MRF 2023.139/2
Retten i Roskildes dom af 1. maj 2023, sag BS-22263/2022-ROS
Skorstensfejerlauget af 11. februar 1778 som mandatar for B (adv. Henrik Græsdal) mod Lejre Kommune (adv. Jacob Caroc Claus Schall Holberg)
Afvist sagsanlæg af Skorstensfejerlauget som mandatar for ejer B mod Lejre Kommune vedr. gyldigheden af kommunens meddelelse til B om, at etablering af brændeovn krævede dispensation fra lokalplanens forbud mod skorsten, da meddelelsen ikke havde karakter af en afgørelse, og da lauget ikke kunne optræde som mandatar for B, der ikke var medlem af lauget. Skorstensfejerlauget – og ikke B – pålagt at betale sagens omkostninger.
Baggrunden for sagen var, at Lejre Kommune i marts 2019 vedtog lokalplan nr. LK 59, der i § 7.9 forbød skorsten på boligbebyggelse. Lokalplanens vedtagelse blev påklaget af Skorstensfejerlauget, en lokal skorstensfejermester (A) og en lokal ejer (B), der alle gjorde gældende, at regulering af forurening fra brændeovne faldt uden for kommunens lokalplankompetence. Skorstensfejerlaugets og A’s klager blev afvist af Planklagenævnet i juni 2019 (j.nr. 19/04887) grundet manglende retlig interesse. B’s klage blev afgjort den 25. maj 2020 (j.nr. 19/04505), hvor Planklagenævnet ikke fandt grundlag for at underkende lokalplanen, idet nævnet bl.a. anførte, ”at det er en saglig, planlægningsmæssig begrundelse at fastsætte forbud mod skorstene for at undgå luftforurening i lokalplanområdet. Nævnet finder ikke, som anført af klageren, at kommunen ved at vedtage skorstensforbuddet varetager landspolitiske hensyn. Nævnet har lagt vægt på, at røg/forurening fra skorstene påvirker det lokale miljø i lokalplanområdet”. Planklagenævnets afgørelser blev ikke indbragt for domstolene. Parallelt med dette forløb anlagde Skorstensfejerlauget som mandatar for skorstensfejermester A sag mod Lejre Kommune i september 2019 med henblik på at få underkendt lokalplanens forbud mod skorstene. Kommunen påstod afvisning med henvisning til manglende søgsmålskompetence, hvilket blev udskilt til særskilt behandling. Ved dom af 9. december 2020 (MRF 2020.29/2 B) afviste Retten i Roskilde, at A havde den fornødne retlige interesse, uden det kunne tillægges betydning, om A havde eneret til at virke som skorstensfejer i Lejre Kommune. Efterfølgende indgav B en anmeldelse til kommunen om, at BBR skulle ændres, da han var ved at etablere brændeovn og skorsten. Kommunen besvarede i maj 2022 B’s henvendelse med et brev, hvori kommunen bl.a. anførte: ”Vi skal gøre opmærksom på, at opsætning af skorsten på din ejendom, kræver en dispensation fra [lokalplanen]”. Skorstensfejerlauget anlagde herefter som mandatar for B sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at kommunens krav i brev af 22. maj 2022 om, at B skulle søge om dispensation fra lokalplanen var ugyldig. Kommunen påstod afvisning og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at kommunens skrivelse ikke var en afgørelse, og at lokalplanens krav til byggeriet var uafhængig af kommunens brev, og at B ved ansøgning om dispensation fra lokalplanen i tilfælde af afslag kunne indbringe dette for Planklagenævnet, mens en prøvelse af lokalplanen ikke var mulig efter Planklagenævnets afgørelse af 25. maj 2020, hvor søgsmålsfristen var udløbet, jf. MRF 2022.37 Ø og MAD 1998.153 Ø, hvortil kom, at kommunen ikke var rette sagsøgte, da Planklagenævnet i afgørelsen fra maj 2020 havde taget stilling til indsigelserne. Endelig afviste kommunen, at Skorstensfejerlauget kunne optræde som mandatar for B, der ikke var medlem af lauget, idet betingelserne i retsplejelovens § 124, stk. 3, ikke var opfyldt. Retten lagde indledningsvis til grund, at kommunens brev af 22. maj 2022 ikke havde karakter af en afgørelse, men alene en konstatering af, hvad der fulgte af lokalplanen. B fandtes derfor ikke at have den fornødne retlige interesse i sagen, hvorfor sagsanlægget blev afvist, idet byretten supplerende bemærkede, at Skorstensfejerlauget ikke opfyldte mandatarbetingelserne for at føre sagen for B, der ikke var medlem af Skorstensfejerlauget. Skorstensfejerlauget blev herefter pålagt at betale sagsomkostninger til kommunen.
