MRF 2023.46
Retten i Nykøbing Falsters dom af 26. april 2023, sag BS-35437/2022-NYK
A (adv. Andreas Borring) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende landzonetilladelse til mindre hytte og småbygninger opført mellem 2002 og 2004, idet der ikke under en retssag mod Planklagenævnet kunne tages stilling til bygningernes erhvervsmæssige nødvendighed, når dette ikke var gjort gældende i klagesagen over for nævnet.
A havde i 1963 erhvervet en ejendom på 6.417 m2, hvor A i 1969 opførte en træhytte på 33 m2. Efter by og landzonelovens ikrafttræden blev ejendommen omfattet af landzonereglerne. Mellem 2002 og 2004 rev A hytten ned og erstattede den med en ny træhytte på 40 m2 samt anden mindre bebyggelse. Byggeriet blev ikke anmeldt til kommunen efter byggeloven, men ifølge BBR i 2016 var der på ejendommen registreret sommerhus opført i 2016 på 40 m2 samt udhus på 13 m2 og carport på 37 m2. Efter kommunen i 2015 blev bekendt med bygningerne meddelte kommunen i januar 2016 en tidsbegrænset lovliggørende landzonetilladelse på 5 år til det eksisterende byggeri på samlet 95 m2. I september 2021 søgte A om forlængelse af lovliggørende landzonetilladelse, hvilket kommunen afslog i oktober 2021, hvor kommunen samtidigt fastsatte en frist for lovliggørelse til 1. februar 2022. Som begrundelse anførte kommunen bl.a., at der var tale om et sommerhus og at bygningerne var placeret i Fingerplanens transportkorridor for en kommende Ring 5. A påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, hvor A bl.a. gjorde gældende, at partshøring var uklar, og at kommunen havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort grundet myndighedspassivitet. Planklagenævnet lagde i afgørelsen af 21. marts 2022 til grund, at A i 2002 havde fået afslag på at opføre en ny hytte og afviste herefter, at kommunen i 2015 havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort, eller at A i øvrigt havde en retligt beskyttet berettiget forventning om lovliggørelse, hvorfor nævnet stadfæstede afslaget (j.nr. 21/12581). A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at Planklagenævnets afgørelse skulle ændres til en tidsubegrænset landzonetilladelse til fritidshus, to skure og overdækning, subsidiært en tidsubegrænset landzonetilladelse til de to skure og overdækning og mere subsidiært en tidsbegrænset landzonetilladelse til alle bygninger eller en del heraf. Til støtte herfor gjorde A bl.a. supplerende gældende, at bygningerne var erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommen, og at transportkorridoren for Ring 5 måtte forventes ophævet. Planklagenævnet påstod frifindelse og afviste i øvrigt, at A under den forelæggende sag kunne anføre anbringender, der ikke var gjort gældende over for Planklagenævnet med henvisning til bl.a. MRF 2021.171 V og MRF 2022.265 Ø. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at A havde fået afslag på opførelse af ny hytte, og at kommunen ikke havde været vidende om de opførte bygninger før 2015, hvor kommunen partshørte A. Retten afviste derfor, at A havde en berettiget forventning på lovliggørende landzonetilladelse. Retten afviste herefter, at Planklagenævnet havde været forpligtet til af egen drift at hjemvise pga. uklarhed i partshøring, eller at det kunne anses for en fejl, at Planklagenævnet ikke af egen drift prøvede, om hytten kunne anses for erhvervsmæssig nødvendig som landbrugsejendom efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, hvorfor Planklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommen er et tydeligt eksempel på, at hvis der i forbindelse med en klagesag ønskes prøvet et forhold, som førsteinstansen ikke har taget stilling til – i dette tilfælde den erhvervsmæssige nødvendighed af bygningerne for den landbrugsmæssige udnyttelse – må det gøres gældende over for Planklagenævnet, hvis det senere skal prøves ved domstolene i en sag mod nævnet. Dette har så den betydning, at der ikke med dommen i denne sag blev taget stilling til, om bygningerne var erhvervsmæssigt nødvendige, og at en afklaring heraf derfor vil kræve en ny afgørelse fra kommunen, som så vil kunne prøves af Planklagenævnet. Om begrænsning af retssagen mod klagenævnet til de spørgsmål, som indgik i klagesagen, se også MRF 2022.265 Ø, MRF 2022.266 Ø, MRF 2022.270 Ø og MRF 2023.33 Ø.