MRF 2024.186

Vestre Landsrets dom af 10. juni 2024, 12. afd., sag S-1501-23
(Stig Glent-Madsen, Kim Rasmussen og Asger Janfelt (kst.))

Anklagemyndigheden mod T (adv. Jens Hedegaard)

Bøde på 5.000 kr. for ikke rettidigt at efterkomme påbud fra 2013 om fjernelse af ulovlig bade- og bådebro. Bødens størrelse nedsat pga. lang sagsbehandlingstid. Ikke idømt tvangsbøder, da kommunen efter byrettens dom havde meddelt lovliggørende tilladelse til en reduceret bro, og tiltalte havde tilrettet broen i overensstemmelse hermed.

Kolding Kommune traf den 16. august 2010 afgørelse om afslag på lovliggørende tilladelse til en bade- og bådebro på T’s ejendom i medfør af kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, og § 2 i den dagældende bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer. Broen havde en længde på 38 m, en bredde på 1,8 m og et brohoved på 3,6 x 4,2 m. Efter klage fra T stadfæstede Kystdirektoratet i december 2010 afgørelsen. Den 16. maj 2011 gav kommunen tilladelse til, at T kunne opføre en 31 m lang og 1,5 m bred bro uden gelænder, skørter, belysning og møbler. Af tilladelsen fremgik, at den bortfaldt, hvis den ikke var udnyttet inden for 1 år. Ved et tilsyn i 2012 konstaterede kommunen, at T ikke havde tilrettet den eksisterende bro til de mål, som kommunen havde angivet i tilladelsen, hvorfor Kystdirektoratet som tilsynsmyndighed den 8. januar 2013 meddelte påbud til T om at fjerne den ulovligt etablerede bro inden 5. februar 2013. I september 2013 anlagde T sag mod kommunen og Kystdirektoratet med påstand om ophævelse af afslaget fra 2010. Ved landsretten (MAD 2016.150 V) blev kommunen og Kystdirektoratet frifundet, idet landsretten efter bevisførelsen lagde til grund, at broen krævede tilladelse, og at den var anlagt efter 30. marts 2007, hvorfor sagen rettelig var behandlet af kommunen efter bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007. Da T forsat ikke efterkom Kystdirektoratets lovliggørelsespåbud, blev der i oktober 2019 rejst straffesag mod T med påstand om bødestraf og tvangsbøder, indtil påbuddet fra januar 2013 var efterkommet. T nægtede sig skyldig og gjorde bl.a. gældende, at det var uklart, hvorfra broens længde skulle måles, og at han havde påbegyndt udnyttelsen af kommunens tilladelse fra maj 2011 inden for 1 år, hvorfor tilladelsen ikke var bortfaldet. Byretten lagde som ubestridt til grund, at T ikke havde fjernet broen eller reduceret den til de mål, der fremgik af kommunens tilladelse fra maj 2011, og at T derfor var skyldig i den rejste tiltalte. Byretten fandt, at straffen som udgangspunkt skulle fastsættes til en bøde på 10.000 kr., men at bøden henset til den lange sagsbehandlingstid, der ikke skyldtes T’s forhold, skulle nedsættes til 5.000 kr. T blev endvidere pålagt ugentlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil bade- og bådebroen var fjernet. T ankede dommen til landsretten, hvor anklagemyndigheden påstod skærpelse. Under landsretssagen oplyste kommunen, at man efter byrettens dom havde meddelt T en ny tilladelse til en bro med en længde på 31 m, en bredde på 1,5 m og et L-formet brohoved på 3 x 4,2 m, og at T efterfølgende havde tilrettet broen i overensstemmelse hermed. For landsretten ændrede anklagemyndigheden derfor sin påstand, så T ikke skulle pålægges tvangsbøder. Landsretten fandt med henvisning til MAD 2016.150 V, at den omhandlede bade- og bådebro krævede tilladelse efter reglerne i bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007, at broen blev anlagt efter 30. marts 2007. Da T ikke havde reduceret broens længde og bredde inden for 1-årsfristen i tilladelsen fra 2011, kunne tilladelsen ikke anses for udnyttet inden denne frist, uden det havde betydning, at T havde fjernet gelænder, skørter, belysning og en bænk. Da T ikke i øvrigt havde efterkommet påbuddet fra januar 2013 eller ændret broen i overensstemmelse med tilladelsen fra 2011, tiltrådte landsretten, at T var skyldig. Af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten endvidere, at straffen skulle fastsættes til en bøde på 5.000 kr., mens dommens bestemmelse om tvangsbøder bortfaldt, da broen nu var lovliggjort. Med denne ændring stadfæstede landsrettens byrettens dom.

