MRF 2023.220
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. august 2023, j.nr. 23/07023
Ikke grundlag for at fravige klagefrist ved klage over screening efter miljøvurderingslovens § 10 af forslag til projekttillæg til spildevandsplan trods manglende underretning af klager, da klager ikke var part, uanset at klagers ejendom kunne blive eksproprieret på grundlag af tillæg til spildevandsplan.
Københavns Kommune traf den 30. september 2022 screeningafgørelse efter miljøvurderingsloven om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering af et forslag til projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. Screeningafgørelsen blev sammen med den offentlige høring af udkastet til projekttillæg offentliggjort den 20. december 2022, hvor det fremgik, at klage over afgørelsen skulle ske inden for 4 uger fra tidspunktet for offentliggørelsen. E havde den 10. februar 2023 modtaget brev fra kommunen om, at tillægget var i høring. Heraf fremgik, at bygherre i forbindelse med projektet muligvis ville erhverve og anvende en del af E’s ejendom. Den 12. maj 2023 modtog E brev om vedtagelsen af projektillæget den 8. maj 2023 indeholdende yderligere informationer om processen for eventuel erhvervelse af E’s ejendom. Den 18. maj 2023 påklagede E screeningsafgørelsen af 30. september 2022. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at klagen over afgørelsen var indgivet mere end 4 uger efter, at afgørelsen blev offentligt bekendtgjort. Spørgsmålet var, om klagefristen kunne fraviges pga. undskyldelige omstændigheder, da E hverken var blevet partshørt, underrettet eller havde modtaget klagevejledning om screeningsafgørelsen. Dette måtte bero på, om E kunne anses for part i forvaltningsretlig forstand. Ved denne vurdering lagde nævnet til grund, at selvom en screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven er omfattet af afgørelsesbegrebet, har den alligevel betydelige ligheder med procesledende beslutninger, fordi screeningafgørelsen alene afgør, om der skal udarbejdes miljøvurdering eller ej, og at screeningsafgørelsen ikke berørte E direkte, uanset om selve planen måske på et senere tidspunkt ville danne grundlag for ekspropriation af E’s ejendom. Nævnet understregede, at klagenævnet ikke hermed havde taget stilling til eventuel senere partsstatus efter miljøvurderingsloven i forhold til et konkret projekt med udspring i den ændrede spildevandsplan. Nævnet afviste derfor, at E var omfattet af partsbegrebet. Da der herefter ikke forelå sådanne undskyldelige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige klagefristen, blev E’s klage afvist som følge af fristens overskridelse.
Kommentar: I relation til partsstatus ved screeningsafgørelser af planer efter miljøvurderingslovens § 10 har Miljø- og Fødevareklagenævnet anlagt samme linje som Planklagenævnet i MRF 2023.117 Pkn, hvormed det i praksis er vanskelig at se grundlag for, at disse afgørelser er omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring. Afgørelsen og sagens omstændigheder må ses i lyset af, at spildevandsplaner og tillæg hertil ikke kan påklages, mens screening efter miljøvurderingslovens § 10 kan påklages. Hertil kommer det særlige aspekt, at der i miljøbeskyttelsesloven ikke er regler om tilladelse til konkrete spildevandsprojekter, men hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til ekspropriation på grundlag af spildevandsplanen, og ekspropriationsafgørelser kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, ligesom det direkte følger af miljøvurderingslovens § 21, jf. § 19, at der skal ske screening af de konkrete projekter. I det foreliggende tilfælde betyder dette, at hvis Københavns Kommune vil gennemføre det konkrete projekt vedrørende E’s ejendom, skal spildevandsselskabet anmelde projektet efter miljøvurderingslovens § 19, og kommunen skal herefter træffe en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, hvor E vil have krav på forudgående partshøring og har klageret, men kun over screeningsafgørelsen – ikke projektets gennemførelse, hvor E’s klagemulighed er begrænset til en eventuel afgørelse om ekspropriation. Set i dette lys må det medgives klagenævnet, at E fortsat har mulighed for at varetage sine interesser mht. miljøvurdering, men det efterlader naturligvis det problem, at E er afskåret fra at anfægte spildevandsplanen, der således uprøvet skal lægges til grund (hvilket efter klagenævnets praksis tilmed gælder i ekspropriationssager – se kritisk hertil Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 747 f.). Om dette er forenelig med EU-retten og Århus-konventionen er næppe utvivlsomt, men vil formentlig ikke kunne løses uden lovændring. Se tillige MRF 2023.227 Mfk og MRF 2023.229 Mfk som andre eksempler på klagenævnets indskrænkende fortolkning af (naboers) klageret.