MRF 2023.39
Retten på Frederiksbergs dom af 26. januar 2023, sag BS-15295/2020-FRB
A, B, C, D og E (adv. Gert Møller Lund) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Afvist, at Vejdirektoratets stadfæstelse af kommunal ekspropriation efter vejloven til cykelsti var ugyldig, bl.a. fordi ekspropriationen ikke var i modstrid med habitatdirektivets beskyttelse af bilag IV-arter, da de sagsøgende sommerhusejere ikke havde godtgjort, at undersøgelser forud for indgrebet eller afgørelsen var truffet på utilstrækkeligt grundlag.
Sagen drejede sig om, hvorvidt Norddjurs Kommunes ekspropriation til cykelsti i et sommerhusområde var lovlig og gyldig, herunder i overensstemmelse med naturbeskyttelsesloven og habitatdirektivet. Norddjurs Kommune traf den 12. oktober 2018 ekspropriationsbeslutning med henblik på at etablere en cykelsti mellem Område 1 og Område 3 ved at pålægge en offentlig sti på en række private fællesveje i sommerhusområderne Område 1, Område 2 og Område 3. Flere steder på strækningen var der ikke forud for ekspropriationen forbindelse mellem de private fællesveje, og kommunen havde derfor fundet det nødvendigt at ekspropriere for at opnå en samlet stiforbindelse mellem Område 1 og Område 3. Kommunens ekspropriationsbeslutning blev påklaget til Vejdirektoratet, som den 20. august 2019 stadfæstede Norddjurs Kommunes ekspropriationsbeslutning, idet Vejdirektoratet fandt, at der var behov for etablering af cykelstien mellem Område 1 og Område 3, og at ekspropriationen tjente almene samfundshensyn og bl.a. var med til at skabe trafiksikrere og mere naturskønne forhold for cyklisterne sammenlignet med den hidtidige færdsel ad Nordkystvejen, ligesom Vejdirektoratet vurderede, at det var proportionalt, at kommunen havde valgt den pågældende linjeføring frem for alternative linjeføringer. Vejdirektoratet afviste desuden sagsøgernes påstand om, at ekspropriationen ikke havde hjemmel i vejloven, idet direktoratet påpegede, at vejlovens formålsbestemmelse ikke udtømmende angiver lovlige og saglige hensyn, og at der kan tages hensyn til andre almene saglige samfundsmæssige interesser ud over de oplistede hovedformål i vejloven. Vejdirektoratets afgørelse blev indbragt for domstolene af A, B, C, D og E, der navnlig gjorde gældende, at ekspropriationen ikke var nødvendig, da der allerede fandtes alternative cykelstier, og at proportionalitetsprincippet ikke var overholdt af forvaltningen. Derudover gjorde sagsøgerne gældende, at ekspropriationen ikke havde lovhjemmel, og at ekspropriationen var i strid med habitatdirektivet og naturbeskyttelsesloven, da projektet ville forstyrre beskyttede arter og deres levesteder, og da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Vejdirektoratet nedlagde påstand om frifindelse. Mens retssagen verserede, ophævede Planklagenævnet den 30. juni 2020 (j.nr. 18/06385 – vedlagt som bilag) kommunens lokalplan nr. 067-707 om et tilstødende område, hvor den anlagte sti i sommerhusområdet løb omkring 10 meter øst for lokalplanområdet. Planklagenævnet henviste til, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af stiens indvirkning på beskyttede bilag IV-arter til at kunne konkludere, at lokalplanen ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af bilag IV-arterne. Cirka 200 meter øst for lokalplanområdet var der konstateret forekomst af bilag IV-arten markfirben. Retten fandt som Vejdirektoratet, at vejlovens § 96 giver vejmyndigheden beføjelse til at ekspropriere til offentlig sti eller vej af hensyn til almenvellet, og at kommunen havde truffet ekspropriationsbeslutningen med det formål at etablere en cykelsti og forbinde flere sommerhusområder. I relation til sagsøgernes anbringender om, at ekspropriationen var sket i strid med naturbeskyttelsesloven, bemærkede retten, at retten ikke ud fra sagsøgernes egne forklaringer kunne fastslå, at området, hvorved stien var blevet anlagt, var omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3, eller at der var sket indgreb i bilag IV-arter. Det var ubestridt, at der i området fandtes en række dyrearter omfattet af beskyttelsen i habitatdirektivet, men da kommunen forud for ekspropriationsbeslutningen fandtes at have undersøgt en række forhold om tilstedeværelsen af beskyttede bilag IV-arter, og da kommunen bl.a. på grund af forekomsten af markfirben afstod fra at anlægge stien længere syd for området, fandt retten ikke, at afgørelsen var truffet på utilstrækkeligt grundlag. Sagsøgerne havde derfor ikke i tilstrækkeligt omfang dokumenteret omstændigheder, der gav retten grundlag for at fastslå, at anlæg af stien ville have skadelig virkning for de beskyttede dyrearter eller bestanden, eller at stien ville indebære ændring af områdets økologiske kendetegn til skade for dyrene. Den omstændighed, at Planklagenævnet havde ophævet lokalplanen for det nærliggende område på baggrund af kommunens manglende undersøgelse af betydningen for markfirben, kunne ikke føre til, at ekspropriationen var ugyldig for denne strækning. Da retten ikke på baggrund af det af sagsøgerne fremførte havde grundlag for at fastslå, at Vejdirektoratets afgørelse blev truffet på et utilstrækkeligt grundlag eller led af sådanne mangler, at den var ugyldig, blev Vejdirektoratet frifundet.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en mere principiel kommentar vedrørende kompetence og naturbeskyttelseslovens § 29 a. Ifølge dommen gennemførte Norddjurs Kommune forud for ekspropriationsafgørelsen en vurdering af påvirkning af bilag IV-arter, og det fremgår tillige af dommen, at Vejdirektoratet efter Planklagenævnets ophævelse af lokalplan tæt ved stien i 2020 indhentede yderligere oplysninger. Der er imidlertid det problem, at når det drejer sig om afgørelser efter vejloven, er det hverken kommunen eller Vejdirektoratet, men derimod Miljøstyrelsen, der er den kompetente myndighed, da hverken planhabitatbekendtgørelsen eller den almindelige habitatbekendtgørelse finder anvendelse på afgørelser efter vejloven. I den foreliggende sag burde der i lyset af tvivl om cykelstiens skadelige påvirkning af bilag IV-arter, derfor være indhentet en udtalelse fra Miljøstyrelsen. Det er dog korrekt, at gennemførelsen af en ekspropriation er betinget af, at eventuelle tilladelser efter anden lovgivning indhentes forud for ekspropriationsbeslutningen, og at Vejdirektoratet derfor må foretage en præjudiciel prøvelse af dette spørgsmål – herunder om påvirkningen af bilag IV-arter – under en klagesag vedr. ekspropriationsbeslutningen.
Link til byrettens dom.
(Planklagenævnets afgørelse af 30. juni 2020, j.nr. 18/06385, vedr. lokalplan nr. 067-707 er vedlagt.)