MRF 2023.117
Planklagenævnets afgørelse af 11. juli 2023, j.nr. 23/06455, 23/06456 og 23/06457
Ikke grundlag for at fravige klagefrist ved klage over screeningafgørelse af lokalplan efter miljøvurderingslovens § 10 uanset manglende underretning af tre klagende naboer, da de ikke kunne anses for parter efter forvaltningsloven under hensyn til, at der på tidspunktet for screeningsafgørelsen var betydelig usikkerhed om, hvilken retsstilling processen ville munde ud i for naboerne.
Esbjerg Kommune traf den 6. februar 2023 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg for et boligområde i Esbjerg. Screeningsafgørelsen blev offentliggjort på kommunens hjemmeside den 8. februar 2023. Adgang på hjemmesiden var under fanen, ”dokumentation og tilladelser” i form af et direkte link til dokumentet med screeningafgørelsen, der indeholdt en klagevejledning om, at afgørelsen kunne påklages til Planklagenævnet gennem klageportalen, og at fristen var den 8. marts 2023. Den 5. april 2023 klagede tre naboer til planområdet over screeningsafgørelsen. Naboerne var ikke blevet underrettet om afgørelsen. Planklagenævnet (formanden) konstaterede, at klagen var indgivet mere end fire uger efter afgørelsesdatoen. Spørgsmålet var, om klagefristen kunne fraviges på grundlag af undskyldelige omstændigheder, da naboerne hverken var partshørt, underrettet eller havde modtaget klagevejledning om kommunens screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven, hvilket måtte bero på, om de tre klagende naboer kunne anses for parter i forvaltningslovens forstand. Ved denne vurdering lagde Planklagenævnet til grund, at selvom en screeningafgørelse er omfattet af afgørelsesbegrebet, har den alligevel betydelige ligheder med procesledende beslutninger, fordi screeningsafgørelsen alene afgør, om der skal udarbejdes miljøvurdering eller ej, og det er på tidspunktet for screeningsafgørelsen forbundet med en betydelig usikkerhed, hvilken betydning processen har for naboernes retstilling, og hvilket indhold den endelige lokalplan får. Planklagenævnet afviste derfor, at de tre klagende naboer kunne anses for parter med henvisning til, ”at naboernes interesse i den konkrete sag vedrørende screeningsafgørelsen er så indirekte og usikker, at naboerne efter nævnets opfattelse allerede af den grund ikke kan anses for parter”. Nævnet fandt herefter, at der ikke forelå andre undskyldelige omstændigheder, som gav grundlag for at fravige klagefristen, hvorfor klagen blev afvist.
Kommentar: Sagen drejer sig umiddelbart om, hvorvidt der mht. undskyldelige omstændigheder ved overskridelse af klagefrist skal gøres forskel på klagere, der er parter i forvaltningslovens forstand, og andre klageberettigede. Klageberettigede over screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10 afgrænses således som udgangspunkt afgrænses efter planlovens klagebestemmelser, jf. miljøvurderingslovens § 48, stk. 1, og efter planlovens § 59 er det ”enhver med retlig interesse i sagens udfald”, der har klageret. I MRF 2023.119 H fandt Højesteret, at en borger boende 2 km fra lokalplanområdet ikke var klageberettiget i forhold til en lokalplan for lokalcenter med dagligvarebutik. Højesteret fremhævede med henvisning til Århus-konventionen art. 9(2) og EU-Domstolens dom i sag C-826/18 (MRF 2021.28), at det afgørende er, om klager har en ”tilstrækkelig interesse”, men understregede samtidig, at det ikke er tilstrækkeligt, at klager er en del af den ”berørte offentlighed” som defineret i miljøvurderingslovens § 5(1)(b). Hvad genstanden for den ”tilstrækkelige interesse” skal være, fremgik ikke eksplicit af Højesterets præmisser, men det må forudsætningsvis være indholdet af den vedtagne lokalplan. I plansagen fra Esbjerg måtte kriteriet ”tilstrækkelig interesse” føre til, at de tre naboer var klageberettigede over screeningsafgørelsen, uden dette nødvendigvis gjorde dem til parter i forvaltningslovens forstand, hvilket var afgørende for, om de tre naboer særskilt skulle være underrettet om screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10, der som anført af Planklagenævnet ligner en procesledende beslutning og ikke berører selve indholdet af planen, men kun oplysningskrav og fremgangsmåde ved behandling af lokalplanforslaget. Planklagenævnet forbigår imidlertid et helt centralt spørgsmål, nemlig hvorvidt lokalplanforslaget har et indhold, der berører de tre naboer på en sådan måde, at de tre naboer må anses for parter i forvaltningslovens forstand, hvilket det er umuligt at afdække ud fra afgørelsens oplysninger. Planklagenævnets manglende konkrete begrundelse vil således føre til, at der aldrig skal ske partshøring efter forvaltningsloven af screeningsafgørelser, hvilket ikke kan være rigtigt. Planklagenævnet synes med andre ord at blande parts- og afgørelsesbegrebet sammen. En lokalplan er utvivlsomt en afgørelse, men ikke alle inden for planarealet har partstatus i forvaltningslovens forstand. Hvis de tre naboer må anses for parter i forhold til lokalplanforslaget, må de også anses for parter i relation til screeningsafgørelsen efter miljøvurderingsloven, uanset at der er tale om en proceslignende afgørelse, da miljøvurdering af lokalplanforslaget må anses for en væsentlig retsgaranti. Kan de tre naboer ikke anses for parter i forhold til lokalplanforslaget, må nævnets afgørelse derimod tiltrædes, men dette kan som nævnt ikke udledes af afgørelsens oplysninger. Det fremgår i øvrigt ikke af afgørelsen, om lokalplanen og kommuneplantillægget var vedtaget, da Planklagenævnet afgjorde sagen. Men efter hidtidig praksis, afgør Planklagenævnet først klager over screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10, når lokalplanen er vedtaget, jf. dog MRF 2023.113 Pkn.