Kommentar: Dommens udfald kan næppe anses for overraskende, men giver alligevel anledning til enkelte principielle kommentarer. I forhold til sagens indirekte hovedspørgsmål om gyldigheden af kommunens brev er det rimelig oplagt, at kommunens meddelelse ikke opfyldte kriterierne for en forvaltningsafgørelse. Uanset at det ikke i sig selv er en procesforudsætning for søgsmålet mod kommunen, at kommunens brev havde karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand, var problemet for B i den konkrete sag, at kommunen alene havde gentaget lokalplanens forbud mod skorstene, og at en prøvelse af kommunens brev derfor ikke i sig selv kunne få betydning for B’s retsstilling (lokalplanen ville jo fortsat gælde). En prøvelse i denne sag ville desuden have indebåret en omgåelse af søgsmålsfristen for anfægtelse af Planklagenævnets afgørelse af 25. maj 2020 vedr. lokalplanens gyldighed, hvilket i øvrigt skulle være sket i et søgsmål mod nævnet og ikke kommunen. Dette betyder dog samtidig, at byrettens afvisning af sagen ikke hindrer, at B ved at søge om lokalplandispensation vil kunne få prøvet et afslag ved enten at klage til Planklagenævnet eller gå direkte til domstolene, der – i hvert fald ifølge klagenævnets praksis – vil kunne tage stilling til, om dispensation kan kræves, henholdsvis om den skal meddeles, uanset Planklagenævnets tidligere afgørelse fra maj 2020, jf. MRF 2021.376 Pkn, MRF 2022.61 Pkn og MRF 2023.49 Pkn. Tilsvarende er det i overensstemmelse med praksis, at der stilles krav til tilknytningen for, at en interesseorganisation kan optræde som mandatar for en enkelt borger. Når det derimod gælder sagens egentlige spørgsmål, om en kommune kan vedtage forbud mod skorstene for boliger, er den begrundelse, som Planklagenævnet anvendte i afgørelsen fra maj 2020 ikke overbevisende, da det følger af både teori og anden praksis, at almindelige forvaltningsretlige specialitetsprincipper hindrer, at en kommune ved lokalplan regulerer forureningsbegrænsning for boligbyggeri for at hindre partikelforurening fra brændeovne, jf. f.eks. MRF 2023.102 Pkn og kommentaren hertil, idet forureningsbegrænsning reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I relation til brændeovne må således fremhæves, at partikelforurening fra brændeovne er reguleret ved brændeovnsbekendtgørelsen (199/2022, tidl. 541/2020). Dette er i øvrigt på sin egen måde understreget ved bekendtgørelse nr. 640/2023 om kommunale forskrifter vedrørende udskiftning af brændeovne. Uanset at bekendtgørelsen vedrører allerede etablerede brændeovne, ændrer det således ikke ved, at regulering og begrænsning af forurening fra brændeovne må ske efter miljøbeskyttelsesloven. Og selv om en kommune ved lokalplan kan regulere bygningers udformning og herunder skorstene, kan dette ikke udvides til, at kommunen kan vedtage en sådan regulering på grundlag af hensyn, der fastsættes efter miljøbeskyttelsesloven.