3 ved at ændre den beskyttede moses tilstand. I relation til ulovlig affaldsafbrænding fandtes T skyldig med samme begrundelse som byretten. Herefter forhøjede landsretten den samlede bøde til 40.000 kr., idet landsretten lagde vægt på, at overtrædelsen af naturbeskyttelseslovens § 3 var sket som led i T’s erhverv, og at T tidligere var straffet for lignende kriminalitet. Endvidere blev T idømt månedlige tvangsbøder på 2.000 kr., indtil påbuddet om separering af regnvand og spildevand til offentlig kloak blev efterkommet.
Kommentar: Dommen indeholder en vigtig præcisering fra landsretten, hvis votum må forstås således, at gyldigheden af påbud både kan og skal prøves under en straffesag og dermed en underkendelse af denne del af byrettens præmisser, som støttede sig på MRF 2022.177 Ø. Dette er i overensstemmelse med tidligere praksis og følger endvidere af princippet i straffelovens § 1, jf. Trine Baumbach og Thomas Haugsted i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 105 ff. med kritik af MRF 2022.177 Ø. Se også MRF 2023.19 V med kommentar. Derimod kan der ikke ske (fornyet) prøvelse af det underliggende påbud under en sag, der udelukkende angår forhøjelse af allerede idømte tvangsbøder, jf. MRF 2021.288 V, MRF 2023.261 V og MRF 2024.91 Ø. I relation til tvangsbøder førte anken af byrettens dom nødvendigvis til, at landsretten måtte bedømme forholdet på tidspunktet for landsrettens dom, hvor to af påbuddene var efterkommet. Dette betød dog ikke, at påbuddene ikke blev strafsanktioneret, da det var den manglende rettidige efterkommelse af påbuddene, der var grundlag for straf, jf. ligeledes MRF 2024.186 V.