MRF 2023.102
Planklagenævnets afgørelse af 14. april 2023, j.nr. 22/15347
Ikke medhold i klage over lokalplan for nyt boligområde ved Grenaa, da Planklagenævnets prøvelse ikke omfattede klage over støj- og luftforureningsgener, som blev anset for en klage i forhold til SMV-screeningen af lokalplanforslaget. At placering af støjvold kunne være umuliggjort af eksisterende institution, berørte ikke lokalplanens gyldighed.
Norddjurs Kommune vedtog den 23. august 2022 endeligt lokalplan nr. 090-707, Boligområde ved Vester Hesseldal, Grenaa. Planforslaget var fremlagt i 4-ugers offentlig høring fra 8. oktober til 5. november 2021. I forbindelse med lokalplanforslaget foretog kommunen en SMV-screening af lokalplanen, hvor kommunen vurderede, at der ikke skulle udarbejdes en miljøvurdering af planen, da planen ikke antoges at ville få væsentlig indvirkning på miljøet, ligesom planen ikke omfattede mulighed for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2. Planområdet på knap 9 ha var med undtagelse af 0,12 ha beliggende i landzone og blev med lokalplanen overført til byzone. Planområdet var beliggende i udkanten af Grenaa by, dels omgivet af bymæssig bebyggelse og dels landbrugsjord. Formålet med lokalplanen var at udlægge området til åben lav bebyggelse med en udstykningsplan for ca. 50 nye boligejendomme og at sikre, at veje og bebyggelse blev tilpasset det hældende terræn. Herudover var formålet at udlægge et område til støjafskærmning langs Mellemstrupvej. Planvedtagelsen blev påklaget af N, der ejede en institution i nærheden af planområdet, og som bl.a. anførte, at der ikke var sket tilstrækkelig inddragelse af offentligheden, jf. planlovens § 24, stk. 7, at håndteringen af indsigelser, jf. planlovens § 27, stk. 1, var mangelfuld, at der ikke var en saglig begrundelse for den planlagte vejføring til planområdet, at vejføringen ville medføre støj- og luftforureningsgener, herunder støjgener uden for planområdet, og at den i lokalplanen anførte placering af støjvold var forhindret af placeringen af institutionen Mellemgården, der ikke kunne pålægges at ændre den eksisterende lovlige anvendelse og placering. Planklagenævnet (formanden) fandt, at planlovens § 24, stk. 7, var overholdt ved den fastsatte høringsfrist, og da lokalplanen var endeligt vedtaget mere end 4 uger efter offentlighedsperiodens udløb, var planlovens § 27, stk. 1, 1. pkt., tillige overholdt. Herudover var N’s indsigelse gengivet i kommunens notat om forvaltningens bemærkninger til indsigelser mod planforslaget. Nævnet lagde herefter til grund, at nævnet ikke i forhold til indholdet af lokalplanen kunne prøve hensigtsmæssigheden af lokalplanen, men bl.a. kunne prøve, om lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens §§ 15, 15 a og 15 b, og om den var planlægningsmæssigt begrundet. Nævnet fandt, at kommunens ønske om at udlægge planområdet til boligområde udgjorde en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse og ikke var båret af usaglige hensyn. For så vidt angik klagepunktet om støj- og luftforureningsgener fandt nævnet, at dette ikke vedrørte den påklagede vedtagelse af lokalplanen, men nærmere var en klage i forhold til miljøscreeningen over lokalplanforslaget, hvorfor nævnet ikke kunne behandle dette klagepunkt. N’s indsigelse om, at lokalplanens placering af støjvold var hindret af den eksisterende institution Mellemgården, blev af nævnet afvist med, at det forhold, at lokalplanbestemmelser ”strider mod andre bestemmelser i lokalplanen, herunder hvor en støjvold skal placeres, påvirker generelt ikke lokalplanens eller bestemmelsernes gyldighed, men kan have betydning i forhold til, om bestemmelserne efterfølgende vil kunne håndhæves af kommunen”. For så vidt angik støjgener uden for planområdet bemærkede nævnet, at planloven generelt ikke fastsætter krav om, at det ved lokalplanlægning skal sikres, at omgivelserne ikke udsættes for en støjbelastning over et vist niveau. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle kommentarer. I relation til støjvolden fremgår det af lokalplanredegørelsen, at støjvolden er nødvendig for at overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser. Virkeliggørelse af lokalplanen vil derfor efter planlovens § 15 a, stk. 1, kræve, at støjvolden kan etableres, hvorfor det er uforståeligt, at Planklagenævnet afviste denne indsigelse som et spørgsmål, der alene er relevant ved håndhævelse af lokalplanen. For det andet må grundlaget for kommunens screeningen af lokalplanforslaget efter miljøvurderingens § 10 bero på en retsvildfarelse, da det er åbenbart, at en lokalplan for boligbyggeri og nye veje i et areal af den omhandlede størrelse i alle tilfælde er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b. Om dette i den foreliggende sag ville føre til obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, eller screening efter § 8, stk. 2, nr. 1, er usikkert, men hvis det første er tilfældet, ville Planklagenævnet næppe kunne anses for bundet af klagefristen over screeningsafgørelsen, hvorfor Planklagenævnet i det mindste burde have forholdt sig til spørgsmålet.