MRF 2023.113
Planklagenævnets afgørelse af 30. maj 2023, j.nr. 22/07656
Stadfæstet screeningsafgørelse om, at lokalplan og kommuneplantillæg for nyt boligområde på 11,3 ha ikke skulle miljøvurderes, uanset lokalplanen vil medføre en øget afvanding til Lading Sø, hvis målopfyldelse uden afværgende tiltag ville vanskeliggøres. Nævnet henviste til, at der i planforslagene var indarbejdet en række tiltag som regnvandsbassiner, og at ophør af landbrug vil reducere udledning af fosfor og kvælstof, og at søens tilstand derfor ikke forventedes forringet.
Favrskov Kommune traf den 29. marts 2022 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg for et boligområde i Lading nord. Planforslagene muliggjorde etablering af et nyt boligområde, herunder anlæg til vandhåndtering i form af f.eks. regnvandsbassiner. Planområdet på ca. 11,3 ha bestod af marker og var beliggende i landzone i den nordlige udkant af Lading by i et meget kuperet morænelandskab. Ved lokalplanens endelige vedtagelse ville lokalplanområdet overføres fra landzone til byzone. Planområdet var mod nord afgrænset af en dal, som omfattede en mose og eng beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, enkelte træer samt vandløbet Elhøj Bæk. Den naturlige afvanding af planområdet, herunder udledning af overfladevand, ville ske via Elhøj og Lading Bæk til Lading Sø, som i vandområdeplanen havde en målsætning om god økologisk tilstand, men efter basisanalysen for vandområdeplanerne 2021-2027 havde en moderat økologisk tilstand. Det fremgik af screeningskemaet, at planområdet i forslag til spildevandsplan 2021-2028 var medtaget som separatkloakeret opland, men at planen ikke fastlagde placeringen af forsinkelsesbassiner og udledning af regnvand, hvorfor der skulle udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen. Screeningen af lokalplanen efter miljøvurderingslovens § 10 blev påklaget af en nabo, der navnlig gjorde gældende, at den forudsatte udledning af overfladevand fra planområdet til Elhøj Bæk og andre nærliggende vandløb udgjorde en så væsentlig indvirkning på miljøet, at der var miljøvurderingspligt. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b), men fandt ikke, at der var obligatorisk miljøvurdering med henvisning til lokalplanområdets begrænsede størrelse, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, hvorfor der alene var krav om screening. For så vidt angik håndtering af overfladevand lagde nævnet på grundlag af screeningsskemaet og lokalplanens redegørelse til grund, at søen var sårbar over for udledning af fosfor, og at selv en mindre ændring i tilførsel af fosfor kunne ændre søens mulighed for målopfyldelse, da det af miljøvurderingen af kommuneplanen fremgik, at udledning af overfladevand fra rammeområdet til Lading Sø var kritisk, og at tilførsel af fosfor ville være en væsentlig negativ miljøpåvirkning. Ved screeningen skulle det derfor vurderes, om et nyt boligområde ville medføre udledning af fosforholdigt overfladevand til søen, hvor nævnet dog konstaterede, at kommunen i planforslagene havde valgt at indarbejde en række tiltag, herunder flere regnvandsbassiner, som skulle forsinke udledningen til de nærliggende vandløb og Lading Sø. Selv om der i sådanne tilfælde som udgangspunkt er pligt til at gennemføre en miljøvurdering, fandt nævnet ikke grundlag for ”at tilsidesætte kommunens vurdering af, at planforslagene ikke vil medføre en væsentlig indvirkning på miljøet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at kommunen i miljøscreeningen har foretaget en vurdering af konsekvenserne ved udledning af overfladevand fra planområdet, herunder i forhold til målsatte vandløb og søer. Kommunen har herunder foretaget konkrete beregninger i forhold til udledning af fosfor og kvælstof til Lading Sø, som viser, at anvendelsesændringen fra dyrket landbrugsjord til boligområde, samlet set vil medføre en reduktion af udledningen af fosfor og kvælstof til søen. Kommunen har på den baggrund vurderet, at realisering af lokalplanen ikke vil medføre en forringelse af tilstanden i Lading Sø eller hindre fremtidig målopfyldelse i søen”. Da der ikke var grundlag for at giver klager medhold i de øvrige indsigelser, stadfæstede Planklagenævnet herefter kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen forekommer af flere grunde problematisk og i modstrid med anden praksis. For det første ses lokalplanen slet ikke vedtaget ifølge oplysninger på Plandata, hvorfor Planklagenævnet efter nævnets hidtidige praksis ikke kunne behandle klagen over kommunens screening af lokalplanforslaget. For det andet reguleres afledning af overfladevand fra befæstede områder ikke ved lokalplanen, men ved spildevandsplanen, som ikke henhører under Planklagenævnets kompetence, men Planklagenævnet kan og skal efter miljøvurderingslovens tage stilling til, om disponering af et areal med boliger og befæstede arealer medfører en påvirkning af bl.a. målsatte vandløb, som kan kræve en nærmere miljøvurdering, jf. i samme retning sag C-535/18, Land Nordrhein-Westfalen (MRF 2020.5) om kravene til at belyse påvirkningen af vand i en VVM-vurdering. For det tredje må det konstateres, at Planklagenævnets afgørelse forudsætter, at screeningsafgørelser kan være betinget af vilkår om afværgeforanstaltninger, hvilket er i modstrid med bl.a. MRF 2023.108 Pkn, i hvert fald så længe kommunen ikke har vedtaget den omtalte ændring af spildevandsplanen, som i øvrigt er omfattet af krav om screening efter miljøvurderingslovens § 10, men med Miljø- og Fødevareklagenævnet som rekursmyndighed. Det må i den forbindelse bemærkes, at foranstaltningerne omhandlet i denne sag som f.eks. regnvandsbassiner næppe kan anses for ”standardkendetegn” som omhandlet i sag C-721/21, Eco Advocacy (MRF 2023.97). For det fjerde må bemærkes, at når kommunen har fundet det nødvendigt at foretage konkrete beregninger af øget udledning, er det netop udtryk for, at der er grund til at vurdere lokalplanforslagets miljøvirkninger, hvilket dermed på dette punkt ligner det en tilståelsessag fra kommunen. Endelig må som en femte og mere principiel misforståelse i Planklagenævnets afgørelse anføres, at Planklagenævnets afgørelse forudsætter, at der i relation til screening af, om miljøvurdering af lokalplanen er nødvendig, kan indgå en modregning af, at en tidligere anvendelse ophører. Dette er ikke korrekt, da der ved bedømmelse af en plans miljøvirkninger ikke kan foretages modregninger af de miljøvirkninger, som ophører pga. den ændrede anvendelse. Afgørelsen lider af så alvorlige mangler og modstrid med anden nævnspraksis, at Planklagenævnet af egen drift burde genoptage afgørelsen til fornyet behandling.