Kommentar: Da tiltalte efter byrettens dom tilpassede den omhandlede bade- og bådebro til de dimensioner, som kommunen havde tilladt, var det korrekt, at byretsdommens bestemmelse om tvangsbøder bortfaldt, jf. U 1970.388 V og MRF 2024.180 V. Diskussionen mellem parterne om, hvorvidt tilladelsen fra 2011 var bortfaldet pga. manglende udnyttelse, forekommer noget hypotetisk, når det var åbenbart, at tiltalte ikke på et tidligere tidspunkt havde reduceret broens længde og bredde til det tilladte. Det havde derfor ikke gjort nogen forskel, hvis tilladelsen var anset for ikke at være bortfaldet, og da kommunen efter byretsdommen gentog tilladelsen fra 2011, rejser domfældelsen heller ikke spørgsmål om kravet til, at der inden påbud om fysisk lovliggørelse skal tages stilling til muligheden for retlig lovliggørelse.

Derimod giver sagen anledning til en bemærkning om et andet spørgsmål, der ikke blev berørt af domstolene i straffesagen, men som blev diskuteret af parterne undervejs i sagen. Etablering af anlæg på søterritoriet har altid krævet tilladelse fra staten som indehaver af højhedsretten. Tidligere var det dog almindelig praksis, at pælebroer til privat brug blev tolereret, når de ikke var til ulempe for almenheden. Fra 1975 indførtes en egentlig tilladelsesordning for bade- og bådebroer, og ved bekendtgørelse nr. 489 af 28. september 1981 blev amterne bemyndiget til at give tilladelse under visse betingelser. Ved en lovændring i 2006 blev bestemmelser om højhedsretten indskrevet i kystbeskyttelsesloven, og i forbindelse med kommunalreformen i 2007 overgik amternes kompetence til at meddele tilladelse til bade- og bådebroer til kommunerne, jf. bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007, der trådte i kraft den 30. marts 2007. Helt fra begyndelsen af ovenstående sag gjorde ejeren af den omhandlede ejendom gældende, at bade- og bådebroen var opført før 30. marts 2007, og at retlig lovliggørelse derfor skulle ske efter de regler og den praksis, der var gældende på opførelsestidspunktet. Baggrunden for anbringendet var formentlig, at ejeren var bekendt med afgørelser fra det tidligere Vejle Amt, der ifølge ham tillod broer svarende til hans, og at han derfor havde krav på tilladelse efter denne praksis. Hertil anførte både kommunen og Kystdirektoratet under den civile retssag (MAD 2016.150 V), at forvaltningsafgørelser efter fast praksis skal træffes efter de regler, der er gældende på ansøgnings- og afgørelsestidspunktet, medmindre der undtagelsesvist er fastsat andre regler i lovgivningen. I MAD 2016.150 V gav byretten myndighederne medhold i, at en afgørelse om tilladelse efter ”almindelige forvaltningsretlige og uden anden særlig hjemmel” træffes efter gældende ret på tidspunktet for afgørelsen. Landsretten undlod derimod at tage stilling til spørgsmålet, da sagen i stedet blev afgjort på, at ejeren ikke havde bevist, at broen var anlagt før 30. marts 2007, hvorfor muligheden for retlig lovliggørelse i alle tilfælde skulle vurderes ud fra reglerne i bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007, og uden at kommunen var bundet af det tidligere amts praksis. Under den efterfølgende straffesag mod ejeren gentog kommunens sagsbehandler, at det var reglerne på ”lovliggørelsestidspunktet”, der skulle lægges til grund for en retlig lovliggørelse. Uanset at det må medgives landsretten i MAD 2016.150 V, at der ikke ses holdepunkter i sagen for, at den pågældende bade- og bådebro skulle være opført før 30. marts 2007, giver myndighedernes opfattelse anledning til en principiel bemærkning. Selvom det er korrekt, at en forvaltningsafgørelse som udgangspunkt træffes på grundlag af de gældende regler på afgørelsestidspunktet, kan dette ikke fuldt ud opretholdes i lovliggørelsessager. Tværtimod må udgangspunktet her være, at lovliggørelsesspørgsmålet skal vurderes ud fra de regler, der gjaldt på tidspunktet for det ulovlige forholds etablering, jf. f.eks. FOB 1984.131, MAD 1997.1010 Mkn, MAD 2000.1095 Nkn (jf. U 2005.3188 H) og MAD 2019.224 B. Spørgsmålet, om der overhovedet foreligger et ulovligt forhold, skal naturligvis altid foretages ud fra reglerne på udførelsestidspunktet, hvilket dog ikke var aktuelt i ovenstående sag, hvor tilladelseskravet som nævnt havde eksisteret siden 1975.

[Redaktionen er ved at anonymisere byrettens og landsrettens domme, som vil blive publiceret snarest.]