MRF 2023.141
Retten i Roskildes dom af 4. juli 2023, sag BS-49516/2021-ROS
A og B (adv. Marlene Christiansen Hannibal) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Naboer fik ikke medhold i sag om Planklagenævnets stadfæstelse af lovliggørende landzonetilladelse til råstofindvinders etablering af 7,7 meter høj kunstig bakke af 70.000 m3 overskudsjord, bl.a. fordi nævnet havde inddraget planlægningsmæssige og rekreative hensyn og havde forholdt sig til en eventuel påvirkning af bilag IV-arter.
Sagen omhandlede en landbrugsejendom, hvor der tidligere havde været råstofindvinding, og hvor Roskilde Kommune i februar 2016 meddelte midlertidig landzonetilladelse til råstofdepot ca. 400 meter fra landsbyen Vindinge gældende frem til juli 2020. I april 2018 meddelte kommunen afslag på permanent landzonetilladelse til råstofdepotet i form af en kunstig bakke. Efter ny ansøgning i februar 2019 meddelte Roskilde Kommune i juli 2019 permanent landzonetilladelse til etablering af en ca. 7,7 meter høj af bakke på et 1,5 ha stort areal af 70.000 m3 overskudsjord. Afgørelsen blev påklaget af naboer, der bl.a. gjorde gældende, at den kunstige bakke var placeret uden for råstofområdet og oprindelig var et midlertidigt oplag, at det var økonomiske hensyn, der begrundede ønsket om permanent landzonetilladelse, og at bakken medførte indbliksgener. Planklagenævnet fandt i afgørelse af 16. august 2021 ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens landzonetilladelse, hvorefter naboerne anlagde sag mod Planklagenævnet, hvor det bl.a. blev gjort gældende, at nævnets afgørelse var baseret på en fejlagtig afstand mellem bakken og en af klagernes bolig. Planklagenævnet besluttede herefter af egen drift at genoptage sagen, hvor ejeren af ejendommen afgav indlæg, som bestred, at der var grundlag for genoptagelse. Efter en fornyet gennemgang traf Planklagenævnet afgørelse den 7. marts 2022 (j.nr. 22/00351), hvor nævnet på ny stadfæstede kommunens landzonetilladelse. Sagen mod Planklagenævnet blev herefter fastholdt af naboerne, der bl.a. gjorde gældende, at den kunstige bakke ikke skulle være behandlet som en lovliggørelsessag, at Planklagenævnet havde stadfæstet landzonetilladelsen, selv om kommunen ikke forud for landzonetilladelsen havde foretaget den fornødne vurdering af bakkens påvirkning af bilag IV-arter, og at den kunstige bakke medførte uacceptable gener for naboer. Naboerne gjorde endvidere gældende, at naboerne skulle have været partshørt om ejerens indlæg i genoptagelsessagen. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at den kunstige bakke indgår i Hedeland Naturpark, at arealet i kommuneplanen er udlagt til rekreative formål, at der vil være offentlig adgang, og at der ikke forelå så væsentlige nabogener, at dette kunne begrunde afslag. I forhold til bilag IV-arter henviste Planklagenævnet til, at kommunen forud for Plagenævnets afgørelse i marts 2022 havde foretaget en vurdering, der konkluderede, at bakken ikke havde skadelig virkning på bilag IV-arters levesteder. Planklagenævnet afviste, at ejerens indlæg under genoptagelsessagen udgjorde oplysninger, der var omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring. Byretten lagde til grund, at Planklagenævnet i afgørelsen havde inddraget planlægningsmæssige og rekreative hensyn, at nævnet havde forholdt sig til en eventuel påvirkning af bilag IV-arter, og at der ikke under retssagen var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte kommunens og nævnets vurdering. I forhold til indlæg fra ejeren under genoptagelsessagen fandt byretten, at disse indlæg ikke indeholdt faktiske oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring, da indlæggene alene vedrørte juridiske overvejelser om genoptagelsen af sagen. På denne baggrund frifandt byretten Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen er et eksempel på afgrænsningen af forvaltningslovens regler om partshøring i forhold til faktiske oplysninger af væsentlig betydning for afgørelsen, hvor den manglende partshøring af ejerens indlæg kan begrundes med, at indsigelserne vedrørte selve genoptagelsen, og ikke at indsigelsen mod genoptagelse ikke blev fulgt af Planklagenævnet. Dommen er endvidere et af de foreløbigt få eksempler på, at spørgsmål om påvirkningen af bilag IV-arter har foreligget for de danske domstole – se også MRF 2022.44 B, MRF 2022.189 B og MRF 2023.39 B.