MRF 2023.49
Planklagenævnets afgørelse af 19. januar 2023, j.nr. 22/11499
Hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, til at forbyde helårsbeboelse i område i byzone, der er udlagt til boliger, hvorfor Nordfyns Kommunes tilladelse til helårsbeboelse i område udlagt til ferieboliger blev ophævet.
Nordfyns Kommune traf den 14. juni 2022 afgørelse om, at helårsbeboelse i ferieboliger på en række ejendomme var i overensstemmelse med lokalplan nr. 2007-1, Ferieboliger ved Barfods Dam. Lokalplanen bestemte om områdets anvendelse, at dette kun måtte anvendes til ferieboligformål i form af ferieboliger med tilhørende adgangsveje, parkeringsarealer, udendørs opholdsarealer samt serviceanlæg og -bygninger. Kommunen vurderede imidlertid, at den ikke kunne nægte tilladelse til helårsbeboelse i ferieboligerne, da kommunen ikke mente, at der i planloven var hjemmel til at forbyde helårsbeboelse i byzone i et område udlagt til boligformål. Kommunen baserede sin vurdering på en e-mail af 12. marts 2008 fra By- og Landskabsstyrelsen, som vejledte kommunen om, at boliger uden bopælspligt kan bruges til såvel helårsbolig som fritidsbolig. Derudover fremgik det af e-mailen, at der ikke kunne fastsættes lokalplanbestemmelser om forbud mod helårsbeboelse i et område udlagt til boligformål i byzone, herunder ferieboliger. Kommunens afgørelse blev påklaget af en nabo, der anførte, at helårsbeboelse ikke var tilladt efter lokalplanen. Planklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til tidligere praksis til grund, at der i planlovens § 15, stk. 2, er hjemmel til at fastsætte lokalplanbestemmelser om, at et område, selvom det ligger i byzone, kun må anvendes til feriebolig. Anvendelsen af ferieboligerne til helårsbeboelse var derfor i strid med lokalplanen. Nævnet fandt endvidere, at den pågældende lokalplanbestemmelse en del af planens anvendelsesbestemmelser, og at anvendelse til helårsbeboelse ikke lå meget tæt på den umiddelbare tilladte anvendelse til feriebolig, hvorfor en dispensation ville være i strid med planens principper. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen, idet det bemærkedes, at kommunen måtte beslutte, om der eventuelt skulle ske retlig lovliggørelse af anvendelsen til helårsboligformål i form af en ny lokalplan.
Kommentar: Afgørelsen er mht. hjemmel i planloven til i lokalplan at forbyde helårsbeboelse i boligområder i byzone i overensstemmelse med praksis, hvor der ud over de af Planklagenævnet anførte afgørelser fra 23. februar 2011 og 16. september 2021 kan nævnes MAD 2010.666 Nkn samt byrettens dom i MRF 2021.306 B. Derimod er Planklagenævnets afvisning af mulighed for dispensation fra lokalplanen til helårsbeboelse næppe forenelig med anden praksis, jf. MRF 2022.236 Pkn, hvor et afslag på dispensation til midlertidig anvendelse af feriebolig blev ophævet grundet manglende partshøring. Afgørelsen er i øvrigt et eksempel på, at Planklagenævnet trods søgsmålsfristens udløb anser sig for kompetent til at prøve gyldigheden af en underliggende lokalplanbestemmelse, når kommunen træffer afgørelse på grundlag af bestemmelsen såsom afslag på dispensation, jf. også MRF 2021.376 Pkn og MRF 2022.61 Pkn. Denne prøvelse kan forklares med, at hvis lokalplanbestemmelsen ikke kan anses for gyldig, kan den naturligvis heller ikke danne grundlag for afslag på dispensation, hvilket Planklagenævnet dog burde begrunde nærmere henset til de muligt berørte parter, som har indrettet sig i tillid til lokalplanens indhold.