MRF 2023.108
Planklagenævnets afgørelse af 17. maj 2023, j.nr. 22/00802
Ophævet lokalplan og screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at lokalplan for nyt boligområde på 6,7 ha, da lokalplanen i et ikke ubetydeligt omfang fastsatte afværgeforanstaltninger for at undgå skade på bilag IV-arten stor vandsalamanders levesteder, hvorfor planen måtte forventes at medføre væsentlig indvirkning på miljøet.
Assens Kommune traf den 21. oktober 2021 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering af forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg for et boligområde i Vissenbjerg. Kommuneplantillægget og lokalplanen blev vedtaget i december 2021. Planforslagene muliggjorde etablering af et nyt boligområde med op til 58 tæt-lave boliger som række- og/eller dobbelthuse samt nyttehaver, dyrehold og regnvandsbassin i et område på ca. 6,7 ha, som var beliggende delvist i by- og landzone i tilknytning til et eksisterende boligområde i den nordlige del af Vissenbjerg. Planområdet var anvendt som landbrugsjord og fremstod som dyrket mark, hvor der lå en § 3-beskyttet sø og mose samt et periodevist udtørret vandhul. Screeningsafgørelsen blev påklaget af en lokal forening, der bl.a. anførte, at der ikke var udarbejdet en tilstrækkelig vurdering af bilag IV-arten stor vandsalamander, og at der skulle have været gennemført en miljøvurdering. Planklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at det planlagte var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b), og at der ikke var obligatorisk miljøvurdering, da planområdet havde en begrænset størrelse i forhold til hele kommunens område, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, ligesom planerne ikke kunne antages at ville påvirke et Natura 2000-område væsentligt. På baggrund af sagens oplysninger lagde Planklagenævnet herefter til grund, at det periodevist udtørrede vandhul var et funktionelt yngleområde for stor vandsalamander, og at stor vandsalamander forekom og levede i og umiddelbart uden for planområdet. Det fremgik endvidere af den reviderede miljøscreening dateret december 2021, at udgravningen af vandhullet og etableringen af spredningskorridoren i planområdet ville sikre bestandens integritet i området. Ifølge lokalplanen var dette en forudsætning for, at den nye bebyggelse måtte tages i brug, og de beskrevne afværgeforanstaltninger var fastsat for at sikre, at der ikke skete skade på yngle- og rasteområder for stor vandsalamander. Nævnet fandt herefter, at lokalplanen og kommuneplantillægget krævede miljøvurdering, idet nævnet udtalte, ”at det udløser miljøvurderingspligt, såfremt det må lægges til grund, at der inden for et planområde er yngle- og/eller rasteområder for bilag IV-arter, og hvis der forudsættes indarbejdelse af afværgeforanstaltninger i lokalplanen for at sikre, at der ikke sker beskadigelse af disse yngle- og/eller rasteområder”. Supplerende henviste nævnet til, at kommunen havde søgt om dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen til flytning af stor vandsalamander i forbindelse med anlægsarbejderne. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse om, at lokalplanen ikke krævede miljøvurderingsrapport, og konstaterede som følge heraf, at også kommuneplantillægget og lokalplanen var ugyldige og ikke længere gjaldt.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer for det første vigtigheden af, at kommunerne ved udarbejdelse af lokalplanforslag tager stilling til, om lokalplanforslaget fastsætter rammer for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller bilag 2, da dette indebærer, at der er obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, medmindre undtagelsen for mindre geografiske områder i § 8, stk. 2, nr. 1, finder anvendelse. Sammenholdes dette med MRF 2023.106 Pkn om Slagelse Kommunes lokalplan for et boligområde, hvor et areal på 14 ha fandtes at udløse obligatorisk miljøvurdering af lokalplanforslaget, er denne sag fra Assens et eksempel på, at der ikke er obligatorisk miljøvurdering, og at krav om miljøvurdering i stedet beror på en screening efter kriterierne i miljøvurderingslovens bilag 3. Afgørelsen illustrerer ikke alene, at bilag IV-arters levesteder indgår som et væsentligt kriterium i Planklagenævnets prøvelse af kommuners lokalplaner som i MRF 2022.63 Pkn, MRF 2022.134 Pkn og MRF 2023.55 Pkn, hvor lokalplan i alle tre sager blev ophævet. Afgørelsen understreger også, at ved screening af en lokalplan efter miljøvurderingslovens § 10 kan kommunen ikke gyldigt afvise miljøvurdering, fordi der i lokalplanen er forudsat en række afværgeforanstaltninger, som skal imødegå skadelig virkning på bilag IV-arter. Dette kan begrundes med, at screening efter miljøvurderingslovens § 10 netop er en foreløbig afgørelse, og at afværgeforanstaltninger tyder på væsentlige virkninger, hvorfor dette må undersøges i form af en miljøvurdering. Samme overvejelser begrunder, at det samme gælder for lokalplaner, der forudsætter afværgeforanstaltninger for at undgå andre væsentlige miljøvirkninger, hvormed Planklagenævnet synes at anlægge samme forståelse af screening af planer efter miljøvurderingslovens § 10, som Miljø- og Fødevareklagenævnet har lagt mht. screening af projekter efter miljøvurderingslovens § 21, hvor nævnet ligeledes har afvist, at der kan stilles vilkår, som det f.eks. er kommet til udtryk i MRF 2022.309 Mfk. Se dog til sammenligning MRF 2023.113 Pkn, hvor nævnet ikke krævede miljøvurdering af en lokalplan, selv om lokalplanen forudsatte afværgeforanstaltninger mht. afvanding af overfladevand for at undgå tilførsel af fosfor til Lading Sø, der er omfattet af vandrammedirektivet. Se tillige Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 454 ff. Endelig må nævnes, at der ikke i denne sag var klaget over lokalplanen og kommuneplantillægget, men at nævnet trods dette konstaterede, at planerne var ugyldige og ”ikke længere gælder”, idet screeningsafgørelsen er en forudsætning for at kunne vedtage planerne. Dette forekommer velbegrundet, men det kunne overvejes, om det ikke ligger inden for nævnets kompetence også at ophæve en ikke påklaget lokalplan eller kommuneplan, når den tilgrundliggende SMV-screeningsafgørelse ophæves, jf. kommentaren til MRF 2023.106 Pkn.